Julefilm skal sælge Fredensborg

Snart starter optagelserne til filmen »Familien Jul«. Filmen har fået en million kroner i støtte fra Fredensborg Kommune.

Om få dage starter optagelserne til filmen »Familien Jul«, hvor nissen Pixy flytter ind hos en familie i Fredensborg. Filmen har fået en million kroner i støtte fra Fredensborg Kommune, og borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) håber, at filmen vil bringe mere opmærksomhed omkring byen og kommunen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Byrådet ser en mulighed for at »brande« Fredensborg Kommune og få fortalt, at det er et rart sted at bo. Det er en del af strategien for at få flere til at flytte til kommunen, siger han om filmen, der genremæssigt vil ramme stilen fra »Min søsters børn« og »Far til fire«.

Manuskriptet er skrevet af Carsten Rudolf, der står bag tv-succesen »2900 Happiness«, og en af de bærende barneroller spilles af Pelle Falk Krusbæk, som spillede hovedrollen i kortfilmen »Helium«, der netop har vundet en Oscar.

Men der skal mere end en god film til at skabe en succes, fortæller marketingschef Sisse Wildt fra VisitNordjylland. Efter to tv-julekalendere, en familiefilm og TV2-serien »Badehotellet« har regionen oplevet en øget omsætning i både turismen og erhvervslivet.

- Man kan ikke forvente, at det er nok, at der bliver lavet en film i området. Man skal selv være aktiv, lave en strategi for markedsføringen og følge op på den, siger hun.

Sisse Wildt fremhæver også, at det er en unik chance, når en kommune eller region kan blive vist i film, fordi der ofte ikke er økonomi til at brande områderne på den måde.

Det er også en af grundene til, at man i Allerød Kommune ikke fortryder at have støttet filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens »Kvinden i Buret« på trods af, at filmen viser meget lidt af Allerød.

- Vi fik sat Allerød på landkortet i den periode, hvor der blev lavet optagelser, og da filmen fik premiere. Jeg mener, at det ville have kostet mere end 600.000 kroner, hvis vi på anden måde skulle have købt den markedsføring, siger John Jensen (D), formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Allerød Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik