Frem, tilbage, frem, tilbage. 

De tre kvinder ror i takt på maskinerne. Efter to timer holder de en times pause. Så starter de forfra. 

- Det handler om at blive ved, når det bliver rigtig hårdt, siger Marie Adserballe fra København: 

- Det er også noget af det, vi træner - at når vi ikke gider mere, så skal vi blive ved. 

Kvinderne træner mellem syv og ti gange om ugen. Det vil de gøre i et år, inden de kaster sig ud i deres livs største udfordring. 

Anne-Marie Feilberg, Camilla Tvernø og Marie Adserballe skal sammen sejle 5.000 kilometer tværs over Atlanterhavet som deltagere i det internationale havroningsløb The Talisker Whisky Atlantic Challenge. 

Det gør de som det første danske kvindehold nogensinde. 

Hvert år kaster mellem 20 og 50 robåde sig over opgaven. Undervejs er de overladt til sig selv, indtil de når målet mellem 35 og 75 dage senere. 

 - Det er bare os. Der er ikke nogen til at hjælpe os. Det bliver os, der skal hjælpe hinanden, siger Marie Adserballe.

En afgørende mulighed

Kvindernes interesse for havroningsløbet opstod, da de mødte Lasse Wulff Hansen i deres træningscenter. 

Han har roet turen over Atlanterhavet tre gange. Senest for halvandet år siden, da han gennemførte løbet alene som den første dansker.

- Når vi har hørt om den her udfordring, har vi alle haft en følelse af, at det gad vi godt prøve en dag. Og så sker der jo det, at når man siger sådan nogle ting højt et bestemt antal gange, er der også nogen, der hører det, siger Anne-Marie Feilberg.

Det skulle vise sig at blive afgørende. 

For pludselig blev kvinderne tilbudt at købe en af de særlige robåde, som et andet hold netop havde brugt til at krydse Atlanten. 

- Det tog os ikke særlig lang tid at sige, at vi får ikke den her mulighed igen, så det skal bare gøres. Den er vores nu. Det er fandeme vildt, siger Anne-Marie Feilberg, og Camilla Tvernø tilføjer: 

- Jeg glæder mig til at få den i vandet. Men jeg er også lidt bange. 

Vælge drømmen til

Kvinderne havde tænkt, at det var en drøm, de ville udleve, når det en dag lige passede. 

- Sandheden er jo bare, at det passer nok aldrig rigtigt. Så er børnene lidt for små, ellers er de måske så store, at de forstår, hvad det er, vi kaster os ud i. Eller så er der noget andet, der står i vejen, siger Camilla Tvernø:

- Og så må man beslutte, om man vil gøre plads til det eller ej. 

Men det er ikke nemt at prioritere sig selv og sine drømme, når man har en familie og et arbejde, man føler sig forpligtet over for.

Beslutningen har da også medført kommentarer fra folk omkring dem, der ikke forstår deres valg, fortæller de. 

- Der er nogen, der bliver meget provokeret over det. Det er ikke lang tid siden, at der var en, der blev helt vred over, hvordan jeg kunne gøre det, for jeg er jo mor. Hvordan kan jeg forlade mit barn for at gøre noget så egoistisk, fortæller Marie Adserballe:

- I starten har jeg prøvet at argumentere for det, men jeg ved ikke, om det måske handler lige så meget om, at der er noget i dem selv, det provokerer, frem for en bekymring for mig og mit barn. 

I bund og grund føler alle tre kvinder sig enormt privilegerede og glade for deres liv, fortæller de. Det her er ikke en midtvejskrise. 

- Vi forventer hverken at skulle skilles, få nye jobs eller gå fuldstændig i zen med naturen og tage den næste ekstremsportsudfordring, når vi er færdige. Det her er en once in a lifetime oplevelse, som er opstået, og som vi for alt i verden ikke vil kigge tilbage på om ti år og ærgre os over, at vi ikke greb, siger Anne-Marie Feilberg.

Et år med forberedelser begynder. Foruden den daglige roning bruger de tre kvinder timer på at træne de kompetencer, der vil blive afgørende for dem at have, når livet på robåden begynder.

- Vi skal gøre os klar på alle mulige måder. Vi skal alle sammen kunne navigere, bruge vores satellit-telefoner og dykke ned under båden og rense undersiden eller roret, hvis det sætter sig fast, siger Anne-Marie Feilberg.

Lige så vigtigt er det at blive mentalt forberedt til turen. Det hjælper mentaltræner Stefan Vilner dem med. Han har tidligere coachet danske konkurrenceroere, og han ved, hvilke mentale udfordringer der kan vente på havet. 

- Det er det, de fleste hold ender med at knække på. Man kommer så langt væk fra sin sikkerhedszone, som man måske nogensinde kommer i sit liv, siger han:

- Man bliver dagligt mødt af ting, som man aldrig har beskæftiget sig med før, samtidig med at man mentalt nedslides dag for dag. 

Det betyder, at de beslutninger, man skal tage, når man har siddet 30 dage ude på båden, skal man have trænet igennem utallige gange, så man er i stand til at træffe dem, når man er træt, sulten og psykisk udmattet. 

Det bliver hårdt. Det ved de tre kvinder godt.

- Men det er også noget af det, vi synes, der er interessant ved denne tur. Når du sidder på dag 30 og er pillet ind til benet, hvem er det så, du møder i dig selv?, siger Marie Adserballe, og Anne-Marie Feilberg supplerer:

- Hvem er jeg, når madpakker og hverdag er skrællet væk? Det har vi bare en kæmpe nysgerrighed omkring.

36 kilo bland selv slik

Afrejsen nærmer sig. Anne-Marie Feilberg og Camilla Tvernø gør robåden klar, før den fragtes til Storbritannien til de sidste reparationer.

108 måltider pakkes ned i store plastiksække. Vakuumpakkede poser med rice pudding, spaghetti bolognese og sur-sød-kylling med ris er, hvad menuen vil stå på i de måneder, de er væk. 

Foruden snacks, selvfølgelig. 

300 chokoladebarer, 300 proteinbarer, 300 nøddebarer - og 36 kilo bland selv slik. 

- Vi har blandet det slik, vi allerbedst kan lide, siger Anne-Marie Feilberg og Camilla Tvernø tilføjer:

- Vi har været i Sverige og bare gået amok. 

Robådens badeværelse består af tre blå plastikspande. Én skal bruges som toiletspand, én ren spand til bad og en ekstra for en god ordens skyld. 

Der er ikke noget toilet på båden, så kvinderne må besørge for åbent hav. 

- Enten sidder du og kigger de andre i øjnene, eller også mooner du dem, siger Anne-Marie Feilberg.

Det eneste rum, der er på båden, er en lille kabine, hvor der kan ligge to-tre personer.

- Det gode er jo, at der altid er nogen på årerne. Om dagen roer man to timer og har en times pause. Og om natten er der kun én roer på årerne. På den måde får alle op til fire timers pause, siger Anne-Marie Feilberg. 

Dagen er kommet. Sammen med deres familier tager de tre kvinder ud i Københavns Lufthavn for at rejse til den kanariske ø La Gomera, hvorfra rejsen vil begynde.

- Jeg har tusinde følelser på én gang. Jeg glæder mig. Jeg er spændt, og jeg synes, det er forfærdeligt, siger Camilla Tvernø.

Solen skinner, da de ankommer til øen. 

Iført hvide trøjer med det danske flag på skulderen stiger kvinderne ombord på robåden og tager deres første åretag i den konkurrence, de har forberedt sig på i et år. 

- Det er det uendelige blå, der møder os. Det er helt vildt at sidde og tænke på, at det er det, vi skal kigge på i rigtig mange dage fra nu af, siger Camilla Tvernø.

Allerede på dag to rammer den første forhindring. Søsygen. 

Bølgerne går højt - så højt, at de et øjeblik skærmer for himlen og fylder hele kvindernes synsfelt. 

- Vi snakker 15-20 meter høje bølger. Så store er naturkræfterne. Det er virkelig intenst, bølgerne slår ind fra alle sider, siger Anne-Marie Feilberg.

Tiltrængt tudetur

Søsygen gør, at de tre kvinder ikke har nogen appetit, og det tærer på kræfterne. Da bølgerne fortsætter flere dage i træk, mærker de humøret dale. 

- Stemningen er presset, fordi det har været nogle sindssygt hårde dage. Der hænger tøj til tørre langs snoren, fordi vi bliver gennemblødte flere gange dagligt af bølgerne, siger Camilla Tvernø, og Marie Adserballe fortæller videre:

- Vi har lige haft en tudetur, en tiltrængt tudetur alle sammen, siger hun, og årsagen understreges af Anne-Marie Feilberg:

- Vi er så fucking frustrerede over de lortebølger. 

Man får virkelig en forståelse for elementernes rasen, fortæller de. Ude på havet er det ikke dem, der har kontrollen. Det er havet. Havet bestemmer alt. Også hvornår de kan få mad. 

- I dag fik vi ikke lavet mad. I forgårs fik vi ikke lavet mad, for det er simpelthen uholdbart at have gas og åben ild på dæk, når det er sådan her, siger Anne-Marie Feilberg. 

Kvinderne er pressede.

- Vi har ikke engang roet 2.000 ud af de 5.000 kilometer. Der sidder man også og tænker: "Er der sådan her, det bliver hele vejen?", siger Camilla Tvernø.

Faxe Kondi-jul

Da bølgerne stilner af, og søsygen lige så stille forsvinder, kan de endelig lave mad igen. 

Men halvvejs over Atlanterhavet stopper vakuumpakket spaghetti bolognese med at være lækkert. 

- Jeg tror, at det, jeg savner mest, er brød og frisk frugt og grønt. Noget, der knaser lidt, og så et dejligt stykke hjemmebagt brød med smør og en god skive ost. Det er vores yndlingssamtaleemne herude, siger Marie Adserballe. 

Den 24. december nærmer sig, og de tre kvinder fejrer jul på havet med en middag bestående af tre Faxe Kondi-sodavand og en pose snebolde.

- Jeg synes, at dagen startede hårdt. Jeg var ked af det. Men i løbet af dagen har vi virkelig formået at skabe en stemning og have nogle gode snakke, siger Marie Adserballe. 

Det er det, de kan, siger hun. De kan samle hinanden op, når livet til søs bliver svært. 

- Hver dag er der nogle tidspunkter, hvor det er lidt svært. Men så får vi et grin ind, synger en sang eller stiller et eller andet spørgsmål, som vi kan reflektere over. Det er meget, meget smukt, siger Anne-Marie Feilberg.

På dag 18 sker det, der ikke må ske. 

Enhver sejlers værste mareridt:

Roret knækker. 

Uden roret kan kvinderne ikke styre deres båd. 

Det er aldrig tidligere sket i konkurrencen, så der er hverken værktøj eller reservedele på båden, som kan hjælpe kvinderne med at reparere det ødelagte ror.

- Det nytter ikke at lægge sig ned i fosterstilling og græde. Det får vi ikke en løsning af, siger Marie Adserballe.

De tre kvinder forsøger at reparere roret med plader, skruer og reb, men lige meget nytter det. Roret knækker igen og igen. 

Skiftevis finder de energien til at forsøge endnu engang. Prøve at sætte roret sammen på en ny måde. Men udfaldet forbliver det samme. 

Igen og igen

Kvinderne vender deres opmærksomhed mod deres bagland. Sender billeder til deres supportteam derhjemme af de remedier, de har adgang til på båden, og så går baglandet ellers i gang med en opgave, der skal forekomme umulig: Hvis du kun har snor, tre strips, gaffatape og en skrue, hvad gør man så?

Roret bliver ved med at knække. Kvinderne må blive ved og ved med at reparere det. 

- Det er lidt svært at se sig ud af, siger Marie Adserballe.

Men midt i krisen opstår en sejrsfølelse. Roret knækker, ja, men de lærer at tackle det. 

De finder en rutine i at reparere roret, hver gang det sker. Det bliver deres løsning. 

- Jeg er rigtig stolt af det teamwork, vi har. Okay, det kan godt være, at den knækker igen, men vi ved, at vi kan lave den på under en time, og så kan vi sætte den på igen og komme videre, siger Anne-Marie Feilberg: 

- Så der kommer en øget selvtillid omkring det her. Det kan vi også godt finde ud af. 

Det er ikke noget, der skal ødelægge turen, bliver de enige om. 

- Vi skal ikke stoppe vores rejse nu. Det er bare ikke en mulighed, siger Marie Adserballe. 

Kvinderne ror videre, og krisen svinder ind. 

Atlanterhavet viser sig fra sin bedste side. Bølgerne mildnes, og vinden kommer fra den rigtige side. Pludselig kan de have flere dage uden at blive smidt ud af kurs.

De tre kvinder kan endelig puste ud og nyde den sidste del af rejsen. 

Da kvinderne blot mangler de sidste sømil, tager humøret endnu et tak i vejret. 

- Otto, jeg kommer nu, råber Marie Adserballe ud over havet: 

- Mor er på vej!

Målstregen nærmer sig med hastige skridt. En sen nattetime melder de deres snarlige ankomst over sattelit-telefonen. 

- Vi er nu 20 sømil fra English Harbour, så vi er nok i mål om seks-otte timer, meddeler Anne-Marie Feilberg. 

Hun kigger spændt på sine kammerater og siger: 

- Nu sker det sgu. 

Efter 53 dage er kvinderne nået hele vejen over Atlanten. 

- Det er skide godt, kom så piger!, hepper deres familier, som de bevæger sig tættere og tættere på land. 

De starter som små prikker, men langsomt kan de se, hvordan deres familier står på havnen og vifter med Dannebrog, mens de venter på, at kvinderne når i land. 

- Det var så overvældende. Tårerne begynder bare at trille ned ad kinderne, siger Camilla Tvernø.

De tre kvinder løber hen til deres familier i store omfavnelser. Marie Adserbølle falder på knæ med armene om sin søn, mens Camilla Tvernø omfavner sine to børn og sin mand.

- Det er fantastisk. Det er jo kram, som vi har tænkt rigtig meget på og drømt rigtig meget om. Så det er virkelig, virkelig stort, siger Marie Adserballe.

De klarede det. Efter omkring halvanden million årtag og et eventyr rigere kan kvinderne vende tilbage til deres hverdag - langt klogere på dem selv. 

Udgivet den 14.5.2023

Skrevet af Clara Leck Bachmann. Filmet og klippet af Niels Christian Buhl.