Oversigt

Seneste nyt

Lufthavn forventer forsinkelser, der vil påvirke 50.000 mennesker

I de seneste uger har Københavns Lufthavn været ramt af et massivt antal forsinkelser. Men lørdag og søndag så det lidt bedre ud. Mandag er lufthavnen voldsomt ramt igen.

Københavns Lufthavn forventer forsinkelser mandag, der vil påvirke knap 50.000 passagerer. Det skriver lufthavnen i en mail til Ritzau.

- I dag har vi i løbet af formiddagen haft forsinkelser på op til 30 min. Fra kl. 16 forventer vi yderligere forsinkelser resten af dagen og aftenen, som vil påvirke omkring 350 fly.

- Der er risiko for forsinkelser på op til to timer, men vi regner med et gennemsnit på forsinkelser på 45 minutter, lyder det fra trafikchef i lufthavnen.

Tirsdag brød forhandlinger mellem flyvelederne, som er organiseret i den faglige forening Datca, og Naviair sammen.

Naviair ønsker blandt andet, at medarbejderne tager ekstravagter.

Lørdag var 1500 passagerer påvirket af forsinkelser, og søndag har der indtil klokken 13 kun været "ganske få forsinkelser", lyder det.

Til sammenligning var knap 130.000 passagerer påvirket af enten forsinkede flyafgange- eller ankomster fra mandag til fredag.

Alene torsdag var 38.400 passagerer ramt.