Danske sommerhusejere i Sverige sendte appel til ministre - nu har de fået svar

Interesseorganisation for danske fritidshusejere i Sverige opfordrede i februar i et brev danske og svenske ministre til at fritage dem for indrejseforbud til vores naboland.

Danskere, der ejer et fritidshus i Sverige, er frustrerede. Siden 22. december har danskerne ikke måttet rejse til Sverige, medmindre de har et anerkendelsesværdigt formål.

Frustrationen fik i februar interesseorganisationen for danskere med fritidshus i Sverige, Danske Torpare, til at sende en skriftlig appel afsted til svenske og danske ministre. Heri opfordrede de til at lade danske fritidshusejere rejse til Sverige trods indrejseforbuddet.

Nu har de fået svar fra udenrigsminister Jeppe Kofoed (S), som TV 2 Lorry er i besiddelse af.

"Jeg har stor sympati med de udfordringer danskere med fritidshuse i Sverige oplever".

"Det er dog i sidste ende alene Sverige, der beslutter hvilke restriktioner, de finder nødvendige i den nuværende situation, helt som det er tilfældet for Danmark", skriver Jeppe Kofoed i svaret til de danske fritidshusejere.

I Danske Torpare, der har 10.000 medlemmer, er man uforstående over for, at danskere ikke må tage turen over Øresund for at se til deres sommerhuse, når personer fra andre lande gerne må rejse dertil.

Udover Danmark har Sverige indført indrejseforbud mod personer fra Norge og Storbritannien. Det betyder, at personer fra andre lande ved fremvisning af en negativ coronatest gerne må rejse til Sverige.

- Vi ønsker at vores medlemmer kan tage til Sverige for at tilse deres ejendomme. Fristen for at komme derop og sikre vores ejendomme var meget kort, inden Sverige lukkede grænsen. Så mange af os har ikke frostsikret vores ejendomme, siger sekretariatschef i Danske Torpare, Victoria Lindtner, til TV 2 Lorry.

- Vi har naboer deroppe, der har meldt tilbage og sagt, at der er frost og vandskader i husene. Vi kender ikke omfanget af det, for mange af medlemmerne har ikke naboer, der kan gå ind i husene. Vi ved også, at flere har haft indbrud. Det er vigtigt for os at komme derop, for det er uvist om forsikringen dækker, hvis man ikke har frostsikret huset, siger hun.

Minister anerkender løsningsforslag

Den svenske indenrigsminister Mikael Damberg og den svenske udenrigsminister Ann Linde svarede tilbage på brevet i februar i et samlet svar, som TV 2 fik indblik i.

De forstod frustrationen hos de danskere, som ejer et fritidshus i landet, men de afviste at gøre særlige undtagelser for dem.

"Regeringen anser og håber på indrejseforbuddet som en midlertidig foranstaltning, men lige nu er det absolut nødvendigt at forhindre yderligere spredning af infektion og tab af menneskeliv", afslutter det svenske justitsdepartement deres svar tilbage til Danske Torpare.

Interesseorganisationen har udarbejdet flere konkrete løsningsforslag, som skal gøre det muligt for danske fritidshusejere at tage til Sverige.

Det indebærer blandt andet direkte kørsel frem og tilbage til sommerhusene, fremvisning af negativ en coronatest, dokumentation for ejerskab og en muligvis begrænsning af antal dage for opholdet.

quote Vi har naboer deroppe, der har meldt tilbage og sagt, at der er frost og vandskader i husene.

Victoria Lindtner, Sekretariatschef i Danske Torpare.

Udenrigsminister Jeppe Kofoed anerkender forslagene som gode og konstruktive og skriver, at han vil tage dem med i de videre drøftelser med svenskerne.

"Regeringen har så sent som i sidste uge været i kontakt med den svenske regering på ministerniveau", lyder det videre i hans brev.

Adgang for arbejdende og børn

Foreløbig gælder indrejseforbuddet frem til den 31. marts, og i Danske Torpare håber og regner man med, at grænsen til den tid åbner.

- Vi vil gerne finde en sundhedsmæssig forsvarlig løsning på, hvordan vi kan komme derop. Vi har fået svar fra ministerierne, og vi har en dialog i gang. Vi vil bare gerne kunne tage til Sverige på lige fod med andre EU-borgere, der bare skal fremvise en negativ test, siger Victoria Lindtner til TV 2 Lorry.

Selvom Sverige er lukket land for de danske sommerhusejere, er det dog tilladt som dansker at rejse over sundet, hvis man bor eller arbejder i nabolandet. Desuden må børn, der skal besøge en forælder i Sverige, også godt komme ind i landet, ligesom der kan gives særlig tilladelse, hvis der er opstået en presserende familiemæssig situation.

Personer, der rejser til og fra Bornholm, må også godt køre gennem Sverige, men det er ikke tilladt at opholde sig der.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik