Vildbasser fra Roskilde er Danmarks klogeste børn - er du lige så klog?

Konkurrencen Smart Parat Svar blev vundet af kvikke elever fra Klostermarkskolen i Roskilde. Test dig selv og se, om du er ligeså klog som en 12-årig.

Tag testen her, og find ud af, om du er klogere end en sjetteklasse.

Konkurrencen så ud til at blive benhård, og de følte sig som underdogs.

Men 6.B fra Klostermarkskolen i Roskilde tog alligevel vinderstikket hjem, da de i Odense vandt den landsdækkende konkurrence Smart Parat Svar.

quote Da vi vandt, kunne jeg næsten ikke trække vejret.

12-årige Annabell Ibsen

Her konkurrerer skolebørn på paratviden i en lang række kategorier, og da Roskilde-eleverne onsdag i kategorien Brexit svarede rigtigt på spørgsmålet om hvilket parti, den britiske premierminister Boris Johnson tilhører, var sejren hjemme til Vildbasserne, som Roskilde-holdet kaldte sig.

- Jeg var meget nervøs og rystede gennem det hele. Da vi vandt, kunne jeg næsten ikke trække vejret, fortæller 12-årige Annabell Ibsen, som er en af de fem elever på klassens hold.

Fem elever på hvert hold

De deltagende klasser skulle på forhånd udvælge fem repræsentanter til quiz-holdet. Klasselærer Louise Hemmet fortæller, at de satsede på at sammensætte et hold bestående af elever, der gav holdet en samlet bred viden om for eksempel kultur, sport og almen viden.

- Så var der nogle områder, hvor nogle var lige gode - og så trak vi lod om, hvem der skulle være med. Men der er ingen tvivl om, at det er hele klassen, der har vundet, fortæller Louise Hemmet. 

Smart Parat Svar begyndte i december, hvor der over hele landet blev afviklet lokale videnskonkurrencer. Midt i januar skulle de vindende hold gennem en regional konkurrence - og herfra gik vinderne videre til gårsdagens finale.

Eleverne i 6.B følte sig ikke specielt vindersikre, da de tilmeldte sig.

- Der var nogle eliteskoler med i konkurrencen, så vi regnede slet ikke med at komme så højt op. Vi regnede faktisk med at tabe i første runde, siger Annabell Ibsen.

Hvis du har lyst til at teste din egen viden, så klik på linket her, og svar på spørgsmål, der svarer til dem, børnene blev udsat for.

Inspektøren serverede morgenbrød

Men i stedet for en hurtig exit blev det til en førsteplads for de kvikke Roskildebørn. Og det blev i den grad markeret.

- Da vi mødte i skole i dag, var der rullet en rød løber ud, og der var flag og balloner. Og vores inspektør kom med morgenbrød, fortæller Annabell Ibsen.

Annabell Ibsen læser selv nyheder på nettet og ser nyhedsudsendelser på TV.

- Jeg kan godt lide at følge med, forklarer hun.

Og det er hun ikke ene om. For klasselærer Louise Hemmet fortæller, at hver gang, eleverne stod som vindere i delkonkurrencer, så fik de lyst til at lære og vide mere. 

- Det har betydet meget for deres selvopfattelse, det her, siger hun.

Nu har klassen en enkelt - meget stor - opgave tilbage.

For med førstepladsen fulgte en præmie på 10.000 kroner, og eleverne er i fuld gang med at diskutere, hvad de skal bruges til. Der er blandt andet forslag om en tur til Lalandia, mens andre vil gerne sejle i havkajak.

- Og så var der et par stykker, der bad om, at pengene helst ikke skal bruges på et museumsbesøg, løder det med et grin fra Louise Hemmet.

Se hele Smart Parat Svar finalen her:


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik