Porsche og traktor: Massivt hærværk på Hedeland skibakke

Skibakken i Hedeland har været udsat for et spektakulært hærværk, som involverer en Porsche og en traktor.

Søndag morgen klokken 6.30 dukkede billygterne op på toppen af skibakken i Hedeland. Det skriver DAGBLADET Roskilde/sn.dk.

Få øjeblikke senere kører det, som ifølge næstformand i Roskilde Skiklub, Mads Bondo, grangiveligt ligner en sort Porsche Panamera ned ad skibakken og direkte ind i den store bunke sne, som fortsat ligger på skibakken, og her sidder bilen så uhjælpeligt fast. 

Drønede forvirret rundt

Det er begyndelsen på et noget spektakulært hærværk, som har ødelagt skibakken i Hedeland for et anseeligt beløb.

- Vi kan se på overvågningsbillederne, at to personer noget forvirrede drøner rundt om bilen i sneen og prøver at finde en løsning på det problem, de har skabt for dem selv, siger Mads Bondo.

Omkring klokken 7.20 søndag morgen tages der så hul på næste kapitel, som kan ende med at blive en dyr historie for skiklubben.

Traktor dukkede op

- Ud over toppen på skibakken kommer en rød traktor, som begynder at arbejde på at trække Porschen fri. Traktoren kører noget rundt på bakken, inden det lykkes. Den forsvinder på et tidspunkt bag bakken og dukker så op på toppen og kører igen en tur ned, forklarer Mads Bondo. 

Til sidst får traktoren trukket Porschen fri, og de to kører forbi klubhuset i bunden af bakken, da de lister af omkring klokken 8.30.

De to har efterladt sig noget særdeles synlige og dybe hjulspor i bakken, som lige p.t. er meget sumpet, ikke mindst fordi den store bunke sne midt på bakken fortsat afgiver anseelige mængder væske til bakken.

- Der er mange hundrede meter hjulspor rundt på bakken, siger Mads Bondo, som frygter en regning for udbedring af skaderne på omkring 50.000 kroner.

- Har aldrig set noget lignende

- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg forstår ikke, hvad der går gennem hovedet på folk, som gør sådan noget. Finder vi dem ikke, så er der kun vores kasse, der kan betale. Så må vi finde pengene i dem, vi har tjent ved, at vores mange frivillige har holdt åben på skibakken i vintersæsonen, siger Mads Bondo.

Traktoren er rød, med lyse eller hvide fælge, og den har en stor sort klods bagpå. Sagen er for længst anmeldt til Københavns Vestegns Politi, og skibakken ligger inde med mere og bedre billedmateriale end det, Dagladet har fået lov at se.

- Det har vi naturligvis givet til politiet i håb om, at vi kan finde de skyldige, siger Mads Bondo.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik