Kæmpe stigning i parkeringstilladelser: Handicapbilister må kæmpe om P-pladserne

Flere og flere bilister har et blåt skilt i forruden. Men antallet af handicapparkeringspladser er ikke fulgt med, lyder kritikken.

Det bliver sværere og sværere for personer med handicap at finde en parkeringsplads.

Antallet af blå handicapkort, der giver tilladelse til at parkere på de særlige pladser, vokser nemlig med rekordfart.

Siden årtusindskiftet er antallet af ansøgere til det ti-årige parkeringskort firedoblet, og der er i alt 105.631 aktive handicapkort.

- Vi oplever, at det bliver sværere og sværere at få en parkeringsplads. Det er blevet et stort problem, at mennesker med parkeringskort ikke kan parkere, siger Thorkild Olesen, som er formand for Danske Handicaporganisationer, der administrerer handicapkortet.

Manglen på parkeringsmuligheder har stor betydning for de, der er mest afhængige af gode parkeringsforhold.

Det er typisk dem, der enten kun kan gå meget kort, eller dem som er afhængige af en stor parkeringsplads for at kunne få en kørestol ud af bilen.

- Hvis der mangler parkeringspladser, så får de altså meget svært ved at komme rundt. Problemet er størst i de store byer, og det er jo fordi, at det er der folk kommer hen, også dem der ikke bor der fast. Så selvfølgelig er der et problem i storbyer som København og i alle omegnskommunerne, siger Thorkild Olesen.

I år 2000 var der 3.600, der ansøgte om at få et ti-årigt handicapkort. I 2010 var antallet af ansøgninger steget til 6.700, og i år forventer Danske Handicaporganisationer at modtage over 14.000 ansøgninger.

quote Altså hvorfor er der en firedobling af ansøgertallet, for der er jo formentlig ikke en firedobling i antal borgere med kronisk sygdom, der forhindrer dem i at gå ret langt

Karin Zimmer, Praktiserende læge

- Antallet af parkeringskort, der bliver udstedt, er jo et spejlbillede af samfundet. Det er et udtryk for, at der bliver flere ældre mennesker, som har behov for et handicapparkeringskort, fordi de måske har problemer med bevægeapparaterne eller andre problemer, lunge eller andet, så de ikke kan gå så langt, siger Thorkild Olesen.

Helene Axelsen har haft handicapkort siden 1969. Hun oplever, at det især i de senere år er blevet sværere og sværere at finde en parkeringsplads.
Helene Axelsen har haft handicapkort siden 1969. Hun oplever, at det især i de senere år er blevet sværere og sværere at finde en parkeringsplads.
Foto: Martin Kiil

Læger undrer sig over stigning

For at få et parkeringskort skal man have en lægeattest, der siger, at ens mulighed for at gå er stærkt begrænset.

Men de praktiserende læger, der laver attesterne, undrer sig over, at antallet af ansøgere på så kort tid er firedoblet.

- Vi overvejer da, om der også kan være nogle strukturelle ting, der gør sig gældende. Altså hvorfor er der en firedobling af ansøgertallet, for der er jo formentlig ikke en firedobling i antal borgere med kronisk sygdom, der forhindrer dem i at gå ret langt, siger Karin Zimmer, der er formand for PLO-Hovedstaden, altså de praktiserende læger i hovedstadsområdet.

Hun vurderer, at mange borgere, der i dag ikke har et handicapkort, faktisk kan være berettiget til det.

Og at årsagen til stigningen i antal ansøgere derfor skal findes omkring de almindelige parkeringspladser. For også her, er der blevet flere biler til færre pladser.

- Hvis der er rift om de almindelige parkeringspladser, så man som bilist oplever at skulle parkere så langt væk, at man nu rent faktisk får et problem med at skulle gå, jamen så er tilskyndelsen til at forsøge at få ret til at parkere på de ledige handicappladser jo selvfølgelig øget, siger Karin Zimmer.

quote Det er meget svært at dæmme op for udviklingen, for vi kan jo ikke dæmme op for, at befolkningen bliver ældre, og at der dermed bliver et større behov for både handicapparkeringspladser og handicapkort

Thorkild Olesen, Danske Handicaporganisationer

En del af forklaringen til det stigende antal handicapkort er både læger og handicaporganisationer dog enige om skyldes, at de er kommet flere ældre. Derfor forventer de også, at problemet vil fortsætte med at vokse mange år frem.

- Det er meget svært at dæmme op for udviklingen, for vi kan jo ikke dæmme op for, at befolkningen bliver ældre, og at der dermed bliver et større behov for både handicapparkeringspladser og handicapkort. Derfor er man nok nødt til at løse problemet ved at oprette nogle flere parkeringspladser, siger formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen.

København er villige til at oprette flere handicappladser

I København anerkender teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, at kommunen er nødt til at reagere, når antallet af handicapkort vokser.

quote hvis der er behov for, at vi etablerer flere handicapparkeringspladser end det, så er jeg sikker på, at der er støtte til det i teknik- og miljøudvalget

Ninna Hedeager Olsen

- Vi skal tage det superalvorligt, når handicaporganisationerne siger, at der mangler parkeringspladser, og det er da en af de typer parkeringspladser, som jeg og Enhedslisten gerne vil være med til at prioritere, siger Ninna Hedeager Olsen.

Københavns Kommune har i dag 1.582 kommunale handicapparkeringspladser. De 674 er dog pladser, der er reserverede til specifikke køretøjer, så reelt set er der kun 674 handicapparkeringspladser til besøgende.

Men nu er der formentlig flere på vej.

- Jeg vil gerne lytte til, hvad der er af problemer og også stille de forslag i Borgerrepræsentationen, der er nødvendige. Vi har allerede afsat midler til at opstribe flere pladser, og hvis der er behov for, at vi etablerer flere handicapparkeringspladser end det, så er jeg sikker på, at der er støtte til det i Teknik- og Miljøudvalget, siger Ninna Hedeager Olsen.

Københavns Kommune har til næste år afsat 1,3 millioner kroner til at afmærke parkeringspladser til specifikke formål. Det er 250.000 kroner mere end i år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik