Ni medarbejdere og fire patienter på hospital smittet med coronavirus

De smittede udviste ingen eller lette symptomer på coronavirus, oplyser hospitalet til TV 2.

Ni medarbejdere og fire patienter er blevet testet positiv for covid-19 på hæmatologisk afdeling i Roskilde.

Det fortæller den lægefaglige vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, Jesper Gyllenborg, til TV 2.

De patienter, der har fået konstateret covid-19, er blevet flyttet fra hæmatologisk afdeling, der blandt andet behandler lymfekræft, leukæmi, knoglemarvskræft og godartede blodsygdomme, til en corona-afdeling.

Hospitalet blev opmærksom på problemet i slutningen af sidste uge, da tre medarbejdere blev testet positiv for covid-19 "uden for arbejdsrammerne".

Det fik hospitalet til at reagere.

- Vi blev derfor nødt til at sikre os, at det her ikke havde større omfang på afdelingen. Derfor iværksatte vi den udbrudshåndtering, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, og gik i gang med at teste alle på afdelingen, fortæller Jesper Gyllenborg til TV 2.

Ingen eller lette symptomer

Alle ansatte og indlagte på afdelingen blev testet fredag. Senere samme dag kom resultatet. I alt var ni fra personalegruppen og fire patienter smittet.

- Kun en eller to havde lette symptomer på covid-19. Ingen var og er alvorligt syge, siger Jesper Gyllenberg.

Hospitalet har nu skærpet anvendelsen af værnemilder, så der ikke sker yderligere smitte mellem personale og patienter.

- Derudover har vi sikret os, at de patienter, der nu kommer ind, ikke kommer i kontakt med de patienter, der var der i forvejen, fortæller Jesper Gyllenberg.

Fredag vil hospitalet teste alle medarbejdere og patienter igen for at sikre sig, at smitten er under kontrol.

Der vil komme 'miniudbrud'

I forbindelse med et coronaudbrud på Vejle Sygehus tidligere i maj, hvor 21 blev testet positiv for covid-19, udtalte virusforsker Søren Riis Paludan fra Aarhus Universitet til Vejle Amts Folkeblad, at det var vanskeligt at undgå smitte situationer som den.

- Det vil vi opleve flere tilfælde af de kommende måneder. Vi har styr på epidemien, men der vil komme flere miniudbrud, lød det fra Søren Riis Paludan.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik