TV 2 Kosmopol følger i en serie tre mænd på deres indre rejse i en af livets store overgange: Det at sige farvel til arbejdslivet og goddag til en tilværelse som pensionist. De skal nu skabe mening i de mange ledige timer, de fra den ene dag til den anden har fået til rådighed. Gennem et år har vi fulgt frisøren Lars, portøren Claus og ingeniøren Jess og set, hvordan de hver især har tacklet den udfordring forskelligt.
Det er tidligt morgen i november. Forhaven til parcelhuset lyses sagte op fra skæret af det blege lys fra køkkenet, hvor Claus Nielsen rumsterer.
Han forbereder huset, så hjemmeplejeren bare skal trykke på knappen på kaffemaskinen, når de kommer for at tilse hustruen Ann, der på grund af flere blodpropper er immobil. Hun er afhængig af sin kørestol, og hun ligger i sengen i store dele af døgnet. Prøver at kæmpe sig tilbage igen, så hun kan gå med sin rollator.
Claus træder ind i soveværelset til Ann, der ligger på ryggen, dækket af dynen.
- Hvad skal du have på i dag?, spørger han og bladrer gennem garderoben.
- Bukser, lyder det fra Ann, der betragter Claus fra sengen.
Claus fisker et par frem. Hvid eller sort, spørger han om trøjevalget.
Det er snart 10 år siden, at Ann fik det første tilfælde af apopleksi – dobbelt blodprop i hovedet.
Siden har hun haft syv, der kun har svækket hende mere og mere.
- Derfor er det bare gået stille og roligt ned af bakke indtil nu. Indtil videre står jeg for det hele. Købe ind, lave mad.
Skal de have rugbrød i aften, vil Claus vide. Det skal de, stemmer Ann i fra soveværelset, mens Claus samler bilnøgler op og gør sig klar til at køre på arbejde.
Mænd har ofte svære end kvinder ved at gå på pension og finde sig til rette i den nye tilværelse som pensionist.
Forskning og undersøgelser viser, at særligt mænd har svært ved at give slip på arbejdslivet og den struktur, identitet og helt nye frihed, det giver.
Og den nye frihed kan være vanskelig at forholde sig til, viser undersøgelser fra Rigshospitalet.
- Mændene mister, at initiativet tages for dem i forhold til, hvad man skal gøre for at være sammen med andre. Pludselig skal de selv finde et initiativ, pludselig skal de selv finde ud af, hvad det er, de gerne vil, siger Svend Aage Madsen til TV 2 Kosmopol.
Han er forskningsleder på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed og kaldes af nogle for ’mandeforsker’.
Mænd bliver ofte hårdere ramt end kvinder, fordi kvinder typisk har planlagt pensionistlivet bedre og har et større socialt netværk end mænd.
- Mange mænd har investeret hele sit liv i arbejdet. Det er gjort til deres identitet, siger Lene E. Kronborg, der er selvstændig seniorrådgiver og erhvervspsykolog, til TV 2 Kosmopol.
Netop manglen på netværk og planer kan have store konsekvenser.
- Rigtig mange mænd har været rigtig dårlige til at bevare netværket, så de har faktisk ikke et netværk ud over deres arbejde, når de går på pension, siger Lene E. Kronborg
Mange mænd har tilmed svært ved at sætte ord på deres følelser,
- Omkring hver femte mand siger, at de sjældent eller aldrig har nogen at tale fortroligt med. Det vil sige, at de ikke har nogen, der holder øje med, hvordan de har det, siger Svend Aage Madsen.
De to har været gift i 42 år.
- Og vi mødte for øvrigt hinanden ovre på sygehuset. Jeg var portør, hun var piccoline. Så… Og så har vi holdt sammen lige siden.
Underlæben bævrer.
- Så det var den store kærlighed. Og det er det stadig.
I soveværelset er det mørkt, da Claus med stor nænsomhed kysser Ann på panden.
- Vi ses i eftermiddag. Jeg skal nok ringe til dig, forsikrer han, inden han forlader hjemmet og tøffer den korte tur til Rigshospitalet i Glostrup.
Beslutningen har de taget i fællesskab:
Efter mere end 46 års tro tjeneste på hospitalet skal Claus på pension, så han kan tilbringe mere tid sammen med Ann.
- Det tog mig tre måneder at komme frem til beslutningen
Tiden skal blandt andet bruges på det, de sammen kalder den store drøm.
En tur fra Skagen til Tønder, hvor alle de klassiske badehoteller langs den jyske kyst skal frekventeres.
- Så jeg håber, at Ann kan blive så god, at vi kan udleve den drøm, siger Claus.
På Rigshospitalet i Glostrup hænger et udkast til en flyer på portørcentralens kontor.
’Så takker fætrene af. Efter mere end 92 års tro tjeneste tilsammen på Glostrup Hospital takker Mogens og Claus af og går fortjent på pension. I den forbindelse vil vi gerne sige farvel med lidt pølse og en øl til alle i kælderen.’
Mogens er ikke mødt ind endnu og har derfor ikke haft tid til at godkende invitationen til deres fælles reception. Claus giver ham et kald.
- Ja, det er fætteren, siger Claus, da opkaldet går igennem.
- Den er halv otte, du skal op, mand. Du skal snart af sted, siger Claus i en drillende tone.
Claus og ”fætter” Mogens startede samme dag på hospitalet. De var sammen inde hos Dronningen for at modtage Fortjenstmedaljen. Og nu går de på pension samme dag efter 46 års parløb.
Det er især på grund af kollegaerne, at Claus er blevet hængende.
Nå ja, ledelsen har også været fin nok.
Ann sidder i stuen og ser fjernsyn, da Claus for sidste gang som portør på Glostrup Hospital gennemgår sin faste morgenrutine.
Fylder kaffemaskinen, sørger for, at Ann har det, hun skal bruge.
Han bringer hende et glas vand, som han stiller på sofabordet ved siden af en håndfuld mandariner, som Ann kan forsyne sig med, mens han er væk.
Hjemmesygeplejersken kommer om ikke så længe.
- Så, Ann. Nu vil jeg køre over på sygehuset for sidste gang, siger han.
Nu skal han over at sige farvel til det hospital, hvor han i snart 47 år har tilbragt store dele af sine vågne timer. Der er adgangskort, og der er nøgler, som skal afleveres. Og der står et skab, der skal tømmes.
Claus har i løbet af de seneste dage ringet til flere af sine tidligere kollegaer, som nu er gået på pension.
- De siger alle sammen, at de første 14 dage går som en ferie. Og så vænner man sig til det. Og så bliver det bare skønt. Så jeg håber da, at det også bliver sådan for mig.
Siden Claus tog beslutningen om at gå på efterløn, er skridtene rundt omkring i hospitalets gemakker, gangsystemet og garager dog blevet tungere og tungere.
I skabet i omklædningsrummet finder Claus seler og gamle læsebriller, et noget ældet adgangskort, et hav af kuglepenne og en kaffekop med nogle mønter i.
- Ja. Farvel til nummer 864, siger han til det nu tomme skab og tager afsked med omklædningsrummet, der rummer mange minder for ham.
Et af dem handler om en 18-årig kvinde, der lammet var indlagt på hospitalet. Som helt ung og nystartet skulle Claus gennem næsten et år blandt andet sørge for, at den unge kvinde kom i bad og vaske hende.
- En dag kom hun gående ned til portørvagten og havde taget en lille talerstol med. Og så sagde hun ’tak for hjælpen, drenge’. Det var meget stort. Det var det. Og det er sådan noget, der gør, at jeg altid har været glad for mit job, siger han.
Alle kender alle på Glostrup Hospital, fortæller Claus. Derfor er der på nærmest alle afdelinger folk, Claus skal tage afsked med.
Vi ses og hej-hej og på gensyn og farvel og hav det godt og pas på dig selv og du slipper ikke for os og vi ses på repeat.
Nede hos afdelingslederen afleverer han nøgler og adgangskort.
- Er det med vemod, spørger lederen?
Det er da. Og det kan lederen godt forstå. Håndtryk. Ud på gangen igen. Et grådkvalt øjeblik ved elevatoren.
Næsten et halvt århundrede, mand.
Der er stille i parcelhuset i Brøndby Strand. Lyden af afdæmpede skvulp fra en blå balje med lunkent sæbevand er det eneste, der bryder med tavsheden.
Claus står med hænderne i vandet. Han er ved at vaske Anns støttestrømper. Hun har fået sådan nogle, fordi hun har fået vand i benene.
Den slags beklædning skal åbenbart vaskes i hånden, fortæller han.
Pensionen har fået en brat og uønsket begyndelse for den nu tidligere portør.
- Der er sket det, at Ann har fået to nye blodpropper og har været på hospitalet. Hun blev udskrevet fra hospitalet i mandags, og nu er hun på en rehabiliteringsafdeling, siger Claus.
Det er Anns niende blodprop.
- Så det er temmelig mange, konstaterer Claus.
Anns blodpropper tvinger nu Claus til at revidere drømmen om den store badehotelstur fra Skagen til Tønder.
Badehoteller er nemlig ikke specielt handikapvenlige, så derfor er det nok mere realistisk med byferier, hvor hotellerne er nyere, og adgangen lettere.
- Vi må træne. Ud at gå ture. Og så – hvis det kan lade sig gøre, at hun kan komme til at gå igen med rollatoren – stikker vi af sted, siger Claus.
Han hælder vandet fra baljen og hænger støttestrømperne til tørre. Fagre nye verden. Det med at vaske tøj har Claus ikke gjort meget af, før Ann blev syg.
- Men ellers nyder jeg det. Altså, ikke det med at være alene. Men det med ikke at være på arbejde. Det må jeg sige. Det er dejligt, at vækkeuret ikke ringer om morgenen klokken halv seks, siger Claus.
- Kom så, kom så, kom så!
Claus hepper på Ann, der forsøger at rejse sig fra kørestolen via et hjælpemiddel, som hun støtter sig til.
Efter en måned på rehabilitering kommer Ann hjem til Claus igen. De laver øvelser sammen i stuen, hvor Ann fra kørestolen løfter fødderne, og Claus tæller.
Ti gange med venstre fod, ti gange med højre fod.
- Det sværeste for mig er nok at forstå Anns sygdom, forklarer Claus.
Han indrømmer, at han en gang imellem kan blive vred og frustreret. Mest på sig selv, fordi han ikke kan forstå det.
Næste øvelse er ved stuebordet. Ann kører armen frem og tilbage og med albuen placeret på bordet løfter hun hånden. Succes. Ann får en tår vand.
Med øvelserne succesfuldt overstået skal Ann ind i sengen og hvile sig. Claus kører hende ind i soveværelser og hjælper hende op i sengen.
Det ville Ann også have gjort for ham, hvis situationen var omvendt, fortæller han.
- Ann er den type, der vil gøre alt for alle mennesker. Der har hun nok været et stort forbillede for mig. Jeg ved, at hun har sagt, at hun ville gøre alt, hvis jeg blev syg. Så det må jeg prøve at se, om jeg kan leve op til, nu hvor det er hende, der er blevet syg, siger Claus.
- Men omvendt kan jeg heller ikke sidde her i så mange år. Så på et eller andet tidspunkt vil jeg da ud at have en rejse til et eller andet sted. Og så må vi finde ud af, hvad jeg kan gøre med Ann, hvis ikke det bliver bedre. For jeg mener heller ikke, at jeg skal afgive alle ting for det. Eller, det håber jeg i hvert fald ikke, jeg skal, siger han.
Claus og svogeren har kurs mod Køge Bugt og Øresund og makrel, sild og ørred – hvis heldet altså er med dem.
Sammen har de købt en båd. Og efter en lang vinter, hvor Anns nye blodprop og efterfølgende genoptræning har fyldt meget, er det lykkes Claus at sætte en fisketur i forårsprogrammet.
Selv om Ann er ked af det, når Claus tager væk og tilbringer tid på båden, forstår hun, at det for Claus er nødvendigt med en pause fra hjælperrollen.
Vinter er blevet til forår, som nu har kurs mod sommer, og Claus har Tuborg Classic og nye blink med ombord. Begge dele særligt indkøb til dagens fisketur.
Øresund er i mildt lune, havet er roligt. De kaster blink ud, knapper øl op og haler ind og gentager processen. Nu mangler de bare, at fiskene bidder på, konstaterer Claus og svogeren er enig.
- Det er nu meget rart at være pensionist, siger Claus.
Få sekunders pause. Claus færdiggør sætningen:
- Lige nu.
Anns sygdomsforløb fylder naturligt nok en del af tilværelsen og gør det nogle dage svært at holde det positive livssyn ved lige. Claus’ tid går i høj grad med at passe og hjælpe Ann samt holde huset i Brøndby Strand.
- Men så er det jo også fedt, at vi kan lave sådan et afbræk ind i mellem, hvor du kan tage med ud her, siger svogeren til Claus, der er enig.
- Det er nok meget sundt for mig at komme væk hjemmefra, siger Claus.
Det siger Ann også til Claus. Smut med dig, kom ud af huset, lav noget andet.
Så kører Claus ellers den vante tur over på hospitalet i Glostrup og får sig en kop kaffe derovre og siger hej til de gamle kollegaer. Old habits die hard.
- Men der er godt nok ikke mange tilbage derude, som jeg kender, siger Claus.
Var der bid? Nej, det var vist bare bundbid. Tang vikles fra blink. Ud med snøren igen.
Tid går. Bølger skvulper mod båden. Havet er så blåt, som et øje kan se. Verden er i farver nu. Mere tid går. Flere bølgeskvulp. Claus bryder tavsheden.
- Ja. Så kan man jo stå herude på båden og drømme alverdens drømme. Det er skønt, siger han og fortsætter:
- Drømme om, hvad man kunne tænke sig, og hvad der gerne måtte ske. At Ann for eksempel kunne komme til at gå en lille smule bedre, så vi sammen kunne komme ud at se noget af Danmark. Der er så mange ting, vi mangler at se.
Pause. Bølger. Snøre. Hav.
- Det er mit stille håb, at det kan lade sig gøre.
Makkerparret fanger ikke noget på turen. De er faktisk ikke i nærheden af at få bid.
Men så slipper de også for at rense fisk, som Claus konstaterer, inden de sætter kursen tilbage mod Køge Bugts kyst.
Plæneklipperen brummer, mens Claus taktfast trisser bag maskinen. Frem og tilbage i den lille have på den københavnske vestegn.
Det er nu mere end ni måneder siden, at Claus gik på pension. En pension, der i høj grad har været præget af praktiske gøremål.
- Jeg frygtede det jo en lille smule, fordi jeg havde hørt så meget om, at nogen ikke kunne få tiden til at gå. Men siden jeg er gået på pension, der er jeg nok kommet lidt ned i gear, siger han.
Men det at komme ned i gear har omvendt også ført til en øget følelse af, at mindre opgaver er mere tidskrævende, oplever han.
- Det kan godt føles som om, at ”hold da kæft, du har travlt hele tiden, hvornår skal du slappe af, Claus?” For der er jo noget, man skal sørge for hele tiden, ikke? Der skal handles ind, der skal vaskes tøj, siger Claus og fortsætter:
- Ja, for nu er der jo kun én til at gøre det.
Claus' kone, Ann, er stadig bundet til sin kørestol efter de mange blodpropper. Fremskridtene er små for tiden. Og derfor har ægteparret været nødt til at parkere drømmen om at tage på badehotel.
Men Claus har en plan B.
Med et kirurgisk snit skærer Claus en skive af det kridhvide formbrød. Han gentager processen. To tykke skiver overlapper hinanden på skærebrættet.
Ud af køleskabet kommer den blå bøtte fra Kærgården, og æggene de er ved at være færdigkogt.
For hvad gør man, hvis man ikke kan komme på badehotel på den jyske vestkyst? Ja, så må badehotellet komme til Brøndby Strand.
- Planen er, at jeg er ved at lave noget frokost til Ann og mig. Vi skal sidde og hygge lidt i dag. Det kunne have været et andet sted, at vi havde siddet og hygget. Men det er lidt svært at få Ann med lige i øjeblikket, siger Claus.
Ude på terrassen arrangerer Claus møblementet. Det er halvkøligt på denne efterårsdag, så en gasflaske tilkobles en varmeblæser og vupti: Den kølige terrasse er nu lun.
De kogte æg skæres i tykke skiver og anrettes på brødet. Så kommer rejerne frem. I rigelige mængder doseres de oven på. Så mayonnaise, citron, salt og peber.
Op på et fad, hvor to glas og en flaske afkølet hvidvin afventer anretningerne. Ud på terrassebordet, fint stilet an. Simsalabim: badehotel.
- Fik du hvilet dig lidt?, spørger Claus, da han går ind i soveværelset og vækker Ann.
- I dagens anledning har jeg lavet en lille frokost til dig. Så vi skal udenfor i det dejlige vejr, siger manden til konen, mens han transporterer hende fra soveværelse til stue via kørestolen.
Nå da, og det lyder da godt, lader Ann ham forstå, og hun smiler. På med frakken og ud på terrassen.
- Se, der kommer varme på. Hjælper det ikke? Sådan. Det er i stedet for dit badehotel. Så er der heller ikke så langt i seng, hvis du bliver halvfuld, siger Claus og åbner flasken med hvidvin.
Ann siger, at hun bare skal have en lille glas.
- Nå, så tager jeg et stort glas. Skål, siger Claus.
De gik og flirtede lidt, Claus og Ann, gennem et års tid. Hun arbejdede som piccoline, og han arbejdede som piccolo i journalarkivet på Glostrup Hospital.
Så blev det seriøst, og de forelskede sig og besluttede sig for at flytte sammen.
- Jeg skulle ind og fortælle min mor og far det, så det havde jeg det ikke så godt med. Men jeg fik sagt det, at nu flytter jeg sammen med hende. Så fik jeg at vide af min mor, at det havde jeg sgu været længe om, fortæller Claus.
Ann fremhæver Claus’ væremåde og smilet. Og de der hvide tænder.
Hun så godt ud dengang, husker han, inden han hurtigt får indskudt, at hun stadigvæk gør det.
- Og så blev det os to, siger Claus ude på terrassen over hvidvin og rejemadder.
Ann er glad. Det var en overraskelse med fornem frokost på terrassen.
Og til næste forår skal hun nok være blevet bedre, så hun både kan komme med ud at sejle og på badehoteller, forsikrer hun.
Claus har været ved bageren, og han står med bagerposen i favnen ved døren til portørafdelingen ved Glostrup Hospital, han gennem flere årtier er gået ind og ud ad.
Han har købt basser, og klokken er snart eftermiddagskaffepause.
- Nu må vi håbe, de kan lide dem, siger han og navigerer gangene i hospitalskomplekset med største naturlighed.
- Hej, Bjarne! Jeg er sgu kommet til at tage noget kage med, hvis I giver en kop kaffe, udbryder Claus ved synet af det første velkendte ansigt.
Det er lidt over et år siden, at Claus gik på pension efter 47 år på samme arbejdsplads. Dengang drømte Claus og hans kone om en pension med rejser til vestkystens badehoteller.
Men livet formede sig anderledes.
- Ja. Vi har jo været nødt til at sætte det på standby indtil videre. Det har været en stor bet, for Ann kunne gå lidt med en rollator tidligere. Det må vi se, om vi kan få rettet op på, siger han.
Der er tomt i portørernes pauselokale, da Claus træder ind. Han anretter bagværk og henter servietter.
- Det er skønt at komme og sige hej til dem. Og se de gamle ting her. Så det er dejligt. Jeg håber, de bliver lige så glad for det, som jeg gør.
Nu mangler vi bare, at der kommer nogle kaffetørstende og kagetrængende portører forbi.
- Hej, Robert!, råber Claus ude på gangen, da en høj skikkelse kommer til syne.
Det er Claus’ tidligere chef. Han har medbragt et USB-stik med billeder fra Claus’ og fætter Mogens’ afskedsfest.
Claus og fætter Mogens fik efter coronaforsinkelser deres reception og blev fejret af nogle af de kolleger, som Claus møder på sin gamle arbejdsplads i dag, hvor tonen er, som den plejer.
På en anden gang møder Claus den tidligere kollega Kim, og jo, han skal da også med ned at have en kop kaffe.
Men der er lidt travlt, må Claus forstå.
- Ja, kan du ikke starte igen, Claus?, spørger Kim.
Det er vistnok ment som en spøg.
Fem af Claus’ gode kollegaer indfinder sig i pauselokalet, og hvordan går det egentlig med Claus’ båd?
- Det går fint. Så den ligger klar til, at vi kan komme ud og fiske. Vi har plads til 18 eller 20 stænger, siger.
Netop båden har fået en større og større rolle i Claus’ liv.
For i takt med, at Anns sygdom kræver stadig mere og mere fra Claus, har den pensionerede portør fundet ud af, at det også er vigtigt at prioritere sig selv.
Og netop derfor er ture ned til båden såvel som ture over for at hilse på de gamle kollegaer fra arbejdspladsen blevet hyppigere og hyppigere.
- Det er da rart at komme ud og snakke med andre mennesker. Så det ikke altid er sygdom, det hele drejer sig om, siger Claus og fortsætter:
- Så jo, det er da rart at komme lidt ud. Men jeg har det jo sådan, at jeg næsten hver dag er ude at køre en tur. Så skal jeg til bageren, så skal jeg ud at handle, så skal jeg dit, og så skal jeg dat.
Det er nødvendigt for ham selv, mener Claus.
- For ligesom at komme ud og se nogle andre mennesker. Så jo, det gør jeg hver dag. Og så en gang i mellem kører jeg over på arbejdet og siger hej og hilser på dem, siger han.
Men savner han det, altså arbejdet, vil en tidligere kollega vide, mens de slubrer kaffe og spiser wienerbrød i pauselokalet.
Claus trækker lidt på svaret. Jo, en gang i mellem, lyder det.
Sundhedsvæsenet mangler hænder, så pludselig får den gamle portør et tilbud ud af det blå.
- Du kunne komme tilbage og være her et par timer om ugen, så du ikke render og keder dig derhjemme, siger en i flokken.
Claus kigger over på chefen Robert.
- Du kunne da godt tage en vagt, siger Claus’ tidligere chef.
Det kunne han da egentlig godt, medgiver Claus. Så længe, det er en af de lette af slagsen.
Men må han egentlig for sin pension? Det ved han ikke. Og så skal han i øvrigt lige spørge Ann om lov.
Og vil han overhovedet? Han er i tvivl, men det siger han ikke til ex-kollegaerne i pauselokalet.
- I realiteten savner jeg ikke mit arbejde. Men jeg kan da også godt se, når vi nu lige har været derovre, så står chefen der og spørger, om jeg ikke kunne tænke mig at hjælpe lidt. Det kunne da godt være, at man skulle overveje det lidt. Og så måske tage nogle timer om ugen, siger Claus tilbage i hjemmet i Brøndby Strand.
Der er dog andre dele af livet, der har højere prioritet for tiden.
- Der er så meget, der skal undersøges. Hvis Ann skulle gå hen at få det bedre, så lever vi den ud. Jeg tror ikke helt på det. Men vi prøver, siger han.
Dagene går, og Claus tænker over tilbuddet. Han konfererer med Ann, og når efter nogle uger frem til en beslutning:
- Vi blev enige om, at jeg er gået på pension. Så det er det, jeg gør.
I stedet ser han nu fremad. Mod 2023, hvor han både har planer og drømme.
Han vil male huset og carporten, når vejret tillader det. Det er planen.
Men vigtigst af alt, så gør Ann fremskridt. Derfor lever håbet om badehotellerne endnu.
Det er drømmen.
I den opfølgende artikel her, kan du læse, hvordan det går Claus i dag.
Serien 'Efter fyraften' er lavet af Cathrine la Cour/Cattenbaum
Artiklen er skrevet af Magnus Ankerstjerne
