Kvinde sigtet for terror: Men hendes familie må ikke vide, hvad hun er mistænkt for

To unge kvinder og en mand på 58 får onsdag forlænget varetægtsfængslingen frem til 24. april. Retsmøderne foregår i dyb hemmelighed.

I en sag om formodede terrorplaner kritiserer en af de varetægtsfængsledes forsvarere onsdag i et retsmøde på Frederiksberg, at sagen efter mere end tre måneders forløb fortsat er helt mørklagt.

De såkaldt dobbeltlukkede døre betyder, at sigtelserne ikke må kendes af offentligheden.

- Det er problematisk, at man synes, der skal være så meget hemmelighedskræmmeri, siger advokat Mette Grith Stage.

Hun forsvarer en fængslet 21-årig kvinde. Retsmødet ender med, at hun skal blive i cellen i yderligere fire uger. Det samme gælder en anden ung kvinde på 20 år og en 58-årig mand.

Fra en videoforbindelse til Horsens forklarer advokaten, at det er svært for hende at håndtere situationen, hvor hun ikke må fortælle kvindens familie, hvad politiets beskyldning går ud på.

De dobbeltlukkede døre begrundes med hensynet til politiets efterforskning.

Det var midt i december, at PET og flere politikredse gik i aktion. Anholdelserne skete ved femtiden om morgenen. Den ene kvinde var dog på ferie i udlandet og blev først pågrebet ved hjemkomsten til Danmark.

Tidligere har PET og en anklager sagt, at sagen har tråde til bandemiljøet. Den palæstinensiske gruppe Hamas spiller ifølge myndighederne en rolle i sagen.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik