Storken Povlsen død på mystisk vis

Gundsølille har mistet endnu en stork fra årets kuld.

Så sendt som i torsdags fejlede hunstorken Povlsen ingenting, og onsdag var den bare fire måneder gamle stork ude på en længere flyvetur rundt om Roskilde Fjord.

Men fredag observerede storkeværten i Gundsølille, at Povlsen virkede lidt mærkelig.

Det forklarer Jess Frederiksen, der er formand for storkene.dk, og som blev ringet op af storkeværten Susanne.

- Hun (Povlsen, red.) rørte ikke på sig, stod stille og gad ingenting. Susanne havde også bemærket, at der var mange fluer omkring hende og ringede derfor til mig.

De to storke Povlsen og Holm er opkaldt efter radiomakkerparret af samme navn, der huserer på DR P4.
De to storke Povlsen og Holm er opkaldt efter radiomakkerparret af samme navn, der huserer på DR P4.
Foto: Merete Carøe - Storkene.dk

Da Jess ankom, kunne han godt se, at den var helt gal. Selvom han bevægede sig tættere og tættere på storken, så blev den bare stående, hvilket er unormal adfærd.

- Normalt ville den flyve eller flytte sig. Men jeg kunne tage den op i min favn, fortæller han.

Kan være en voldsom infektion

Jess Frederiksen rådførte sig med sin dyrlæge, satte Povlsen i en kasse og kørte mod Stevns.

Men så langt nåede han aldrig.

- Da jeg kom til Greve, stoppede jeg op for at se, hvordan den (Povlsen, red.) havde det, men der var den allerede død.

Da turen til dyrlægen ikke længere hastede, vendte Jess Frederiksen om og kørte tilbage til Gundsølille. Der ventede en ny overraskelse.

- Jeg tog den ud af bilen, da jeg kom tilbage til Gundsølille, og så løber der så meget ildelugtende væskende ud af den. Det var helt vildt, siger han og uddyber:

- Vores dyrlæge mener, der er tale om en voldsom infektion, der har bredt sig hurtigt.

Nu er fuglen frosset ned, og myndighederne har givet tilladelse til, at der foretages en obduktion på storken for at finde den mulige dødsårsag.

Usædvanlig død

Der er i alt ni storkepar i Danmark, hvoraf fire af dem har fået et kuld i år. De øvrige storkepar er alle yngre storke, der er for unge til at yngle, og som er indvandret til Danmark fra Tyskland og Sverige.

Der dør hvert år unger i et kuld blandt andet på grund af mangel på mad eller på grund af vejrforholdene.

- Det er bare ikke så tit, de dør, når de er fløjet fra reden. Det er mere på de længere træk mod Afrika, at der er risiko for, at de flyver ind i el-ledninger, vindmøller eller på anden måde kommer fysisk til skade, fortæller formand for storkene.dk, Jess Frederiksen.

I 2020 omkom to storke i Jylland, da de var på samme alder og størrelse som Povlsen. De omkom efter, de røg ned i en gyldetank.

- Det er meget sjældent, at de omkommer på grund af sygdom. Det plejer at være fysiske skader, der tager livet af dem, fortæller Jess Frederiksen, der ikke før har oplevet, en stork omkomme på samme måde som Povlsen.

Søskende er fløjet sydpå

Storken Povlsen efterlader sig sine to forældre Ida og Emil og sine tre søskende Holm, Viggo og Gitte. De to sidstnævnte tog turen sydpå samme dag, som Povlsen døde.

Og det ærgrer Jess Frederiksen, at Povlsen ikke fløj med, da hun var udstyret med en gps-sender.

- Vi havde håbet at kunne følge dens færd sydpå.

Formand for storkene.dk fortæller, at storken Holm også er udstyret med en gps, og de ud fra data fra denne kan se, at de andre storke umiddelbart har det godt, og ikke er blevet smittet af Povlsen.

- Det er klart, vi følger deres bevægelser nøje, og jeg er glad for, at Holm er meget aktiv og flyver rundt. Indtil videre er der ikke nogen bekymringer, men vi holder skarpt øje.

Seneste opdatering omkring storken Holm er, at han befinder sig i Nordtyskland. Gps-senderne har en værdi af 13.000 kroner hver.
Seneste opdatering omkring storken Holm er, at han befinder sig i Nordtyskland. Gps-senderne har en værdi af 13.000 kroner hver.

Mandag eftermiddag befinder han sig i det syd for Elben i Tyskland og med kurs mod Holland.

- Vi er spændte på, om de tager den "ikke farlige" vej mod Spanien eller den "farlige" vej mod Afrika, som Michaela, siger Jess Frederiksen med reference til den stork, der i foråret blev fundet død i Uganda, som TV 2 Lorry tidligere har beskrevet.

Michaela var ligeledes udstyret med en gps-sender. Den sidder i dag på storken Cort fra Sønderjylland, der sammen med storken Vingegaard befinder sig tæt på grænsen mellem Holland og Belgien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik