Under stilladsdugen skulle Børsen få nyt liv. Nu står projektet i flammer

Restaureringen sigter efter at tage bygningen tilbage til dens oprindelige tanke, som Christian den 4. gerne vil have haft den.

Denne artikel er genudgivet som følge af branden i Børsen.

Ryd forsiden: Børsen er et sminket lig.

Et af Københavns fremmeste vartegn står fejlbehæftet i forfald i periodeforkert beklædning med lappeløsninger.

Patienten er syg, og den knap 400 år gamle dames gebrækkeligheder er ikke gået ubemærket hen.

Som læseren Xenia tippede TV 2 Kosmopol om i foråret 2022, er Christian den 4.’s gamle handelscentrum så medtaget, at det let kunne ses gennem selv den tykkeste hornbrille.

Krakelerede skulpturer, tilsodede facader, et kobbertag så ældet, at ordet patineret har overskredet sidste anvendelsesdato for flere årtier siden som et dækkende adjektiv. Og dragespiret, åh det blyklædte dragespir: De bedagede fabeldyr med deres lige så aldersstegne haler skal have hjælp. Gør dog noget, Dyreværnet!

Men hold lige trykken, stop press, som de internationale siger: Redningen er her, og den er allerede undervejs.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Børsen i København med sit karakteristiske kobbertag og dragespir i bly er det første eksempel på en bygningsfredning i Danmark. Vartegnet er dog ganske medtaget, så nu skal der en større restaurering til.
Børsen i København med sit karakteristiske kobbertag og dragespir i bly er det første eksempel på en bygningsfredning i Danmark. Vartegnet er dog ganske medtaget, så nu skal der en større restaurering til.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Som den opmærksomme bygænger vil have opdaget, står bygningen halvvejs indpakket i presenninger og omkranset af stilladser.

En totalrestaurering af Børsen er undervejs (bommesislag afværget), og der er sandelig skudt 200 millioner kroner i forskønnelsen af Christian den 4.’s totem, der vil vare de kommende fem-seks år.

Derfor var TV 2 Kosmopol da heller ikke sene til at tage imod en invitation fra Dansk Erhverv, der siden 1850’erne, under navnet Grosser-Societetet og senere Det Danske Handelskammer, har beboet og ejet bygningen, om at komme en tur ind bag stilladsbeklædningen og se restaureringen tage form.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Det nye kobbertag funkler, og det vil det fortsætte med i mange år. Først om 50 til 70 år vil taget opnå den irgrønne farve.
Det nye kobbertag funkler, og det vil det fortsætte med i mange år. Først om 50 til 70 år vil taget opnå den irgrønne farve.
Foto: Magnus Ankerstjerne/TV 2 Kosmopol

Et historisk ansvar

Her møder vi Brian Mikkelsen, som både er solbrun og tidligere minister og i et vældigt humør, til en rundvisning på tagryggen af den gamle bygning.

- Vi føler et historisk ansvar og en forpligtigelse over for det vartegn, der nok har os som ejere, men som i lige så høj grad tilhører hele København, siger den administrerende direktør i Dansk Erhverv til TV 2 Kosmopol.

- Jeg bliver simpelthen så høj af at være heroppe og se arbejdet skride frem. Man mærker virkelig de historiske vingesus, siger han og udpeger lystigt ornamenteringsdetaljer hid og did, mens vi bevæger os under den lune stilladsindpakning i sjette sals højde.

Det er eftermiddag, og Brian Mikkelsen har netop været til 'DM i iværksætteri' for unge. Der har været fart på og diskomusik.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Brian Mikkelsen er administrerende direktør i Dansk Erhverv, der ejer bygningen, og som selv har bidraget med 50 af projektets 200 millioner kroner. Resten har forskellige fonde bidraget med.
Brian Mikkelsen er administrerende direktør i Dansk Erhverv, der ejer bygningen, og som selv har bidraget med 50 af projektets 200 millioner kroner. Resten har forskellige fonde bidraget med.
Foto: Magnus Ankerstjerne/TV 2 Kosmopol

Tagdækkerne er gået hjem for i dag (de mødte vistnok også ret tidligt i morges), men det er tydeligt at se, hvordan der hamres og bøjes og bankes og bejdses.

Aktuelt er kun første tredjedel af den aflange bygning under kærlig behandling. Et projekt som dette skal udføres i etaper, og her på første etape er man lidt mindre end halvvejs med udskiftningen af det ældede kobbertag til et nyt.

Funklende og kobberfarvet fremstår det nye tag, og sådan vil det fortsætte med at tage sig ud i de kommende mange år. For de 3.700 kvadratmeter tag med en vægt på 40 ton, der i øvrigt er genbrugskobber fra Finland (kiitos, Soumi), ventes nemlig at være et sted mellem 50 og 70 år om at irre og få sin karakteristiske grønne farve. Alt godt kommer til den, der venter.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Det har været en større opgave for Dansk Erhverv at finde de rette håndværkere til den omfattende restaurering. At lægge et kobbertag i renæssancestil er ikke ligetil.
Det har været en større opgave for Dansk Erhverv at finde de rette håndværkere til den omfattende restaurering. At lægge et kobbertag i renæssancestil er ikke ligetil.
Foto: Dansk Erhverv
Flot ser det indtil videre ud. Den nye tagdækning regner man dog først med at være i mål med til næste år.
Flot ser det indtil videre ud. Den nye tagdækning regner man dog først med at være i mål med til næste år.
Foto: Magnus Ankerstjerne/TV 2 Kosmopol

Ved sin side har Brian Mikkelsen chefkonsulenten Christian Sestoft. Han projektleder på restaureringen og går rigtig meget op i kobber.

Og mursten. Og sten generelt. For nok er kobbertaget en stor del af Børsens claim to fame, men som blikfang er det med til at maskere en fundamental fejl i murværket, som restaureringsprojektet skal genoprette.

Stenet fejl skal udbedres

I slutningen af 1800-tallet foretog kongehuset en større renovering af bygningen, hvor facaden blev belagt med skalsten – det, man også kan kalde for falske mursten – mens de figurative sandstensfigurer dengang blev genhugget ud fra en stilart, der slet ikke passede sammen med Børsens barokke ophav.

Så det skal der laves om på.

- Og det kræver virkelig specialiseret arbejdskraft. Både blandt tagdækkerne, men især blandt stenhuggere, som vi ikke har mange af her i Danmark. Det er superspecialiseret, så det har ikke været let at finde de rette til opgaven, forklarer Christian Sestoft.

Mens stenhuggerne blandt andet har fået til opgave af genoprette 27 såkaldte hermer – altså stenskulpturer – på bygningens facade og føre dem tilbage til renæssanceudtrykket fra 1600-tallet, står murerne også over for en stor opgave.

De falske mursten, der har været en torn i øjet på både Brian Mikkelsen, Christian Sestoft og måske især Slots- og Kulturstyrelsen (Børsen er meget fredet, så alt skal godkendes hos dem) skal nemlig ned, væk og sikkert ad Pommern til.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Her ses både den udskældte mursten, der har skændet bygningen i tæt på 150 år samt en pladsholder til en stenskulptur, der er ved at blive restaureret af stenhuggere.
Her ses både den udskældte mursten, der har skændet bygningen i tæt på 150 år samt en pladsholder til en stenskulptur, der er ved at blive restaureret af stenhuggere.
Foto: Magnus Ankerstjerne/TV 2 Kosmopol

Op skal i stedet 65.000 håndstrøgne teglsten fra et værk i Tyskland, der produceres i såkaldt renæssanceformat. Den del har man dog ikke taget hul på endnu.

For fugningen til disse mursten har Slots- og Kulturstyrelsen mange holdninger til, lader Brian Mikkelsen forstå. Derfor arbejder man nu på en række prøver med forskellige fugninger, så man kan lande på det helt rigtige udtryk.

Krudt og kugler og kobbertag

Og hvad så med dragespiret?

Det er man ikke kommet til endnu, forklarer Christian Sestoft. Den del af bygningen er endnu ikke pakket ind af stilladser. Men når den tid kommer i forbindelse med næste etape, skal blyspiret nøje besigtiges og renses. Det er dog ikke planen, at det skal støbes på ny.

Apropos dragespiret, så tilsiger lokal overtro, at fabeldyrene vogter Børsen mod ”fjendeslag og ildsvårde”. 

Oversat til nudansk betyder det, at dragerne tilsyneladende har forhindret bygningen i at blive sønderskudt af enten svenskere eller briter eller tyskere eller brændt ned – en skæbne, der i øvrigt er overgået naboen Christiansborg flere gange.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Mens et hold af tagdækkere arbejder på at lægge nyt kobber, arbejder et andet på at fjerne det gamle og klargøre en strækning af taget til den nye belægning.
Mens et hold af tagdækkere arbejder på at lægge nyt kobber, arbejder et andet på at fjerne det gamle og klargøre en strækning af taget til den nye belægning.
Foto: Magnus Ankerstjerne/TV 2 Kosmopol

Byggeriet af Børsen blev påbegyndt i 1618, og taget stod klar i 1624. Derfor satser Dansk Erhverv stærkt på at have kobbertagrestaureringen afsluttet til næste år, så man kan fejre et 400 års jubilæum.

Her kan man dog ikke fejre 400 år med kobbertag. For frem til 1659 var Børsen nemlig tagdækket med bly.

Men så skete det, der måtte ske: Danmark og Sverige røg i krig med hinanden.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Her skulle man i sagens natur bruge ammunition, så ned røg blytaget, og støbt af dette blev kanonkugler. At det så ikke gik vildt godt for Danmark i de krige, er en anden historie.

Nå, men det var jo egentlig kobbertaget, det skulle handle om. Det nuværende og delvist forhenværende kom først oven på Børsen i forbindelse med en større modernisering i slutningen af 1800-tallet, hvor det har ladet sig patinere siden.

Altså lige indtil nu, hvor Danmarks første fredede bygning denondelynemig får sig en overhaling.

Denne overhaling står dog nu omslugt af flammer efter Børsen brød i brand tirsdag morgen den 16. april.

Mens afsnittet her fortsat er under restaurering, kan man allerede nu fornemme, hvordan det nye tag kommer til at give et markant løft til bygningen.
Mens afsnittet her fortsat er under restaurering, kan man allerede nu fornemme, hvordan det nye tag kommer til at give et markant løft til bygningen.
Foto: Magnus Ankerstjerne/TV 2 Kosmopol

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik