"120 L beholder til haveaffald er ikke en godkendt beholder og vil ikke blive tømt. Du kan læse om afhentning af haveaffald på www.ballerup.dk."
Den besked modtog villaejere i Ballerup mandag, og det førte til, at kommunens hjemmeside blev lagt ned i et par timer.
- Det skabte et ramaskrig. Problemet er, at mange ikke ved, om deres affaldsbeholder er en 120 liters, og der er ikke blevet tømt haveaffald siden november (red. da haveaffaldssæsonen er fra 1. marts til 30. november), så det har jo hobet sig op, fortæller Hella Hardø Tiedemann (S), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup.
For et par år siden skiftede Ballerup affaldssystem, hvor man gik fra, at villaejere skulle have en model, der kan rumme 120 liter, til en model, der i stedet kan rumme 140 liter.
Men de gamle 120 liters beholdere er stadig blevet tømt - lige indtil mandag, hvor renovatører fra Vestforbrænding fejlagtigt vurderede, at de gamle beholdere ikke længere skulle tømmes.
Derfor modtog villaejere en forkert besked fra Vestforbrænding.
Fra Vestforbrænding lyder det, at der er sket en kommunikationsfejl, og derfor har Vestforbrænding nu sendt en ny SMS til de berørte borgere om, at de skal se bort fra beskeden mandag.
120 liters beholderne vil blive tømt fremadrettet, og dem der ikke har fået tømt deres 120 liters affaldsspande i starten af ugen, får tømt dem torsdag eller fredag i stedet.