"Jeg er meget stolt af det": Unge spreder stemning med fotos på Brøndby Strand Station

Med udstillingen viser de unge en side af dem selv, som handler om styrke og naturlig skønhed og om at være stolt af at være den, man er.

Når man ankommer til Brøndby Strand Station får man sig for tiden en lidt anderledes oplevelse. I stationens gangtunnel har unge nemlig udsmykket væggen med fotografier, de selv har taget. 

20-årige Elizabeth Appiah, der oprindeligt kommer fra Ghana, har stået model til alle fotografierne, og udstillingen er også hendes idé.

- Jeg vil gerne inspirere andre sorte kvinder, især unge, sorte kvinder, til at have løst hår og få fletninger, når de har lyst til det, siger Elizabeth Appiah, der har boet i Danmark i to år.

- Det her er faktisk et forsøg på at hjælpe folk til at opbygge selvtillid og bare gøre, hvad de har lyst til med deres hår, fortsætter hun.

Professionelle kunstnere underviser

Fotoudstillingen består af et kæmpefotografi på cirka 30 gange to meter sat sammen af flere fotos. På billederne er det Elizabeths Appiahs lange fletninger, der er i fokus.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Værket er sammensat af flere fotografier og fylder 30 gange to meter.
Værket er sammensat af flere fotografier og fylder 30 gange to meter.
Foto: Lone Silberbrandt/TV 2 Kosmopol

Det er fætrene Osman og Yassir Zikerten Kart på henholdsvis 11 og 10 år, der har stået bag kameraet. 

- Det var sjovt at tage billederne, men det var rigtig koldt, for det var i februar, forklarer Osman Zikerten Kart.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Fætrene Osman og Yassir Zikerten Kart har taget billederne til udstillingen.
Fætrene Osman og Yassir Zikerten Kart har taget billederne til udstillingen.
Foto: Lone Silberbrandt/TV 2 Kosmopol

Drengene har sammen med Elizabeth og et par hundrede andre unge fra Brøndby fået hjælp af professionelle kunstnere på Turning Tables - en organisation, der introducerer fotografi, film, kunst og musik til børn og unge.

Martin Højland er direktør og medstifter af Turning Tables i Danmark.

- Det er supervigtigt for os, at de voksne, de møder, er sindssygt dygtige til at hjælpe de unge på vej i kunstneriske færdigheder, forklarer Martin Højland.

- Vi oplever, at de her børn og unge har brug for at mærke, at det her, det kan noget, og det er noget, de kan tage med hjem og vise til deres familie og venner, fortsætter direktøren.

Unge udfordres på kreativitet i Turning Tables 

Turning Tables har arbejdet med unge i Brøndby Strand siden 2018.

Osman Zikerten Karthar været med i tre år - han laver musik og fotograferer, men det var ikke kunsten, der trak i første omgang.

- Der var en pige, jeg kunne lide og hun sagde, hun gik et sted, der hed Turning Tables, siger Osman.

- Så sagde jeg: "Hvorfor går jeg ikke dér? Det kunne da være sjovt."

Så startede jeg og begyndte at fotografere og lave sange med mine venner, fortæller Osman.

quote Det er virkelig en fantastisk følelse at se mine billeder her på stationen

Elizabeth Appiah, studerende, Brøndby Strand

For Elizabeth betød mødet med Turning Tables en mulighed for både at tage billeder og lave film.

- Da jeg mødte dem, var jeg så glad for at starte noget nyt sammen med dem, forklarer Elizabeth.

- Det hele handlede om at bruge et kamera, og jeg var vant til kun at tage billeder med min telefon, forklarer hun videre.

Danmarks første kulturlaboratorium for børn og unge

I denne uge forbereder børn og unge fra Turning Tables i Brøndby sig på en stor åbningsfest.

På lørdag åbner organisationen nemlig Danmarks første kulturlaboratorium i et alment boligområde her i Brøndby.

I følge direktør og medstilfter af Turning Tables, Martin Højland, er forskellen på Turning Tables og andre tilbud til børn og unge er ganske enkel. Han forklarer, at mange fritidsaktiviteter til børn og unge forsøger at flytte barnet og den unge til aktiviteten. 

- Det, vi har gjort her, er at flytte aktiviteten og en del af vores organisation ind midt i boligområdet, hvor de unge er. Det betyder, at der kommer mange børn og unge, der kan opbygge et lokalt ejerskab, fortæller Martin Højland.

En fremtid som sygeplejerske

Elizabeth Appiah, der er i gang med en forberedende grunduddannelse, vil gerne være sygeplejerske og drømmer også om at kunne fortsætte med både film og fotografi.

Men lige nu nyder hun bare at være stolt af udstillingen under Brøndby Strand Station.

- Jeg er så lykkelig over det, fordi der kommer en masse mennesker forbi hver dag, siger hun med et stort smil.

- Det er virkelig en fantastisk følelse at se mine billeder her på stationen, så det er jeg meget glad for.

- Hvorfor er det så fantastisk?

- Fordi det er ikke alle, der får muligheden for at udstille på den måde. Det er virkelig alle tiders at få lov til det, og jeg er meget stolt af det, slutter Elizabeth Appiah.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik