16 passagerer på fly fra Pakistan til København smittet med coronavirus

I alt 18 personer med relation til en flyafgang fra Islamabad 6. juni er testet positiv for corona.

18 personer med relation til et fly fra Islamabad til København 6. juni er blevet konstateret smittet med coronavirus, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

16 af de 18 smittede var selv om bord på flyet. De sidste to er nære kontakter til de smittede, der efterfølgende er blevet testet positiv.

Fire personer vurderes at have været smitsomme, mens de befandt sig ombord på flyet.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan ikke udelukke, at der konstateres flere smittetilfælde med relation til flyrejsen:

- Sagen illustrerer med al tydelighed, at det er ufatteligt vigtigt, at vi fortsat passer på os selv og hinanden ved at følge anbefalingerne om at holde afstand, have god hygiejne og lade os teste, siger Anette Lykke Petri, overlæge og konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, i en pressemeddelelse.

Uvist om smittede er i Danmark

Tirsdag fortalte styrelsen første gang, at der var bragt smitte til Danmark fra flyet fra Pakistan.

Her fortalte styrelsen, at der var tale om flynummer PK8771 fra Islamabad, der landede i Københavns Lufthavn den 6. juni. Der var 318 passagerer om bord.

Det er ikke oplyst, om de smittede fortsat befinder sig i Danmark, da det er personfølsomme oplysninger.

Men Styrelsen for Patientsikkerhed oplyste tirsdag, at de smittede har været med flyet med henblik på indrejse i Danmark. Styrelsen har ikke villet oplyse, om der er tale om danske eller udenlandske statsborgere.

Alle passagerer, der har været om bord på flyet, opfordres til at være særligt opmærksomme på symptomer på coronavirus.

Hvis man har mistanke om, at man kan være smittet, anbefales det, at man isolerer sig og booker tid til en test eller kontakter sin læge. Det er dog vigtigt, at man ikke møder uanmeldt op hos lægen.

Generelt har myndighederne kraftigt opfordret til, at danskere, der vender hjem fra udlandet, isolerer sig i 14 dage.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik