Far bedøvede sine børn og dræbte dem

Otteårig datter havde nok sovemiddel i blodet til, at det kunne forårsage en alvorlig forgiftning.

Alene drabshandlingen i sig selv forekommer overordentlig koldblodig. Først blev to-årige Adam skudt to gange i hovedet, derefter var det 10-årige Alexander, som blev dræbt af fem skud og til sidst blev otteårige Amanda dræbt af et enkelt skud.
      Men retssagen mod den 44-årige far Morten Skipper-Pedersen fra Birkerød afslørede mandag, at koldblodigheden var endnu større, end man kunne forestille sig.
      Børnene blev skudt, efter at de var blevet lagt i seng om aftenen den 8. februar. Men ud over et aftensmåltid på McDonald's havde faren også givet dem sovepiller, så han lettere kunne dræbe dem.
      Otteårige Amanda havde ved obduktionen en så høj koncentration af sovemidlet Zopiclon Imovane i blodet, at det ifølge retskemikerne kunne forårsage en alvorlig forgiftning.
      Lille Adam på to år havde kun fået en lille mængde. Ifølge retskemikerne svarede det formentlig til en brøkdel af den tablet, mens 10-årige Alexander havde fået, hvad der ifølge eksperterne svarede til en normal dosis.
      Sovemedicinen havde Morten Skipper-Pedersen fået hos sin egen læge mere end en uge forinden. Ifølge sin egen forklaring i retten havde han tidligere fået medicinen, og der var tale om en fornyet recept.
      Under grundlovsforhøret den 9. februar forklarede faren, at han havde fået pillerne med henblik på at bedøve børnene, inden de skulle dræbes. Men den forklaring ændrede han mandag i Retten i Lyngby.
      Den fornyede recept havde intet med drabene at gøre, forklarede han, og han løb også fra tidligere forklaringer om, at drabene havde været planlagt i ugevis.
      Det var kun hans eget selvmord, der havde været så længe under planlægning. Et selvmord, der slog fejl.
      En blodprøve har vist, at Morten Skipper-Pedersen formentlig har forsøgt at tage sit eget liv ved hjælp af kodimagnyler, selv om han havde flere våben i huset.
      Morten Skipper-Pedersen husker kun svagt natten til den 9. februar. Han husker at have skudt sine to drenge, men ikke sin datter. Dog erkendte han flere gange under mandagens afhøring, at han ikke kan se, at han ikke skulle være datterens drabsmand også.
      Der falder dom i sagen tirsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik