Sigurd spørger: Hvorfor må knallerter køre i miljøzonerne?

København og Frederiksberg er én stor miljøzone med krav til særligt forurenende køretøjer. For nyligt blev gamle dieselbiler forbudt i zonen, mens knallerter, der forurener mere, stadig må køre rundt og levere mad.

Svaret Kort

  • En knallert forurener seks gange mere end en gennemsnitlig personbil

  • Miljøzonen i hovedstaden omfatter dieseldrevne personbiler, varebiler, lastbiler og busser af ældre dato

  • Københavns Borgerrepræsentation ønsker, at knallerter omfattes af miljøzonekravene

Gennem Københavns gader suser osende knallerter, der efterlader en mørk tåge af forurening efter sig. 

For få måneder siden blev det forbudt for dieselbiler uden partikelfilter at krydse kommunegrænsen til København, der sammen med Frederiksberg er én stor miljøzone. 

Formålet med den er at holde meget forurenende dieselbiler ude af byen.

Men knallerter kan stadig suse frem og tilbage, mens de forurener.  

Det undrer Sigurd Arnfred fra Nørrebro, og derfor har han skrevet til TV 2 Kosmopol gennem Spørg Os:

- Hvorfor er det tilladt at bruge knallert erhvervsmæssigt i København (for eksempel Wolt), når de udleder langt flere skadelige partikler, end de biler, der nu er forbudte at køre ind i byen i?

Miljøzonen kort

  • Den 1. oktober 2023 blev det ulovligt for personbiler på diesel uden partikelfilter at køre i miljøzonen på Frederiksberg og i København. 

  • Allerede i juli 2020 blev der indført skærpede krav til lastbiler, busser og varebiler i miljøzonerne.

  • Miljøzonen i hovedstaden har eksisteret siden september 2008.

  • Bøden er 1.500 kroner for person- bil og varebiler, der kører ind i miljøzonen uden at leve op til kravene. Taksten er 12.500 kroner for lastbiler og busser.

Sigurd Arnfred har selv en dieselbil, som gerne må køre i miljøzonen. Den anskaffede han sig for tre år siden, og det var efter nøje overvejelse.

- Jeg tænkte mig utrolig meget om, da jeg skulle kigge på ny bil. Jeg tænkte på miljøet og på, hvad der bare er god stil. Derfor købte jeg også den nyeste teknologi, der udleder mindst, siger han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Personbiler versus knallerter

Selvom Sigurd Arnfred har bil, cykler han både på arbejde og rundt i byen for at undgå at køre for meget i bil. 

- Jeg synes, det er underligt, at jeg skal indånde alt den forurening, når jeg cykler indenfor Miljøzonen. Jeg føler, at der kommer flere og flere knallerter, men der er ingen regler for deres forurening, siger han. 

De knallerter, som Sigurd Arnfred møder på sin vej, forurener da også en del. 

Morten Winther er seniorrådgiver på Instituttet for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet i Roskilde. Han har set på de nyeste tal indenfor knallertforurening, og de bekræfter Sigurd Anfreds bange anelser. 

I 2021 var kulbrinte- og partikelemissionsfaktoren for en gennemsnitlig knallert i byen mellem 5,7 og 6,2 gange større end emissionsfaktoren for en gennemsnitlig personbil i byen.

Det vil sige, at en knallert forurener cirka seks gange så meget som en gennemsnitlig personbil i byen. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.) 

Målinger, som Københavns kommunen har lavet, viser en fordobling i antallet af knallerter fra 2017 til 2023 på Dronning Louises Bro og Bryggebroen.
Målinger, som Københavns kommunen har lavet, viser en fordobling i antallet af knallerter fra 2017 til 2023 på Dronning Louises Bro og Bryggebroen.

Kørte kilometer

Selvom det kan lyde voldsomt, er det vigtigt at sætte tallene i perspektiv, mener seniorrådgiver Morten Winther: 

- Der er stor forskel på, hvad der udledes per kørt kilometer, og hvor mange køretøjer, der er tale om. Personbiler kører mange flere kilometer end knallerter. 

Knallerter udgør en forholdsvis lille andel af den samlede trafikforurening i forhold til personbiler både i længde af ture og antallet af køretøjer. 

I Region Hovedstaden er der registreret 778.800 personbiler og kun 5.354 knallerter 45. 

Ugens Vinderspørgsmål

2.539 personer stemte, da Sigurd Arnfreds spørgsmål var til afstemning

• 40% eller 1.011 personer afgjorde, at det var hans spørgsmål, vi skulle undersøge

• Du kan selv stemme på ugens spørgsmål her i artiklen

Var på tegnebrættet

I december 2018 fremlagde den daværende regering et forslag til at stramme og udvide kravene til køretøjer i den miljøzone, der allerede fandtes.

Dengang ønskede politikerne i Københavns Borgerrepræsentation, at motorcykler og knallerter skulle være omfattet af miljøzonekravene som et led i ambitionen om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.

Teknik- og Miljøforvaltningen formulerede det sådan her i et såkaldt administrativt høringssvar til lovforslaget fra regeringen:

Punkt 7: Københavns Kommune ser gerne, at miljøzonen også omfatter krav til knallerter og motorcykler. Krav til knallerter og motorcykler kan f.eks. være krav om nulemission fra 2025. 

Det vil medvirke til både at reducere luftforurening samt generende støj i en by, hvor der bor og opholder sig mange mennesker. 

Herudover foreslog Borgerrepræsentationen, at personbiler på diesel uden partikelfiltre skulle omfattes. De krav blev indført i 2023 i alle landets miljøzoner.

(Artiklen fortsætter efter billedet.) 

Ligesom København og Frederiksberg har Odense, Aarhus og Aalborg nu miljøzoner med skærpede krav.
Ligesom København og Frederiksberg har Odense, Aarhus og Aalborg nu miljøzoner med skærpede krav.
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Hvis Københavns Kommune skal have mulighed for at forbyde knallerter i miljøzonen, skal Folketinget ind over beslutningsprocessen.

Politik fra oven

Carl Valentin (SF) er miljøordfører og valgt i Storkøbenhavn. Han siger til TV 2 Kosmopol, at Socialistisk Folkeparti gerne vil lade knallerter være omfattet af de nye miljøzonekrav.

- SF ønsker en politik, som er endnu mere miljøvenlig. Vi vil gerne give kommunerne bedre mulighed for at skærpe reglerne, siger han.

Carl Valentin forstår ønsket om, at holde de forurenende knallerter ude af hele eller dele af miljøzonen.

Det kræver et flertal i Folketinget, hvis knallerter skal inkluderes i kravene for miljøzonen, hvilket der ikke var ved sidste afstemning.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Da budene arbejder på akkord og ikke på en fast løn, er der et incitament til at vælge knallert frem for cykel.
Da budene arbejder på akkord og ikke på en fast løn, er der et incitament til at vælge knallert frem for cykel.
Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix

Ministeriet afviser

TV 2 Kosmopol har også spurgt Miljøministeriet, der administrerer miljøzonerne, hvordan det gik til, at de osende knallerter gik fri af miljøzonekravene.

Miljøministeriet oplyser, at knallerter udgør en relativt lille andel af trafikken i miljøzonen i Hovedstaden, idét der er meget få knallerter sammenlignet med personbiler i byen.

Den forklaring synes Sigurd Arnfred, der stillede spørgsmålet, ikke er fyldestgørende:

- Generne handler meget om, at knallerterne kører på nogle bestemte tider og i nogle bestemte områder. 

Det giver ikke mening at opgøre forureningen per knallert, men på hvad den egentlige belastning er per borger, imens det sker, siger Sigurd Arnfred til TV 2 Kosmopol.

Han håber fortsat på, at knallerter på et tidspunkt bliver omfattet af miljøzonekravene.

Tak til Sigurd Arnfred for spørgsmålet!

Hvis du også går og undrer dig over noget, som vi kan undersøge journalistisk, så skriv dit spørgsmål i boksen nedenunder:


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik