En ung kvinde, der skulle tage bussen på arbejde, skråede
fredag morgen gennem Utterslev Mose nord for København.
Pludseligt blev hun revet omkuld og voldtaget af en mand, der
kort forinden havde tilbudt hende et lift.
Ifølge politiet på Station Bellahøj kom kvinden gående fra
Høje Gladsaxe, da en mand i bil kørte op på siden af hende og
tilbød hende et lift. Hun takkede nej, og fortsatte i stedet ind
i mosen på vej mod Tingbjerg. Kort efter klokken 05 kom den
samme mand så gående imod hende og voldtægten fandt sted omkring
indkørslen til Tingbjerg idrætspark.
Politiet efterlyser en kvindelig kondiløber, der kan have set
voldtægtsforbryderen. Kvinden havde lyst hår i hestehale, sort
træningstøj og en blinkende lygte på.
Selve gerningsmanden beskrives som mørklødet, cirka 30 år, 165
cm høj og almindelig af bygning. Han havde lyse cowboybukser,
grå hættetrøje og læderjakke på. Han var kørende i en lille mørk
bil.
/ritzau/