Offeret er afgået ved døden ved middagstid torsdag.
Politiet nåede ikke at få talt med den svært kvæstede mand, oplyser vicepolitiinspektør Lau Thygesen.
Læs også: Person ramt af skud...
Drabet skete et par minutter efter klokken 18, da han forlod sit arbejde og skulle til at køre hjem i sin bil.
Politiet beskriver gerningsmanden som en forholdsvis lille mand, der var iført mørkt tøj. Han er mørklødet og først i 20'erne.
Desuden blev han set med en plastikpose i hvid og blå, da han forsvandt ad Finsensvej.
Muligvis har gerningsmanden stået på Finsensvej eller er gået rundt i området inden skyderiet. Derfor er politiet meget interesseret i at få henvendelser fra vidner.
- Vi har allerede fået en del henvendelser, siger Lau Thygesen.
Foreløbig har politiet ikke været i kontakt med vidner, der så selve hændelsen. Derfor ved man ikke, om offeret og gerningsmanden udvekslede ord.
Offeret stammer fra Værebro, hvor en lokal bande er i konflikt med en større bandesammenslutning, som blandt andet tæller Blågårds Plads-gruppen.
Men politiet tør ikke sige, at drabet har noget med bandekonflikten at gøre.