Kommunalvalg 2021
Ved sidste Folketingsvalg blev 11.200 stemmer dømt ugyldige, fordi de på forskellige måder brød reglerne for, hvordan man stemmer ved et dansk valg. Tirsdag strømmer vi igen til stemmeboksene for at afgive en stemme ved kommunalvalget, men hvordan er det nu lige, man stemmer korrekt? Det kan du finde ud af her. Af Sabina Louise Nesheim
Det kan være svært at beslutte sig for, hvilken boks der skal prydes af dit kryds, men du må kun sætte ét enkelt af slagsen, hvis du vil have, at din stemme skal tælle med. Din stemme bliver også ugyldig, hvis du skriver beskeder på stemmesedlen som på billedet her, hvor Gladsaxes daværende kommunaldirektør, Carl Sørensen, i 1957 fandt en stemmeseddel med et kryds ved Danmarks daværende statsminister H.C. Hansen suppleret med ordene: "Tag dig sammen."
Havde du planer om at pryde din stemmeseddel med Edvard Munchs ‘Skriget’ eller male dit kælenavn med graffiti, så spar på farverne. Det er nemlig helt afgørende, at stemmesedlen ikke har særpræg. I Danmark har vi nemlig stemmehemmelighed, og din stemme må ikke kunne genkendes ved optællingen. Derfor må du bruge de kuglepenne, der er lagt frem i stemmeboksen, eller du kan medbringe din egen, hvis den ikke er genkendelig som eksempelvis en guldtusch.
Selvom det kan være fristende at tænke ud af (stemme)boksen, så tæller din stemme ikke, hvis den tager form som andet end et vaskeægte kryds eller et +-tegn. Emojis, cirkler, stjerner, partibogstaver, skraverede og farvelagte felter, halve kryds og lignende ‘særpræg’ tæller ikke. Krydset skal desuden sættes i den lille firkantede boks ud for den, du vil stemme på. Sættes den helt eller delvist uden for boksen, så tæller din stemme ikke.
Reglen om særpræg betyder også, at der kun må være én person i stemmeboksen. Du må altså ikke tage din mor eller din bedste ven med i boksen - og hvis du vil have dit barn med ind, så kræver det, at barnet ikke kan alfabetet, og at valgstyrerne tillader det. Barnet må nemlig ikke kunne gengive, hvad du har stemt.
.. Så gør præcis det. Streg ikke stemmesedlen over eller lignende, for så bliver din stemme registreret som ugyldig i stedet for blank. Ugyldige og blanke stemmesedler tæller med i det samlede antal afgivne stemmer og får dermed indflydelse på, hvor stor valgdeltagelsen bliver.
En ‘stemfie’ er et billede med af stemmeseddel, og selvom det kan være fristende at dele sådan et værk på sociale medier, så reglerne igen en stopper for vælgernes potentielle kreative udfoldelser under valget. Du må nemlig ikke dele billeder af sin stemmeseddel, fordi det ifølge valgloven kun må være vælgeren, der er til stede i valgrummet. Hvis du misser reglen her, så er du langt fra den eneste. Selv politikerne har tidligere vist sig ikke at have helt styr på, om man må dele billeder af sin stemmeseddel, og blandt andre Benedikte Kjær (K), Jan E. Jørgensen (V) og Laura Lindahl (K) har ved tidligere valg fået ørerne i maskinen, fordi de lagde det forbudte billede op på sociale medier.
Hvis du skriver forkert eller er kommet til at rive stemmesedlen i stykker, kan du få udleveret en ny stemmeseddel ved at henvende dig til en valgtilforordnet uden for stemmeboksen. Stemmesedlen kan dog ikke byttes, hvis du først har lagt den i stemmekassen.