Trods renere luft vil borgmestre skærpe kampen mod forurening

Enhedslisten og SF på Københavns Rådhus går nu for alvor i krig mod forurening fra biler og brændeovne.

På Københavns rådhus følger politikere og embedsmænd nøje med i, hvad den luft, vi alle indånder, egentlig indeholder.

Og måske er der ekstra god grund til at gøre det i år.

For selv om den seneste luftforureningsrapport fra kommunen påviser et fald i mængden af skadelige partikler, så tyder meget på, at energikrisen vil få danskerne til at sætte fuldt blus på brændeovnene denne vinter. 

Og brændeovne anses på rådhuset for at være en af de helt store forureningskilder, når det gælder luftkvalitet. Hertil kommer forurening fra byens biltrafik,.

I debatten om luftkvalitet har videnskabsfolk længe påpeget, at forurening fører til flere tidlige dødsfald, og dem læner de to borgmestre, SFs sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling, og Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, sig op ad. Forureningen skal ned og luftkvaliteten skal op.

- Luftforurening er et kæmpe problem. Brændeovnene i København udleder flere sundhedsskadelige partikler end bilerne, og luftforureningen gør helt almindelige københavnere syge, forringer vores livskvalitet og er årsag til for tidlig død, siger Sisse Marie Welling og fortsætter:

- Det skylder vi både os selv og vores børn at gøre noget ved nu. Vi skal sætte københavnernes helbred først og gøre alt, hvad vi kan for at få renere luft i byen. Flere skal vælge cyklen over bilen, flere skal gå over til elbil og langt færre skal fyre op i brændeovnen.

Teknik og miljøborgmester Line Barfod (EL), går skridtet videre og betegner det næsten som livsfarligt at trække vejret.

- Det kan ikke være rigtigt, at det skal være med livet som indsats at trække vejret i København. Derfor skal vi indrette byen, så biltrafikken fylder mindre, og luftforureningen bliver nedbragt.

- Elbiler og delebiler kan løse en del af problemet, så disse løsninger arbejder vi for at fremme, men grundlæggende skal biltrafikken nedbringes, så børn, unge og voksne kan trække vejret mere ubekymret i landets hovedstad, siger hun.

Luften er blevet renere

Men ifølge den rapport, som de to borgmestre og deres forvaltninger netop har sendt på gaden, så falder luftforureningen i København. Rapporten beskriver nogle af de forureningsstoffer, der er i luften:

Om kvælstofdioxid hedder det for eksempel:

"I København har niveauet af kvælstofdioxid ifølge målinger fra DCE ved Aarhus Universitet været faldende over en længere periode".

Og om såkaldte grove partikler:

"I København har niveauet af forurening med grove partikler ifølge DCE ved Aarhus Universitet været faldende over en længere periode".

Så er der de fine partikler. Her fremgår det at:

"Der har været en faldende tendens i koncentrationer af fine partikler i Københavns Kommune ifølge målinger fra DCE ved Aarhus Universitet".

Endelig er der ultrafine partikler, som  man ifølge rapporten ikke kender sundhedskonsekvensen af. Blandt ultrafine partikler finder man såkaldt "Black Carbon" - sort kulstof - og her konstaterer rapporten, at det fører til cirka 15 årlige københavnske dødsfald.

Rapporten nævner ikke, hvorvidt der er tale om en stigning eller et fald i forekomsten af ultrafine partikler.

Automatreaktioner?

Sisse Marie Welling, forureningen er jo blevet mindre. Er det så ikke automatreaktioner, der kommer fra dig og Line Barfod?

Det synes jeg ikke. De koncentrationer, vi har, er også farlige. Corona har betydet meget for, hvordan københavnerne har bevæget sig rundt, og mange har arbejdet hjemme og er ikke kørt til arbejde. Der kan være mange forklaringer på, hvorfor det er, som det er. Men de initiativer vi har for at få flere over i offentlig transport og flere til at tage cyklen - og oplysning om brændeovne - har også påvirket københavnernes vaner. Så min appel er, at man overvejer det en ekstra gang, når man skal varme op.

Men vi står midt i en energikrise. Det er dyrt at få varme, og mange er måske nødt til også at bruge brændeovnen?

- Helt grundlæggende er vi heldige i København. For 98 procent af indbyggerne er dækket af fjernvarme, som er billigere end i resten af landet. Jeg er godt klar over, at folk er pressede og at priserne stiger voldsomt. Der er bare et sundhedsmæssigt aspekt, som man også skal overveje. Vi ved, at luftforureningen udgør 12 procent af alle tidlige dødsfald. I en normal situation er det 440 om året. Så selv om jeg ikke kan sige, hvad der er rigtig for den enkelte, så synes jeg, man skal overveje de sundhedsmæssige konsekvenser for en selv og dem, der bor omkring, lyder det fra sundheds- og omsorgsborgmesteren.

Hun påpeger, at nye undersøgelser fra WHO viser, at selv mindre forekomster af luftforurening kan være skadelige, og at det påvirker folk med astma og kol eller kan medføre hjerte- og karsygdomme.

Løsningerne

I en pressemeddelelse fra Københavns Kommune slår de to borgmestre på, at der fortsat skal arbejdes for at skabe bedre forhold for cyklister, og at kørsel med el-biler og delebiler skal fremmes for at gøre byen mere grøn.

Og så er de to borgmestre enige om, at der skal sættes turbo på udviklingen, fordi "København skal være en af verdens sundeste og grønneste hovedstæder". 

De ønsker ifølge pressemeddelelsen at udvide byens miljøzone, så alle dieselbiler skal have et partikelfilter for at køre ind i zonen. Og de opfordrer regeringen til at skærpe muligheden for at nedlægge brændeovne i store byer, hvor mange mennesker bor tæt.

Luften over - og i - København er blevet renere. Men ikke så meget, at at de to borgmestre ånder lettet op - der skal stadig sættes ind, så tidlige dødsfald undgås.
Luften over - og i - København er blevet renere. Men ikke så meget, at at de to borgmestre ånder lettet op - der skal stadig sættes ind, så tidlige dødsfald undgås.
Foto: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik