Hovedstaden fører an i forbrugsfesten: Det bruger vi flest penge på

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at Region Hovedstadens indbyggere har landets højeste privatforbrug efterfulgt af Region Sjælland. Men hvad bruger vi egentlig pengene på?

Pengene sidder løsere på hovedstadsborgerne.

I hvert fald er vores privatforbrug i denne del af landet væsentligt højere end i den resterende del af Danmark.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistiks såkaldte Forbrugsundersøgelsen, der kortlægger danskernes forbrugsmønstre.

Denne viser, at den gennemsnitlige husstand i Region Hovedstaden i 2022 fiskede 390.401 kroner op af lommen til privatforbrug. Det er et godt stykke over den gængse, danske gennemsnitshusstand, der sidste år forbrugte 359.661 kroner – altså omkring 30.000 kroner mindre end i hovedstaden.

Region Sjælland følger med et privatforbrug på 383.335 kroner i hælene på hovedstaden, mens Region Nordjylland ganske suverænt kan bryste sig af at være landsdelen med det klart laveste pengeforbrug.

292.381 kroner, næsten 100.000 kroner mindre end i hovedstaden, forbruger en husstand i Region Nordjyllands i gennemsnit.

(Artiklen fortsætter efter grafikken.)

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forbruget steg, men nogle steder steg det mere end andre

Danmarks Statistiks tal tager udgangspunkt i kalenderåret 2022, og her kan man helt generelt konstatere, at danskernes forbrug steg i forhold til året før.

På tværs af landet steg husstandenes forbrug med cirka 27.000 kroner. Men nogle steder steg forbruget mere end andre.

Region Sjælland oplevede således den højeste stigning i privatforbruget. Her steg privatforbruget med cirka 48.000 kroner per husstand. Det er en større stigning end i Region Hovedstaden, hvor borgerne forbrugte cirka 36.000 kroner mere end i 2021.

Opgørelsen måles i løbende priser, hvilket betyder, at forbruget tager udgangspunkt i årets priser og dermed altså indeholder inflation.

Netop inflation kan være en del af forklaringen på, hvorfor privatforbruget er steget så markant.

2022 vil nemlig gå over i historien som et år, der blandt andet stod i inflationens tegn. I løbet af året nåede forbrugerprisstigningerne nemlig højder, hvis lige ikke er set i mange år. Og med eskalerende inflation blev en lang række varer også dyrere at erhverve sig.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Huslejen faldt marginalt, men så brugte vi pengene et andet sted

Det var dog ikke på alle punkter, vores forbrug steg. For overraskende nok brugte husstandene i Region Hovedstaden færre penge på husleje i 2022 end i 2021.

Nuvel, der er tale om, én sølle krone mindre brugt på husleje sidste år. Men en krone sparet, er en krone tjent, som et gammelt mundheld vistnok tilsiger.

Til gengæld skruede hovedstadsindbyggerne væsentligt op for forbruget på andre parametre, og et par stykker springer i øjet.

For mens udgifterne til elektricitet og gas steg mærkbart, skruede vi særligt i hovedstadsområdet i endnu højere grad op for vores kulturforbrug.

Således brugte husstandene i hovedstaden i gennemsnit 22.566 kroner på restaurantbesøg, 8.657 kroner på overnatninger samt lige under 11.000 kroner på forskellige fritids- og kulturtjenester.

Det er klart højest af alle regioner og tæt på dobbelt så meget, som husstande i andre regioner forbruger på disse områder.

Her bunder en del af forklaringen naturligvis i, at hovedstaden generelt er hjemsted for den højeste koncentration af restauranter, hoteller og andre kulturtilbud, mens en anden del af forklaringen kan hænge sammen med, at coronakrisen i 2021 nedlukkede meget af kulturlivet, mens 2022 markerede den store genåbning.

I listen herunder har vi udvalgt nogle punkter, hvor hovedstadsborgernes forbrugsmønstre skiller sig ud i forhold til resten af landet:

Her skilte hovedstadens forbrug sig ud fra resten af landet i 2022:

Restauranter, cafeer og kantiner:

Husstand i Region Hovedstaden: 22.566 kroner årligt

Gennemsnitshusstand: 15.938 kroner årligt

 

Fødevarer:

Husstand i Region Hovedstaden: 40.081 kroner årligt

Gennemsnitshusstand: 37.885 kroner årligt

 

Alkoholiske drikkevarer:

Husstand i Region Hovedstaden: 6.921 kroner årligt

Gennemsnitshusstand: 5.044 kroner årligt

 

Daginstitutioner:

Husstand i Region Hovedstaden: 4.879 kroner årligt

Gennemsnitshusstand: 3.561 kroner årligt

 

Transporttjenester (eksempelvis taxa):

Husstand i Region Hovedstaden: 8.181 kroner årligt

Gennemsnitshusstand: 5.222 kroner årligt

 

Overnatning:

Husstand i Region Hovedstaden: 8.657 kroner årligt

Gennemsnitshusstand: 6.638 kroner årligt

 

 

Aviser, bøger og papirvarer:

Husstand i Region Hovedstaden: 2.911 kroner årligt

Gennemsnitshusstand: 2.471 kroner årligt

 

Værktøj og udstyr til hus og have:

Husstand i Region Hovedstaden: 1.155 kroner årligt

Gennemsnitshusstand: 1.549 kroner årligt


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik