Farvel til Spies Plads? Her er syv andre pladser og vejnavne, der deler vandene

I hovedstadsområdet finder vi hele seks veje og en enkelt plads opkaldt efter personer, der var stærkt involveret i Danmarks dystre fortid som en nation, der handlede og udnyttede slavegjorte mennesker. To i København, to i Gentofte, to i Rudersdal og en på Frederiksberg.

Mest kendt og omdiskuteret er nok Schimmelmannsvej i Gentofte Kommune, der er opkaldt efter den største slaveejer i Dansk Vestindien, Ernst Schimmelmann. Han ejede et sukkerraffinaderi, fire slavedrevne sukkerplantager og over 1.000 slaver.

Tilbage i 2020 var der fokus på navngivningen af blandt andet Schimmelmannsvej, men her nægtede den daværende borgmester, Hans Toft (K), at gå ind i diskussionen.

- Jeg ønsker ikke at undertrykke den synliggørelse af lokalhistorien, der sker gennem navnene på kommunens vejskilte. Og jeg ønsker ikke at sætte dette emne på den politiske dagsorden, sagde han til lokalmediet Villabyerne.

Nogenlunde samme holdning havde den daværende Rudersdal-borgmester, Jens Ive (V), da fokus kom på De Conincks Vej i Holte, opkaldt efter Frederic de Coninck, der sættes i forbindelse med transporten af et stort antal slavegjorte på tværs af Atlanten. På kommunens vejskilt står han præsenteret som en ”handelsmand”.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi lærer af historien. Vi skal ikke prøve at skrive historien om, for det kan vi ikke, sagde Jens Ive dengang til Radio4.

Rudersdal Kommune rummer desuden Mothsvej i Søllerød, opkaldt efter Mathias Moth, der ifølge Politiken sad direktionen i Vestindisk-Guineisk Kompagni i de år, hvor kompagniet selv stod for slavehandlen, og hvor Moth selv havde store summer investeret i de slavebaserede plantager i Dansk Vestindien.

Søbøtkers Allé i Hellerup er også navngivet efter en mand - Johannes Søbøtker hed han – der rådede over flere end 500 slavegjorte afrikanere samt Sankt Croixs største jordbesiddelser.

I København kan man finde flere synlige tegn på hovedstadens fortid som centrum for Danmark som slavenation i form af statuer, palæer, pakhuse og andre bygninger. Andreas Bjørns Gade på Christianshavn har også sit navn efter værftsejeren, hvis skibe fragtede tusinder af slavegjorte over Atlanten. Hauser Plads i Indre By er opkaldt efter Conrad Hauser, der var idémand til Vestindisk Handelsselskab, der drev handel til og fra samt forpagtede slavebaseret produktion på de vestindiske øer.

Frederiksberg har Moltkesvej, der har sit navn fra den meget magtfulde A.G. Molkte, der i sin tid som præsident for Vestindisk-Guineisk Kompagni administrerede Dansk Vestindien på statens vegne og havde i en årrække hovedansvaret for handlen med slavegjorte.

Og så kunne vi i øvrigt også nævne alle de stednavne, der har at gøre med kong Frederik V, der selv var meget aktivt involveret i at gøre kronen til ejer af slaver og plantager i Dansk Vestindien.

Det store spørgsmål er dog, hvorvidt man bør ændre navnene, så de ikke længere hylder personer, der drev det uhyrlige kapitel i Danmarkshistorien. Her er meningerne delte.

Nogle historikere har tordnet mod ønsker om at ændre vejnavnene, andre har udtrykt ønsker om skilte med yderligere præcisering af personernes roller i slaveriet, mens andre har opfordret kommunerne til at gå i dialog med borgere om muligheden for at ændre navnet.

Det kan forekomme en smule paradoksalt, at man i Danmarks måske mest venstreorienterede område, Nørrebro i København, kan bo på en gade opkaldt efter en mand, der om nogen er blevet billedet på vores koloniale arv.

Her er det muligt at have adresse på Hans Egedes Gade.

En del vil formentlig forbinde navnet med statuer i Nuuk i Grønland og foran Marmorkirken i København, der blev overhældt med maling og påskrevet teksten ”decolonize” i 2020. Det er i øvrigt sket flere gange, at Hans Egede-statuten i Nuuk er blevet udsat for hærværk.

Manden, statuerne portrætterer og vejen på Nørrebro er opkaldt efter, var kendt som ”Grønlands apostel”. For 300 år siden gik han i land i Grønland med målet om at kolonisere landet og gøre befolkningen kristne. Dette skulle blandt andet ske ”med tugt og disciplin”, som det hed sig. Det betød, at den grønlandske befolkning kunne risikere at få tæsk, hvis de ikke underlagde sig den dansk-norsk præsts mission.

Hans Egede står som nævnt tilbage som et (af mange grønlændere forhadt) symbol på den danske kolonimagt. Det skyldes naturligvis Egedes hårdhændede regime i sin tid som kolonisator, men også dennes eftermæle afbilledet som en stor skulptur uden for Nuuk. Mens historikere har argumenteret for, at statuen uden for Nuuk er ”en torn i øjet” på grønlændere med ønske om selvstændighed, så stemte et flertal ved en afstemning i Grønlands største by i 2020 for, at statuen skal blive stående.

Foruden Hans Egedes Gade på Nørrebro samt Hans Egede-statuen foran Marmorkirken kan man i København også finde Hans Egedes Kirke på Østerbro.

Siden 1968 har den velbesøgte plads i smørhullet mellem Ørstedsparken og Vendersgade været navngivet efter staten Israel. Det skete dengang som en gestus over for Israel for at markere 25-året for jødeforfølgelsen.

Uden at hele konflikten skal udredes her, har staten Israels behandling af områdets oprindelige befolkning, palæstinenserne, fået personer – især dem til venstre for den politiske midte – til at rette kritik af navnet.

Blandt andet mener kritikere, at det er problematisk at hylde en stat, der driver ulovlige bosættelser og af FN’s menneskerettighedsråd beskyldes for at bedrive apartheid over for palæstinensere.

Det har fået borgere og politikere i Københavns Kommune til at udtrykke et ønske om en spaltning af Israels Plads, så den ene halvdel navngives Palæstinas Plads i et udtryk for solidaritet med det palæstinensiske folk.

Det forslag endte dog med at blive forkastet efter dødt løb (26 stemmer for, 26 stemmer imod) på Rådhuset sidste år.

Senere samme år kom det på tale at navngive en plads på Ydre Nørrebro efter Palæstina. Heller ikke det blev til noget, og i stedet kom området ved Nørrebrogades slutning til at hedde Mimers Plads.

I en samlet udtalelse meddelte partierne Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten dog, at de fortsat vil arbejde for at finde et egnet sted at navngive Palæstinas Plads.

Som hjertet af Nørrebro og knudepunktet for det afholdte og internationalt anerkendte byrum, Superkilen, med dets cykelsti og sammenhængende parker, har Den Røde Plads fået ros for sin måde at inddrage bydelens mangfoldige beboersammensætning med mere eller mindre subtile elementer fra befolkningens oprindelseslande.

På Den Røde Plads kommer dette til udtryk med en stor, rød stjerne og et lige så stort skilt påskrevet Москвич – russisk for moskvitch, altså en person fra Moskva.

Indtil for ikke så længe siden var der næppe mange, der havde noget at indvende mod tegnestuerne Superflex og BIGs områdefornyelse på Nørrebro.

Det ændrede sig dog med Ruslands invasion af Ukraine i februar måned.

Denne fik Ukraines ambassade i Danmark til at sende breve til en række kommuner, som har veje eller pladser med navne relateret til Rusland.

Sådan et brev havnede altså også hos Københavns Kommune med henvisning til Den Røde Plads på Nørrebro – opkaldt efter den mere kendte Den Røde Plads i Moskva.

- Vi beder jer om at udvise solidaritet med det ukrainske folk ved at omdøbe gader/pladser i jeres byer med navne relateret til Rusland til navne relateret til Ukraine, stod der i brevet ifølge Jyllands-Posten.

Brevet har dog ikke fået Københavns Kommune til at ændre navnet, og sådan kommer det næppe til at gå, har kommunen udtalt i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.

- Københavns Kommune har ikke praksis for at omdøbe hverken pladser eller gader, som allerede er navngivet, skriver kommunen til avisen og tilføjer, at Den Røde Plads ikke er ”blandt navne, som overvejes i vejnavnenævnet” for tiden.

Meget apropos Den Røde Plads og Sovjetunionen finder vi også et kontroversielt navnevalg lige over for.

Aksel Larsens Plads ligger lige på den anden side af Den Røde Plads, og den er navngivet efter venstrefløjspolitikeren, der især slog sine folder hos Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, inden han i 1958 stiftede SF.

I mange årtier var Larsen en – hvis ikke dén – ledende skikkelse inden for kommunisme herhjemme og var blandt andet på politisk skolingsophold i Moskva under Stalins Sovjetunionen, inden han blev valgt til Folketinget i 1932. Under krigen blev Larsen fængslet af Gestapo og sat i koncentrationslejr Sachsenhausen. Efter befrielsen og en tur hjem med de hvide busser blev Aksel Larsen minister i befrielsesregeringen.

Herefter fulgte lidt mere end 20 år som folketingsmedlem for DKP, inden han i 1958 brød med partiet og stiftede SF, for hvem han var formand og folketingsmedlem for i 14 år frem til sin død i 1972.

Så langt, så godt. Indtil videre ikke noget specielt kontroversielt.

Derfor var der heller ikke den store modstand (fra andre end Venstre med Søren Pind i spidsen, der kæmpede mod navnet), da pladsen i 2004 blev navngivet efter Aksel Larsen.

Året efter ændrede det billede sig dog, da en omfattende DIIS-rapport bestilt af regeringen om koldkrigstiden afslørede, at Aksel Larsen fra 1958 til 1964 i sin fritid var agent for den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, til hvem han leverede oplysninger om Sovjetunionen og de kommunistiske organisationer i Danmark.

Eftermælet fik endnu en begmand, da det blev afsløret, at Larsen i sin tid som DKP-medlem havde kendskab til kammeraten Arne Munch-Petersens død under Stalins udrensninger i Sovjetunionen, men holdt dette hemmeligt for offentligheden og Munch-Petersens efterladte familie.

Umiddelbart virker det ikke oplagt, at navngivningen af en vej efter en person, der har modtaget Nobels Fredspris, skulle være genstand for polemik.

Det var alligevel tilfældet, da 15 nye veje, tre pladser, en park og en bro i det nybyggede københavnerkvarter Enghave Brygge skulle navngives i 2016.

Her var det gennemgående tema modtagere af Nobels Fredspris, og heriblandt fandt blev en vej opkaldt efter den katolske nonne Moder Teresa foreslået.

Den navngivning kunne Radikale Venstre dog ikke stå inde for. Som det eneste parti i Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg stemte partiet imod navnet.

Samtidig kaldte partiet den albansk-indiske nonne for ”én af de største skuffelser i verdenshistorien”.

- Mange tror, hun var en samlende og barmhjertig person, men i virkeligheden var hun en fanatisk troende, der dæmoniserede kvinder, som fik foretaget abort, nægtede enlige og homoseksuelle at adoptere forældreløse børn, og som skovlede penge ind til Vatikanet, hvor kun en brøkdel nåede de fattige, skrev partiet i en pressemeddelelse dengang ifølge Politiken.

Protesten fik dog ingen effekt, og i dag er Moder Teresas Vej at finde i området bag det gamle H.C. Ørstedsværk.

Et hav af nutidens store, danske virksomheder kan spores tilbage til Tietgens driftigste periode i slutningen af 1800-tallet.

Ved sin død i 1901 blev C.F. Tietgen hyldet i Politiken af Herman Bang, der skrev: ”Han skabte vort samfunds udvikling i mere end et halvt århundrede”.

Utvivlsomt en vigtig person i Danmarkshistorien. Men heller ikke uden sin del af kontroverser. Tietgen var nemlig kendt for at være – ja – lidt af et dumt svin i sin samtid.

Stormogulen, blev han kaldt af de andre finansmænd i samfundets top, og i bogen af samme navn skitserer professor Ole Lange ifølge avisen Information, hvordan C.F. Tietgen ”med grotesk grådighed ragede rigdom til sig ved hjælp af spin, bestikkelse, kreativ bogføring, konkurrencebegrænsning og børsspekulation”.