Sort boks opklarer flyulykker - nu afprøver Rigshospitalet ny teknologi

Med en sort boks på operationsstuen håber Rigshospitalet, at man kan sikre færre komplikationer under fremtidige operationer.

Når man skal fastslå årsagen til en flyulykke, og undgå at lignende sker igen, er flyets sorte boks et helt afgørende redskab.

Derfor kan du finde en sort boks i alle fly i verden - og derfor er netop en sort boks blevet sat op på en gynækologisk-obstetrisk operationsstue på Rigshospitalet, som er det første hospital i Skandinavien, der tager systemet i brug på en operationsstue.

quote Hvis det viser sig, at der er opstået en komplikation, kan vi gå tilbage og se ’filmen’ igennem og eventuelt identificere årsagen.

- Overlæge Mikkel Rosendahl

Den sorte boks, der bliver kaldt OR Black Box, skal øge sikkerheden og mindske forstyrrelser på operationsstuen, lyder det i en pressemeddelelse fra Rigshospitalet.

- Jeg mener, at den sorte boks på operationsstuen har flere ret unikke styrker: For det første har vi mulighed for at kortlægge livet på en operationsstue. Ved hjælp af de algoritmer, der er, kan man klarlægge, om der er uhensigtsmæssige arbejdsgange, elementer, der forstyrrer unødigt eller i værste fald er medvirkende til – eller ansvarlige for – en alvorlig hændelse.

Det forklarer overlæge Mikkel Rosendahl fra Gynækologisk Afdeling, som er en af de første, der har opereret på stuen, mens boksen var tændt.

Hvad er en sort boks?

Sorte bokse bliver almindeligvis brugt til at registrere alt, der sker med et fly, mens det er i luften.

 

Man kan eksempelvis finde ud af, hvad flyets piloter har talt om under flyveturen, og hvis der i løbet af turen går noget galt med flyet, vil denne information blive lagret i boksens hukommelse.

 

Sorte bokse, som dem, der er ombord på fly, er faktisk to orange optageenheder, indkapslet i hærdet stål og varmeresistent isolering.

 

Den ene boks hedder Flight Data Recorder (FDR) og registrerer tekniske data.

 

Den anden hedder Cockpit Voice Recorder (CVR) og optager piloternes samtaler og lyde fra cockpittet.

 

Begge sidder i flyets hale, hvor der er størst sandsynlighed for at de overlever et katastrofalt styrt.

 

Optager - næsten - alt

Den sorte boks optager operationerne på stuen gennem fire kameraer og to mikrofoner i loftet af operationsstuen, og den registrerer - næsten - alt.

Det gælder både lyd, interaktion mellem personalet, men også oplysninger som temperaturen i rummet, lydniveauet, forstyrrelser, telefonopkald og andre former for interaktion og aktivitet på stuen.

Oveni det bliver også patientens puls, blodtryk samt selve operationen også helt automatisk registreret i den sorte boks.

Alle optagelser er anonyme, og de bliver efterfølgende gemt for en periode, så forskere kan undersøge og analysere hændelser og sammenhænge mellem eksempelvis forstyrrelser på stuen, afbrydelser og komplikationer for patienten under operationen. 

- Det betyder, at hvis det viser sig, at der er opstået en komplikation, kan vi gå tilbage og se ’filmen’ igennem og eventuelt identificere årsagen. Det er en ret enestående mulighed for at lave en målrettet indsats for at minimere, at det sker igen, siger Mikkel Rosendahl.

Hospitalets arbejdsgange under lup

Overlægen mener også, at den sorte boks kan bruges til at forbedre hospitalets arbejdsgange.

Venter man for eksempel altid på kirurgen, portøren eller anæstesien inden en operation, vil den sorte boks registrere det, og hospitalet kan gøre arbejdsgangen bedre.

- Vi bruger i dag primært enkeltstående retrospektive analyser fra hændelser på operationsstuen til at lære af, siger Jeanett Strandbygaard, som er projektansvarlig afdelingslæge:

- Denne store mængde data, der anonymiseres ved hjælp af den sorte boks, vil kunne hjælpe os med at undersøge sammenhænge, finde tendenser og derved få en helt anden forståelse for årsagssammenhænge på operationsstuen. Vi håber, at vi med dette projekt kan bidrage til at mindske komplikationerne under operationerne og skabe de mest optimale forhold på stuen for både personalet og patienten.

I første omgang skal OR Black Boxen bruges som et forsknings- og udviklingsprojekt, men det er målet, at konceptet skal udbredes til andre kirurgiske og anæstesiologiske specialer på Rigshospitalet og andre steder i Danmark.

Både patient og personale skal give tilsagn til at medvirke i projektet, før den sorte boks bliver tændt. Efterfølgende bliver alle videoer og optagelser krypteret og anonymiseret. Optagelserne bliver slettet efter 30 dage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik