Flest smittede i hovedstaden: Knap 3000 flere Omikron-tilfælde det seneste døgn

Tal fra Statens Serum Institut viser, at der er fundet 50 procent flere Omikron-tilfælde det seneste døgn.

Antallet af Omikron-tilfælde i Danmark stiger med 2962 til 9009 tilfælde i alt.

Det oplyser Henrik Ullum, der er direktør for Statens Serum Institut, på en pressebriefing torsdag aften.

Onsdag var der konstateret 6047 tilfælde. Dermed er antallet af kendte Omikron-tilfælde steget med 50 procent det seneste døgn.

Samtidig fortsætter tendensen, hvor antallet af Omikron-tilfælde fordobles hvert andet døgn.

- Omikron er med til at drive epidemien op. Det er det, der gør, at epidemien bliver ved med at vokse, siger Henrik Ullum.

Han fremhæver to grupper i befolkningen, der særligt driver væksten i antallet af smittede.

Der er først og fremmest højere smitteforekomst blandt borgerne i hovedstadsområdet end i resten af landet. Og så er smitten mere udbredt blandt unge i 20'erne end i andre aldersgrupper. 

- Det er natteliv og festliv, der har været med til at drive smitten opad, siger Henrik Ullum. 

Derudover er der identificeret en række såkaldte superspredningsbegivenheder, hvor en del har forbindelse til nattelivet.

Derfor peger Henrik Ullum også på, at det er her, man kunne sætte ind, hvis man skal bremse smitteudviklingen.

- Det er regeringen og epidemiudvalget, der i sidste ende bestemmer, hvad der skal ske.

- Men det er klart, at vi som eksperter er bekymrede og peger på, at der er brug for yderligere tiltag for at sænke smitten, siger Henrik Ullum.

Tidligere torsdag varslede statsminister Mette Frederiksen (S), at nye tiltag bliver nødvendige. 

Epidemikommissionen mødes torsdag for at diskutere eventuelle nye restriktioner i lyset af, at der torsdag er 9999 nye smittede med coronavirus.

Kommissionen rådgiver regeringen og Folketinget om inddæmningen af coronavirus.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik