Elektroingeniøren Jess Bülow er lige kommet hjem fra fem ugers ferie i Thailand.

Han pakker ud. Strømper skal man ikke bruge derovre, sandaler er vejen fremad.

- Men næste gang, jeg tager derover, så får de lov at blive derovre.

Sandalerne kan få lov at blive i Thailand, fordi Jess om få uger går på pension. Og han har allerede lagt meget håndfaste planer for, hvordan pensionsalderen skal forløbe.

En stor del af den skal nemlig tilbringes i Thailand.

Her har han netop købt en motorcykel og underskrevet en længerevarende lejekontrakt for et hus i to etager.

Derfor har han allerede store planer, som skal føres ud i livet, når han går på pension den 31. december 2021.

- Jeg vil ud at rejse. Jeg vil køre på motorcykel rundt omkring i Sydøstasien. Jeg vil ud at sejle. Jeg vil tage mig af mine børnebørn, det har jeg gjort alt for lidt. Og mine egne børn for øvrigt. Og så har jeg jo også et hus her, hvor jeg også godt kan lide at være.

Fri fugl

- Her er den så, siger Jess og viser et billede på sin telefon.

Motorcyklen. En Honda CB500X, 2020-udgaven, lader han forstå. Den har en god højde, og så kan den køre off-road, hvis han skulle få lyst til det.

Jess er ”single på nuværende tidspunkt”. 

Gift har han ikke været. Men han har fire børn fra to tidligere forhold. For nu lever han alene.

Ifølge ham selv er det primært, fordi han gerne vil rejse meget. Især til Thailand.

- Thailand har jo mange utroligt smukke piger. Og jeg synes ikke, jeg vil udsætte en kæreste herhjemme for, at jeg tager derover og så muligvis støder på en pige. Derfor har jeg besluttet mig for at bo alene, siger han.

Ægteskab er ikke noget, han misunder, lader han forstå.

- Jeg glæder mig utroligt meget på deres vegne, og at man kan leve på den måde. Men det kan jeg bare ikke, siger han.

Som regel, forklarer han, plejer kvinderne fra hans tidligere forhold at ”blive sure på ham” før eller siden.

Det går oftest over, og før eller siden ”bliver de gode igen”.

Blikket rettet mod Sydøstasien

For nu har Jess altså blikket rettet mod Sydøstasien og fremtiden som pensionist i Thailand.

Med telefonen fremme viser han et foto af gaden, hvor det hus i to etager, han netop har underskrevet en lejekontrakt på, ligger.

Huset ligger i en mindre by, der er placeret mellem Bangkok og Pattaya, og det udrustet med en skydelåge, så det kæreste eje, motorcyklen, kan stå i sikkerhed.

- Det, jeg frygter allermest, er at komme til at ende som en grøntsag, der ikke kan gøre noget som helst. Så er livet ikke værd at leve. Jeg har sagt til mine børn, at hvis jeg ender med at sidde som dement og ikke kan noget som helst, så skal de sørge for, at jeg kommer af vejen, så jeg ikke er en byrde for dem.

Det er sidste dag før juleferien. Det er Jess’ sidste dag på arbejdsmarkedet.

På kontoret i Virum er der halvtomt. Corona er lig med hjemmearbejde for mange. Men Jess’ nærmeste kollegaer er dog på job i Nexel-hovedkvarteret i Teknikerbyen ved Virum.

I dag skal Jess overdrage det IT-system, han har brugt de seneste mange år på at specialisere sig i.

Han startede ud som elektriker, men især opgaverne i vintermånederne var ikke lige ham. At kravle op i en lysmast på en kold vinterdag for at skifte en sikring, det gad han ikke.

- Så så man ingeniører, der sad inden for i varmen. Det tungeste, de skulle løfte, det var en blyant. Og de gik til en masse møder og så videre. Det gad jeg godt prøve, tænkte jeg.

Derfor uddannede Jess sig til ingeniør. Og siden gik turen til Grønland, hvor han i flere år arbejdede med at etablere små vandkraftanlæg ved små bygder. Og hvor han brugte fritiden på at vandre med rygsæk i fjeldene.

Det var ti gode år, husker han.

Men det var også ti år, hvor familien hjemme i Danmark ikke blev prioriteret, og hvor der kunne gå flere uger imellem, at Jess ringede hjem.

Verden går videre

På kontoret bliver der small-talket. De få kollegaer, der er på kontoret fredag før juleferien, vil vide, hvad Jess skal bruge sit otium på. Jess fortæller om sine planer. Thailand, motorcykel, ud at sejle.

Sidste arbejdsopgave er nu at gå ned på chefens kontor og sige farvel og tak.

Ord som proaktiv, gåpåmod, det-fikser-jeg påklistres Jess af chefen i en uformel seance, hvor Jess ønskes god vind fremover.

Håndtryk. Tak for ordene.

- C’est la vie, siger chefen.

- C’est la vie, siger Jess.

Pause. Kontoret er ret tomt.

Chefen tager to skridt.

- Verden går videre. Det går først op for en, når det kommer tæt på, siger Jess så.

Chefen siger ’tak for denne gang’. Jess tager en slurk kaffe af papkruset. Nå, chefen må videre.

Punktum.

- Når vi kommer ud fra Kielerkanalen, skal vi tage en beslutning, siger Jess og peger med tommelfingeren på sin kammerat, Palle, der har fipskæg og hvis talestrøm lyder som maskingeværs skudsalver: Hurtige.

De drikker kaffe og øl og energidrik, og de ryger cigaretter, og de sidder i stole, og de er bløde i kammeratens slyngelstue i den østjyske by Odder.

- Skal vi dreje styrbord eller bagbord, fortsætter Jess om beslutningen.

De to er ved at forberede den planlagte sejltur til foråret. Sammen klargør de en ældre motorbåd til formålet.

Det er 1. januar, og de har netop fejret nytår sammen.

Normalt er 1. januar for Jess forbundet med at pakke sammen og komme over tømmermændene og derefter køre retur mod Sjælland for at være klar til at gå på arbejde 2. januar. Men ikke denne gang.

- Jeg gik ind og kiggede i kalenderen for at se, hvad der skulle ske. Så fandt jeg ud af, at der ikke skulle ske en skid. Så gik jeg hele mandagen og fik hverken taget tøj på eller noget som helst, siger Jess.

Han skal have fundet sig en rutine og noget at stå op til, konkluderer han for sig selv. Det er han spændt på, om han kan få taget sig sammen til. 

For han har med egne ord rygrad som en regnorm.

Palle kan lide bajere, og det kan Jess også

Men for nu venter opgaven med at sætte båden i stand.

Og navnet på båden? 

La Vie.

Jess mødte Palle på Jelling Musikfestival i 2006. Palle, husker Jess, var meget højrøstet og god til at komme i kontakt med folk. Det var sporenstregs et match. Fælles interesser, begge afslappede typer.

- Og Palle, han vil godt have nogle bajere. Det vil jeg også. Så det er lækkert, siger Jess.

- Mit livsmotto, der er at nyde livet. Både arbejdsmæssigt og privat. At gøre det så nemt som overhovedet muligt for mig selv.

Tilsidesatte familien

At nogle vil påstå – og har påstået – at Jess er egoistisk, er han udmærket klar over.

- Det er jeg jo nok også på nogle områder, erkender han.

Jess’ egne interesser har nemlig ikke altid været kompatible med forpligtelserne som kæreste og far.

For eksempel da han var på Grønland og valgte at tilbringe et par dage med rygsæk, telt og vandrestøvler i fjeldene.

Via en satellitradio ringede han hjem til chefen i Danmark, der oplyste ham, at hans kæreste bestyrtet havde efterlyst ham, fordi hun ikke havde hørt fra ham længe og ikke vidste, hvor han var.

- Der havde jeg ikke snakket med min kæreste i 14 dage. Måske tre uger. Jeg havde slet ikke tænkt på det. Og det er jo fuldstændig horribelt, at man tilsidesætter sin familie på den måde, erkender han.

Døtrene har han heller ikke specielt meget kontakt med. Det er som oftest dem, der ringer til ham, og ikke omvendt.

Tilbage i båden er der bøvl med elektronikken. Heldigvis er Jess jo uddannet elektroingeniør, så en løsning præsenterer sig. Til juni stikker de to af sted sydpå i to-tre måneder. Ned til det gode vejr.

Men først venter en anden rejse sydpå.

Jess har pakket kufferten med masser af sandaler.

Til Thailand det går. Ned til ”home number two”, som han kalder det. Ned til det nye liv som expat, som pensionist.

Børnene har Jess ringet til og sagt farvel for nu. Vennen Bernhard, der også skal til Thailand, henter Jess.

Sammen kører de til lufthavnen og mod varmere himmelstrøg.

Jess har andendagstømmermænd.

Efter en særdeles våd weekend i Bangkok er han tilbage i byen Si Racha syd for hovedstaden, hvor han nu har boet i et par måneder.

Med vennen Kim, der bor fast i det sydøstasiatiske land, udforsker han vejene i Thailand på motorcykel. 

De to stopper ved en vejbod, og Jess fisker en pakke cigaretter frem.

- Hu-ha, de der ture til Bangkok er ikke for gode for dig, hva?, siger Kim til Jess, der uden at sige så meget giver ham ret.

Giftig. Sådan beskriver Jess weekenden i Bangkok. Derfor nøjes han med en juice ved vejboden.

Tilbage i huset i gør han status over den første tid: Han har fundet sig til rette, fastslår han.

- Jeg har nået det, jeg gerne ville. Jeg har fået kørt motorcyklen til og været ude på lange ture med den, siger Jess.

Det er blevet til 3500 kilometer, lader han os forstå. En tur helt op til grænsen til Laos bidragede gevaldigt til den sum.

Arbejdscomputeren har han taget med til Thailand, og den har han åbnet fra tid til anden. Forundret over, at der ikke er kommet mails til ham, har Jess dobbelttjekket forbindelsen ved at sende e-mails fra privatkontoen til arbejdskontoen. 

De er gået igennem, hvilket efterlader Jess med en erkendelse:

- Der er ikke nogen, der savner mig, siger han og smiler.

Men det gør ikke noget. Ikke endnu i hvert fald.

- Alt, jeg havde håbet på

Ugerne bliver til måneder, og Jess’ første ophold i Thailand som pensionist nærmer sig en afslutning. Et succesfuldt ophold – indtil videre.

- Jeg var meget spændt på at flytte herned, for jeg kunne mærke, at det var et meget lokalt område og ikke så turistet. Jeg tænkte, at de lokale måske ville se skævt til mig. Men det er fuldstændig modsat. Jeg er blevet taget imod med åbne arme, siger han.

Mister Jess, bliver han kaldt af naboerne, den lokale købmand og de andre forretningsdrivende i området. Og det kan han godt lide.

Fra huset har han begivet sig over til en nabofamilie, som han ofte falder i snak med.

- Today I go cold Denmark, forklarer Jess om dagens forestående rejseplaner.

Mens en tordenbyge driver over landsbyen, reflekterer Jess over beslutningen om at tilbringe en stor del af sin tid som pensionist i Thailand.

- Det her er faktisk den tilværelse, som jeg egentlig havde håbet på. At slappe af hernede uden at skulle tænke på, jeg man skal huske det og det og det. Jeg kan tage en dag ad gangen, siger han.

Pensionist eller sexturist?

Kammeraterne hjemme i Danmark tror alle, at Jess har emigreret til Thailand for at ”score en masse unge piger”.

Jess har uden held prøvet at overbevise dem om, at det i stedet skyldes eventyret og turene på motorcyklen, der har drevet ham fra land og rige. Selv broren har afslået Jess’ invitation til at besøge ham.

- Han sagde: ’Nej, jeg vil ikke ned til alle de der ludere og alt det der. Det er jo det eneste, det går ud på’, siger Jess.

Men nu har han huset, siger han, og mon ikke sydens varme før eller siden lokker danske venner og bekendte til.

Døtrene har i hvert fald tilkendegivet, at de er interesserede i at besøge ham.

Inden afgang mod lufthavnen tager Jess en sidste runde på det lokale marked. Han køber øl.

Og så er det ellers tid til at tage afsked med gaden med et fast aftenritual: En aftenøl med genboen Mister Tshai, der lige som Jess taler et nogenlunde engelsk.

Snakken handler som regel om, hvad de skal lave dagen efter, og Mister Tshai siger som regel, at han skal på arbejde. Det sætter tanker i gang hos Jess.

- Pensionering ved de slet ikke, hvad er her. Når jeg fortæller, at jeg er ’retired’, så forstår de slet ikke konceptet, siger Jess og fortsætter:

- Her bliver de ved, indtil de falder om.

Således kan man også blive klar over sine egne privilegier.

- De er gode, dem her, udbryder Jess.

- Regnormene? Det er dem, jeg kommer til at hakke over nogle gange, svarer Mia.

I et lille hjørne af Jess’ have ved parcelhuset i Søborg aser og maser de to med spader og trillebøre og en spand til haveaffald.

Mia må huske på, at regnormene skal hun værne om, forklarer Jess, mens de to står med hovederne nedad og fuldt fokus på opgaven.

- Kan du egentlig huske, hvordan alt det her startede, far? At vi skulle lave en køkkenhave? Var det ikke sidste år?

Mia er Jess’ datter. Med sine 27 år er hun nogle år yngre end Stine, Anja og Malene. 

Men hun er også den af de fire døtre, der senest har konfronteret Jess med hans måde at være far på.

Det er en svær snak for en nu pensioneret ingeniør, der på klassisk machomandefacon ikke ligefrem er god til at sætte ord på følelser.

- Hun har nogle ting, hun gerne skal have sat på plads. Hvorfor var du der ikke, dengang vi var små? Så må jeg prøve at svare så godt, jeg kan. Og så ærligt, jeg overhovedet kan. Der har jeg ikke været god til at være fuldtidsfar, siger Jess.

Derfor er det også rart at have spaden i hånden og køkkenhaven som opgave, et sted at rette sit fokus, når datteren prikker til de svære emner.

Og nej, Jess var der nok ikke helt så meget i Mias barndom, som han måske burde. Men nu kan han altså anlægge hende en køkkenhave og bygge hende et drivhus, for hun har snakket om, at dyrkning af grøntsager måske kunne være noget for hende.

Så nu har Jess klargjort hjørnet af haven, og derfor står de med spaderne og knokler.

- Og så håber jeg, at jeg kan kompensere på den måde.

Tilbageslag på tilbageslag

Jess hoster og ligger i en seng på Herlev Hospitals kirurgiske afdeling. To uger før sejlturen med Palle er der opstået et akut problem.

- Jeg har fået fjernet en sprængt blindtarm. Så jeg er blevet nødt til at udsætte den sejltur, siger en slagen Jess.

Nu ved kun guderne, hvornår Palle og Jess kommer af sted. Sejlturens plan skal revideres, og derfor ringer Jess til sin ven.

- Hvordan går det med dig? spørger Palle.

- Palle, det går faktisk ad helvede til. Og det er derfor, jeg ringer. Jeg havde en snak med lægen her i formiddags. Han siger, at mine infektionstal ikke ser så gode ud. Men jeg har snakket med ham om den der sejltur. Han kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at hvis jeg var dig, så vil jeg altså ikke sejle udenlands.

Det kan Palle naturligvis godt forstå. Tidsplanen kan hermed betragtes som revideret.

Jess bliver udskrevet og går i gang med et større gør-det-selv projekt i haven, mens han venter på grønt lys fra lægen.

Men kun få dage senere er den gal igen. Denne gang en byld mellem milten og lungerne, som ”gør nas ad helvede til”.

Endnu et tilbageslag for sejlturen.

Til søs

- No comments.

Jess spankulerer ned ad molen med et bredt tandsmil og mødes af Palle, der fra båden spørger, om det er alderen, der presser på. Efter tre indlæggelser er Jess klar til at stikke til søs.

Halvanden måned er gået med sygdom og helbredelse.

- Men nu er jeg fuldstændig fit for fight. Nu skal der fandeme ske noget, siger Jess.

Det skal der sgu skåles på, siger Palle, der højtideligt har rejst sig op for at holde en tale inden togtet sydpå.

Forude venter Europas floder og en måneds sejlads.

Jess fører videologbog fra turen. Først gennem Kielerkanalen i godt vejr. Så videre gennem Centraleuropas floder.

Og ja, der bliver sgu drukket dåsebajere og røget smøger og spillet kort.

På et af klippene styrer Jess båden og kigger med et fjernt blik mod horisonten.

- This is life, siger han.

Køkkenhaven er færdig og mildt vejr i overgangen fra sensommer til efterår kaster solstråler på græsplænen. Jess ryger en cigaret på verandaen og betragter sit lille hjørne af verden.

Det er nu ti måneder siden, han gik på pension. Fraregnet operationerne og hospitalsindlæggelserne er tiden gået, præcis som han havde håbet på.

- De ting, jeg havde sat mig for, har jeg nået. Der var ligesom lige en sygdom, der skulle overstås. Så var meningen, at jeg skulle have været af sted stadig tre måneder ude at sejle, men det blev kun til halvanden måned, siger Jess.

Efter sejlturen med Palle venter en ny tur til Thailand allerede om et par uger. Men inden Jess tager af sted, er det lykkedes ham at samle alle døtrene med samlevere og ikke mindst børnebørn til en familiedag i haven.

Jess håber, at det kan blive til en årlig begivenhed. For han ved godt selv, at han ikke været specielt god til at holde kontakten med sine døtre.

- De ved godt, at jeg er lidt af en enspænder. Og jeg overrender dem ikke i hvert fald. Det gør jeg ikke, siger han.

Børnebørn leger i haven, mens morfar Jess viser, hvordan man snitter med dolk.

Prioritering af familien

Det er Jess, der står for dagens menu. En menu, som den ene datter kalder et sammensurium. Mellem linjerne forstås, at gastronomi er vist ikke Jess’ stærkeste side.

Spaghetti bolognese, kyllingelår og pølser, men grillen virker ikke.

Og så er der salaten, men der har Jess ifølge døtrene nok ikke helt holdt tilstrækkeligt øje med kvaliteten. I hvert fald er peberfrugten muggen.

Men hey, Jess har købt slik og sodavand og øl, og så går det hele jo nok. Familien er samlet om bordet, da Jess lettere spontant beslutter sig for at holde en lille skåltale.

- Jeg vil godt lige have lov til at sige velkommen til jer alle sammen. Og jeg har glædet mig så meget til det. Og det kan godt være, at det ikke bliver mere i år. Men til næste år skal vi altså gøre det samme.

- Og så kommer der jo nok også en barnedåb, indskyder Jess’ ældste datter, Stine, der er gravid.

Næste år? Thailand, motorcykel, sejltur og familie

Jess Bülow kan se tilbage på et 2022, hvor han til en vis grad har opnået alle fire mål, han satte sig for.

Han har rejst i Thailand. Har kørt motorcykel. Han har været på sejltur. Og børnene og børnebørnene? Ja, det er i hvert fald en start med en årlig familiekomsammen.

Men hvad med næste år?

- Jeg har en forestilling om, at til næste år vil jeg tilbringe længere tid i Thailand. Hvis Palle kommer og siger ’Jess, jeg tager sgu fri i to måneder’, så har jeg sagt, at sejlture er første prioritet. Og så er Thailand anden prioritet.

- Jeg får som regel min vilje med hensyn til, hvad jeg selv vil. Der er ikke så mange, der siger imod.

Som sagt, så gjort.

I 2023 har Jess forlænget sin lejekontrakt på huset i Thailand.

Og så skal han igen på en længere sejltur med vennen Palle. Denne gang går togtet til Amsterdam, har de aftalt.