En lille ø i en sø blev i dag undersøgt nærmere af Københavns Vestegns Politi i sagen om Herlev-drabet.
En gummibåd fra Beredskab Øst blev i dag bragt til Elverparken i Herlev, hvor den 32-årige Louise Borglit i fredags blev fundet dræbt af adskillige stik fra knivlignende våben, mens hun luftede sin søsters golden retriever.
Båden skulle bruges til at fragte politi og hunde ud til en ø i en lille sø i Elverparken. Det kan være svært at komme frem til søen, fordi der er adskillige meter fra det sted, hvor broen ender og til selve øen.
- Politifolk med hunde er blevet sejlet i gummibåden over til øen, fortalte Ekstra Bladets udsendte mand på stedet til Ekstra Bladet.
Københavns Vestegns Politi kan dog endnu ikke komme med yderligere oplysninger om årsagen til ø-undersøgelserne og resultaterne her fra.
Politiet leder efter gerningsvåbnet
Den 32-årige makeup-konsulent, Louise Borglit, var gravid i syvende måned. Hun blev dræbt med adskillige stik fra et knivlignende våben under gåturen i Elverparken.
Henover weekenden og i går mandag har politiet undersøgt området for yderligere spor og gerningsvåben. Blandt andet er droner taget i brug for at opmåle gerningsstedet.
Politiet har også undersøgt gerningsstedet for spor eller genstande, som kan være vigtige i sagen.
Vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi oplyser her til aften til TV 2 Lorry, at der først vil komme nyt om dagens undersøgelser onsdag morgen.