En uindviet besøger Bakkens Hvile for første gang

På den lille scene i Bakkens Hvile står fire kvinder klædt i fjer, pangfarver, store hatte og bling. 

Det er bakkesangerinderne eller syngepigerne. Og synge det kan de.

Pludselig brøler alle i salen: I DEN GAAAAAaaaaaAAAAAAmle PAAA-VIIIii-LLON!

Man skal synge med, det er en del af oplevelsen. Det vidste jeg ikke, men det ved publikum, og de har en fest.

Første gang det sker, føler jeg mig udenfor. Jeg er uindviet trådt ind i en klub, hvor alle følger den samme drejebog, men jeg har ikke fået et eksemplar. Kan man være forkert publikum?

Det er mit første besøg til Bakkens Hvile, den sidste bastion - den sidste overlevende sangerindepavillon.

Det er slet, slet ikke noget for mig. Jeg er overhovedet ikke gammel nok til at synes, at sådan noget er sjovt, var den oprindelige tanke. 

Men kan man ikke leve hele sit liv indenfor komfortzonens fire bedøvende vægge. Så nu sidder vi her. 

Med har jeg min bror, for jeg vil ikke sidde alene i et rum fuld af berusede boomere, hvis det viser sig at være sådan et arrangement.

Det er det ikke. Eller, det er det ikke kun.

Skråt bag mig sidder en mand, som højlydt kommenterer forestillingen. Det har jeg heller ikke oplevet før.

- AV, DET VAR SGU' IKKE GODT! råber han, da en af syngepigerne har glemt starten på sidste vers. 

Hvis man gør sådan noget i en statsstøttet kulturinstitution, er mit gæt, at man bliver smidt ud.

Her er det faktisk en del af oplevelsen, og det er egentlig meget befriende. 

Gennem aftenen afsløres flere ting fra den ukendte drejebog. 

Man kan for eksempel sende drinks op til Syngepigerne, for de er tørstige, og man kan skrive en hilsen til dem, så bliver den læst højt fra scenekanten. 

Det viser sig også, at det kontantløse samfund ikke har indfundet sig på Bakkens Hvile. Til tonerne af Køb blomster, køb blomster, kan man købe en rose af en syngepige, men det kræver kontanter. 

Herrerne har husket kontanter.

En mobilePay-overførsel, kan man ikke sætte fast i et strømpebånd. MobilePay er ikke pikant.

Nøgleordet er overraskende

Det er overraskende.

I bilen på vej derud, har broren og Jeres Udsendte diskuteret, hvad vi forventer. Vi ved det ikke på forhånd. Nu er vi her, og vi er godt underholdt.

Det er overraskende aktuelt og overraskende sjovt. Teksterne er virkelig velskrevet.

Kortvarigt konfronteres Jeres Udsendte med mængden af egne fordomme, men det går heldigvis væk igen, da der kommer øl på bordet.

Syngepigerne anført af Dot Wessman er nogle fabelagtige entertainere, og de kender deres publikum - dem som kan synge med så væggene ryster.

Syngepigerne mestrer nostalgien, lummerheden og de verbale stikpiller til perfektion.

Særlig sjovt bliver det, når det bliver aktuelt.

Syngepigerne deler musikalske kindheste ud til høj og lav - Will Smith, TV 2 Charlie, Claus Hjort og Putin, bliver ikke skånet.

Sangen, om hvor kedelig Vesterbro er blevet efter bydelen blev overtaget af hipstermænd i genbrugstøj og med krummer i skægget, er kunst på højt niveau.

Jeres Udsendte og bror griner som skadefro hyæner.

Vi dypper også tæerne i tidens krænkelseparathed. Sangen, der slutter med, at syngepige Tina siger til publikum, at de bare kan ringe, hvis de gerne vil krænkes, høster aftenens måske største bifald.

På scenen står Dot Wessman, Tina Grunwald, Sus Mathiasen og Ann Farholt.

Ann Farholt er bjergtagende. Hendes timing er genial og hendes stemme er mørk med en let hæshed. Hun er en kvindelig Barry White.

Pausen mellem de to sæt bruger Jeres Udsendte og bror på at fordøje indtrykkene.

- Man har jo lyst til at sige, at syngepigerne er den kvindelige pendant til Ørkenens Sønner, men når man tænker over det, er det jo helt omvendt. Det er jo Ørkenens Sønner, der er mandlige Bakkesangerinder, siger Jeres Udsendtes bror.

Det er en kompliment.

I andet sæt skiftes, der gear. Det bliver på en eller anden mere eksplicit, og der bliver skruet lidt ned for syngepigernes indbyrdes samspil, hvilket er ærgerligt, for det er ellers virkelig sjovt. 

Lummerheden fungerer klart bedst, når den er subtilt. Synes vi.

Andet sæt byder også på nummeret Formandsfruen, som er skrevet af Flemming Jensen. Her synger Dot Wessman, om Morten Messerschmidt, der rent faktisk står i baren.

Det er på intet tidspunkt sødladent, og det er top underholdende.

Bakkesangerinderne leverer en meget underholdende helaftensforestilling med fællessang, frække viser, flotte kostumeskift og humor på højt niveau.

Og en gang i mellem, er der faktisk noget, som Jeres Udsendte kan synge med på.

Da vi når til Gå med i lunden, føles det fantastisk befriende at kunne slutte sig til råbekoret, for man kan ikke være publikum på den forkerte måde på Bakkens Hvile. Det er det, der er hele pointen med stedet. 

Bakkens Hvile og syngepigerne er et levende kulturminde, og de skal opleves live.