En Varm Seng gennemsøgt efter tyvekoster

Herberget En Varm Seng blev søndag lukket ned og endevendt for tyvekoster. Men der blev ikke fundet noget. Fremover vil der jævnligt blive foretaget eftersøgningen af tyvekoster på herberget En Varm Seng i København.

Den første eftersøgning foregik søndag, oplyser den daglige leder af En Varm Seng, April Chris, til Ritzau.

- Vi spurgte politiet, om de havde lyst til at deltage. Det havde de ikke mulighed for, men de kom bagefter og kikkede på de ting, vi havde fundet. Hele huset blev lukket ned fra klokken 14 til klokken 23, og alt blev systematisk endevendt, men der blev hverken fundet tyvekoster eller stoffer. Der blev blandt andet fundet nogle computere, som det viste sig stammede fra en genbrugsstation, fortæller April Chris.
I fremtiden vil der i samarbejde med politiet jævnligt blive foretaget lignende ransagninger i huset.

 - Vi er trætte af at blive beskyldt for at være tilholdssted for kriminelle østeuropæere.  Så nu vil vi gerne tjekke op på det sammen med politiet. Men aktionen i går afslørede heldigvis ikke noget mistænkeligt, siger April Chris.

I sidste uge fortalte en tidligere frivillig på En Varm Seng, Ditte Geraae, til TV2 Lorry, at stedet var domineret af to bander kriminelle østeuropæere, da hun tidligere på året arbejdede der. Men April Chris ved ikke, hvem Ditte Geraae er.

 - Hverken jeg eller nogen af vores andre nuværende medarbejdere kan huske hende. Hun kan ikke have været her ret længe, så jeg tvivler på, at hun har nået at danne sig et korrekt indtryk. Jeg synes, det virker noget useriøst, siger April Chris.

En Varm Seng blev oprettet som et nødherberg for blandt andre illegale udlændinge , da det var aller koldest sidste vinter.

 - De udenlandske brugere er mennesker i nød, og vi arbejder ud fra menneskerettighedskonventionerne, som siger, at alle har ret til en seng, mad og lægehjælp, siger April Chris.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik