Kristine tjener penge på at leve billigt

Kristines familie på fire klarer sig for 1000 kroner om ugen til mad, shampoo, toiletpapir, tandpasta og bleer. Vi bad hende købe aftensmad for 50 kroner.

Uden tøven nikker hun ja til udfordringen.

- Ja, det kan jeg godt, smiler Kristine, da vi spørger om hun kan give tre eksempler på aftensmad til to voksne og to børn for bare 50,- kroner i alt per måltid.

I et af Helsingørs mange discountsupermarkeder begynder Kristine med det samme at bevæge sig hjemmevant rundt i gangene og på under ti minutter har hun fyldt varerne i indkøbsvognen.

Hvilke aftensmadsmåltider, hun kan diske op med, vil vi vende tilbage til. 

quote Min opfattelse er, at der er rigtig mange, der bruger mere, end de har lyst til at bruge

Kristine Melgaard-Mani, Indehaver, Familieliv på budget

Kristine Melgaard-Mani har stor succes med sine mange sparetips og forslag til madplaner på Instagram, og hun har netop udgivet bogen "Familieliv på budget".
Kristine Melgaard-Mani har stor succes med sine mange sparetips og forslag til madplaner på Instagram, og hun har netop udgivet bogen "Familieliv på budget".
Foto: Morten Bisgaard Christensen / TV 2 Kosmopol

Elsker at putte penge i forskellige kasser

Kristine har haft det med sig helt fra barnsben, og det er fortsat, som årene er gået.

- Jeg har altid været sådan fascineret af det her med penge og hvordan man kan tjene dem. Faktisk ikke så meget, hvor meget man kan tjene, men mere hvordan man kan prioritere de penge, man tjener, siger Kristine, som i denne uge har udgivet bogen "Familieliv på budget".

- Min opfattelse er, at der er rigtig mange, der bruger mere, end de har lyst til at bruge. Altså som hellere vil bruge pengene på noget andet end bare indkøb.

Hun er uddannet med speciale i revision og har arbejdet som selvstændig bogholder, inden hun for tre år siden sagde sit job op for at hjemmepasse sin søn.

- Da den periode så var slut, valgte jeg så at starte op som selvstændig igen, men denne her gang faktisk som influencer, siger hun. 

Overblik er første forudsætning for en stramt styre husholdning, siger Kristine.
Overblik er første forudsætning for en stramt styre husholdning, siger Kristine.
Foto: Morten Bisgaard Christensen / TV 2 Kosmopol

quote Jeg tror, jeg har fået succes, fordi jeg har taget det ned på et hverdags-niveau, hvor de fleste kan være med

Kristine Melgaard-Mani, Indehaver, Familieliv på budget

Folk elsker Kristines spareøvelser

Tingene tog fart, da Kristine på Instagram begyndte at dele tips og tricks og alverdens spareråd, opskrifter og detaljerede madplaner til sund og meget billig mad.

I dag er der knap 100.000, som på de sociale medier og hendes hjemmeside følger opslagene med madplaner og alverdens sparetips.

I sagens natur er det interessant for mange virksomheder at samarbejde med Kristine, og hun tjener derfor penge på at lave reklame.

Hvordan lyder dit bud på, at du har fået så stormende en succes?

- Jeg tror, jeg har fået succes, fordi jeg har taget det ned på et hverdags-niveau, hvor de fleste kan være med. Og det er alt fra opskrifter på billige morgenboller, man kan bage derhjemme, tip til legepladser, man kan besøge rundt omkring i Danmark, forslag om at holde hjemmebiograf med sine børn eller opfordringen til at købe den tandpasta, der kun koster fire kroner, men samtidig lever op til Tandlægeforeningens anbefalinger. 

Opskrifterne i Kristines bog er baseret på, at man kan købe alle varer i et discountsupermarked og ikke skal halse rundt efter tilbud en række forskellige steder.
Opskrifterne i Kristines bog er baseret på, at man kan købe alle varer i et discountsupermarked og ikke skal halse rundt efter tilbud en række forskellige steder.

quote Investeringer for kvinder eksploderer helt vildt i øjeblikket. Specielt med alle de influencere og virksomheder, der har fokus på kvinder, økonomisk ligestilling og at kvinder skal gå op i økonomi

Benedikte Løje Nielsen, Forperson, Kvindeøkonomien

Budget har givet overskud til at investere

Bæredygtighed og bevidstheden om, hvordan man bruger sine penge og får mest muligt ud af dem, har også betydet, at Kristine er begyndt at investere.

- Det er egentlig noget, jeg har drømt om at gøre i mange år men afholdt mig fra, fordi jeg synes, det har været for uoverskueligt. Nu følger jeg en del kvindelige profiler på Instagram, som netop italesætter det her med investering, og det har inspireret mig rigtig meget til selv at komme i gang, siger Kristine.

Øget bevidsthed og fokus på budgetter, stram økonomistyring og investering spreder sig rent faktisk som ringe i vandet blandt kvinder.

Det siger Kvindeøkonomien, en 10 år gammel interesseorganisation, som arbejder for at sætte økonomi på ligestillingsdagsordenen:

- Det eksploderer helt vildt i øjeblikket. Specielt med alle de influencere og virksomheder, der har fokus på kvinder, økonomisk ligestilling og at kvinder skal gå op i økonomi, siger forpersonen i Kvindeøkonomien, Benedikte Løje Nielsen.

Kristine er jo helt nede i detailstyringen i forhold til madplanlægning og har en kæmpe følgerskare på eksempelvis Instagram. Hvad kan det skyldes?

- På madplans-niveau og på det helt hverdagsøkonomiske niveau er det noget, som de fleste kan relatere til. Vi går alle sammen i supermarkedet, og vi skal alle sammen lave mad. Og hvis du har et budget, som du ser, at du kan skrue lidt på, og spare nogle penge, jamen så er det jo første skridt på rejsen til, at du kan blive en lille smule mere økonomisk fri, og dermed spare op eller investere i noget andet, siger Benedikte.

Øget bevidsthed og fokus på budgetter og investering er mere populært blandt kvinder end nogensinde før, siger forperson i Kvindeøkonomien, Benedikte Løje Nielsen.
Øget bevidsthed og fokus på budgetter og investering er mere populært blandt kvinder end nogensinde før, siger forperson i Kvindeøkonomien, Benedikte Løje Nielsen.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Kosmopol

Et hav af sparetips

Og hvad er så Kristines bedste spareråd? 

Nogle af dem lyder sådan her:

Undgå impulskøb.

Sammenlign kilopriser på dine madvarer.

Frys varer som grøntsagsrester, hvidløg og parmesanost ned i portioner, mens varerne er friske.

Put rødvinsrester i isterningebakker til gryderetten.

Køb toiletpapiret i byggemarkeder for at få dobbelt så meget for pengene.

Og da vi efter endt indkøbstur kigger ned i indkøbsvognen, står det klart, at Kristine ingen problemer har med udfordringen om et aftensmåltid for fire til blot 50 kroner i alt.

Første eksempel består af linsepandekager med bønner,  grøn salat og cremefraiche-dressing.

Andet eksempel er burgere med falafelbøf, salsa, agurk og tomat.

Tredje eksempel er spaghetti med blomkål og bacon.

Hvad har det her projekt med spareøvelser og stram budgetplanlægning betydet for jeres familie?

- Overskud på kontoen og mere frihed til at kunne arbejde mindre og være mere sammen med vores børn, slutter Kristine.

Jacob Mark Thumpnail
Serie

Anbefalet

Udvalgte indslag fra TV 2 Kosmopol. 

 Se serien her

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik