Sagnlandet opruster: Bygger kæmpe vikingehal til 75 millioner

Sagnlandet Lejre bygger stort, og allerede nu er den 600 kvadratmeter store vikingehal godt på vej.

Det største rekonstruerede byggeri fra oldtiden i Danmark.

quote Ja, hvem er skør nok til at bygge en hal, der skal være 61 meter lang og bestå af 1000 ton egetræ fra 130 egetræer, der er 150 år gamle?

Lars Holten, direktør i Sagnlandet Lejre

Sådan lyder opskriften i denne tid i Sagnlandet Lejre, hvor der bygges på livet løs.

Sagnlandet, der fortæller om både stenalder, jernalder, vikingetid og 1800-tallet i Danmark, har nemlig sat sig for at bygge en 600 kvadratmeter stor ceremonihal af den slags, som fandtes i vikingetiden. 

Hallerne fra den tid kendes ved at være udformet som et vikingeskib, der er vendt på hovedet, så kølen udgør tagryggen på hallen.

Kæmpe-projekt med mange millioner i ryggen

Det ambitiøse projekt er støttet af både A.P. Møller Fonden og Augustinus-fonden, som har doneret henholdsvis 65 millioner og 10 millioner til opførslen af den nye gamle hal.

Allerede nu er projektet godt i gang, og den tager sit afsæt i en lignende vikingehal, som for godt 1300 år siden lå 2,5 kilometer fra stedet, hvor der nu bygges.

Hallen skal være 61 meter lang, og forventningen er, at alle 61 meter står klar til næste år. 

Men hvorfor skal det store projekt overhovedet realiseres, kunne man spørge. Og det er et godt spørgsmål, lyder det fra direktør Lars Holten.

- Ja, hvem er skør nok til at bygge en hal, der skal være 61 meter lang og bestå af 1000 ton egetræ fra 130 egetræer, der er 150 år gamle?, siger direktøren for Sagnlandet Lejre til TV 2 Lorry. 

- Man skal være lidt skør - men det er der, udfordringen ligger.

- Forestil dig, at vi er tilbage i 700-tallet, for 1300 år siden på et areal som det her, siger Lars Holten og peger mod byggegrunden.

- Vi får skaffet det her tømmer, og vi er i gang med at bygge det største hus, mennesker mindedes at have set i det, vi i dag kalder Danmark, fortsætter han, og fortæller, at formuleringen om det største hus kommer fra et heltekvæd, der fortæller om én af Skjoldunge-kongerne fra netop Lejre.

Hør Lars Holten fortælle endnu mere om historien herunder:

 

Skjoldungekongen byggede en mjødhal, der var så stor, at ingen mennesker havde set noget så stort.

- Dét er da noget, der trigger, siger Lars Holten og understreger, at den store hal skal være med til at fortælle historien om arkitekturen og menneskets formåen allerede dengang til at bygge monstrøse byggerier.

- Rundetårn er 36 meter højt - det her hus er 61 meter langt!

Giver mulighed for vinteråbent

quote Der kan altså sidde 300 mennesker til en teaterforestilling eller storytelling-night, eller et vikingetaffel med gammelnordisk mad.

Lars Holten, direktør i Sagnlandet Lejre

Men hvorfor giver det mening at bygge i 2018?

- For os herude, får vi en helårsarbejdsplads. Vi kan pludselig have åbent hele året rundt. Der kan altså sidde 300 mennesker til en teaterforestilling eller storytelling-night, eller et vikingetaffel med gammelnordisk mad.

- Og så giver det os nogle faciliteter og fede arbejdsrammer at arbejde ud fra, fortæller direktøren til TV 2 Lorry. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik