Hus Forbi giver hjemløse Chanel penge til mad - men nu truer "nedadgående spiral"
Hjemløseavisen Hus Forbi kæmper for sin overlevelse, for salgstallene rasler ned. 51-årige Chanel, der lever på gaden, er skræmt ved tanken om ikke at skulle sælge avisen, som i dag sikrer hende penge og holder hende ude af kriminalitet.
- Hvis avisen holder op med at eksistere, betyder det, at jeg vil krybe helt ned i mit kælderrum og sidde der hele dagen.
51-årige Chanel lever på gaden i det indre København.
Hun har været hjemløs i omkring et år. For at få mad stjal hun i butikker. Men en kæreste overbeviste hende om, at hun hellere skulle sælge Hus Forbi, og det har hun nu gjort i et halvt år.
- Hus Forbi betyder alt for mig, siger Chanel, da TV2 Kosmopol møder hende i Østergade på sin salgsrute rundt i det indre København.
Hun er dagligt ude at sælge Hus Forbi. Men det er blevet sværere at få bladet afsat.
- Rigtig mange går bare forbi. Og så er der også mange, der siger, at avisen er blevet for dyr, fortæller Chanel.
I løbet af de sidste fem år er oplaget halveret. Hus Forbi er gået fra én million solgte aviser til en forventning om blot en halv million solgte aviser, når 2023 slutter.
Avisens eksistens er truet
Prisen på Hus Forbi tog tidligere på året et kæmpespring opad til 50 kroner. Avisens bestyrelse så ind i regnskaber, der sagde, at de kun kunne klare oktober måned ud, og så ville kassen være tom.
Prisstigningen har umiddelbart reddet avisen, men den høje pris påvirker salget negativt.
- Spiralen er nedadgående. Så hvis salgskurven fortsætter nedad, sådan som den gør lige nu, så er vi i så alvorlig en situation, at Hus Forbi, som vi kender det nu, ikke vil kunne blive ved med at eksistere, siger Lærke Demant-Ladefoged, sekretariatsleder i Hus Forbi.
Spiralen er nedadgående
Salgstallene bekymrer da også organisationens bestyrelsesformand, Simon S. Nielsen:
- Situationen kan nemlig hurtigt få konsekvenser for nogle af de tiltag, som foreningen Hus Forbi lige nu sikrer deres medlemmer. Alle de ting, som, vi synes, er vigtige, hvor vi også synes, at vi løfter en vigtig samfundsmæssig opgave, det vil forsvinde.
Formanden kender selv livet på gaden og til foreningens værdi, for igennem 10 år har Simon S. Nielsen selv været Hus Forbi-sælger.
- Grunden til, at det er bedre at sælge et blad, i stedet for bare at stå og tigge, er også noget menneskeligt - at du står og sælger et produkt. Alle vores sælgere er også stolte af avisen, forklarer den tidligere Hus Forbi-sælger.
Lukning kan presse hjemløse ud i kriminalitet
Simon S. Nielsen mener, at det kan presse hjemløse som Chanel ud i kriminalitet, hvis Hus Forbi lukkede.
- Der vil være nogen, der skal ud at lave nogle penge på en anden måde.
Foreløbig går Chanel stadig rundt i de københavnske gader med en stor gul plasttaske på skulderen fyldt med aviser. Hun håber, at avisen bliver meget ældre end sine 27 år.
- Hvis jeg ikke skulle sælge avisen, så ville jeg måske sætte mig nede på torvet for at få noget socialt, hvor jeg kan sidde og drikke en masse bajere. Men jeg vil meget hellere ud at være social ude på gaden med avisen, snakke med en masse mennesker og så tjene lidt penge til min mad.
Når en hjemløs sælger en avis til 50 kroner, så får de selv halvdelen.
Hus Forbi håber, at de får hjælp fra politisk side.
Social- og boligminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), har netop besøgt avisen, men vil ikke interviewes af TV 2 Kosmopol. Men i et svar på et paragraf 20-spørgsmål skriver ministeren:
"Jeg er glad for, at vi har en avis, der både er et talerør for borgere i hjemløshed, samtidig med, at det er borgerne selv, der sælger aviserne. Jeg har derfor bedt mit ministerium om at se nærmere på mulighederne for, hvordan vi kan imødegå de udfordringer, som Hus Forbi har, og jeg vil snarest muligt vende tilbage herom."