Zoo-direktør er rystet: "Hvordan kan storcentre åbne, når vi ikke kan?"

Københavns Zoo er ikke med i denne fase af genåbningen efter corona-krisen. Direktøren er rystet og fortæller, at det i værste konsekvens kan betyde, at man må "reducere i antallet af dyr".

- Jeg er fuldstændig rystet og skuffet. Det er nok de ord, der dækker det bedst lige nu. Jeg forstår ikke de prioriteringer her.

Sådan lyder det fra Københavns Zoo's administrerende direktør Jørgen Nielsen, da TV 2 Lorry fangede ham efter Mette Frederiksens pressemøde om fase to af genåbningen af Danmark.

Her lød det, at kun zoologiske haver, som man kunne køre med bil igennem, måtte genåbne i denne fase.

Til gengæld besluttede man blandt andet at genåbne storcentre, restauranter og  at åbne op for de ældste klasser.

- Vi har jo 40.000 udendørs kvadratmeter. Hvorfor må vi så ikke åbne, når et storcenter må?, siger han til TV 2 Lorry.

Der er fortsat et forsamlingsforbud på 10 personer i mindst en måned endnu.

Klar til gæster fra mandag

Københavns Zoo var ellers klar til at genåbne fra mandag - og de seneste dage har man hevet ekstra mandskab på arbejde for at gøre en åbning sundhedsmæssig forsvarlig, lyder det fra direktøren.

quote Hver dag, der er lukket, koster vi 650.000 kroner i tabt drift. Jeg ved ikke, hvor jeg skal få de penge fra. Vi kan ikke slukke for strømmen ligesom storcenterene kan. Vi har jo dyr, vi skal passe.

Jørgen Nielsen, administrerende direktør i Københavns Zoo

- Vi har lavet gange med ensretnng. Der er opsat festivalhegn og sørget for at man kan afstandsbedømme. Der er gjort alle tænkelige tiltag for at sikre vores gæster. Vi er gået længere end sundhedsmyndighedernes anbefalinger, siger han.

For hver dag den zoologiske have holder lukket, gør det ondt på Zoo's pengepung.

- Hver dag, der er lukket, koster vi 650.000 kroner i tabt drift. For hver time vi fortsat holder lukket, bliver det værre. Jeg ved ikke, hvor jeg skal få de penge fra. Vi kan ikke slukke for strømmen, ligesom storcentrene kan. Vi har jo dyr, vi skal passe, siger han.

"I værste fald må vi reducere dyrebestanden"

Københavns Zoo har sammen med de andre zoologiske haver i Danmark fået del i den hjælpepakke på 48 millioner fra Kulturministeriet, der skal sikre, at dyrene fortsat kan blive passet, og at de ansatte kan få løn, mens der ikke er besøgende i parkerne.

Men alligevel fortæller Jørgen Nielsen, at han ser frem mod et stort underskud, der bare bliver større, så længe Zoo ikke åbner.

quote Det betyder, at vi skal have færre dyr, og hvilke andre zoologiske haver tror du, vil tage imod dem lige nu.

Jørgen Nielsen, administrerende direktør i Københavns Zoo

- Selv med alle hjælpepakker kigger vi mod et underskud på 50 millioner for driftsåret. Vi har en egenkapital på 40 millioner, men det er væk i starten af efteråret. I værste fald må vi reducere i vores dyrebestand.

Betyder det, at I skal aflive dyr?

Jeg vil ikke være så voldsom i min retorik. Det betyder, at vi skal have færre dyr, og hvilke andre zoologiske haver tror du, vil tage imod dem lige nu?

Behøver krisemøde

Jørgen Nielsen efterspørger nu et krisemøde med medlemmer af regeringen.

Jørgen Nielsen er administrerende direktør i Københavns Zoo. Han er rystet over, at Zoo ikke er med i denne fase af genåbningen.
Jørgen Nielsen er administrerende direktør i Københavns Zoo. Han er rystet over, at Zoo ikke er med i denne fase af genåbningen.
Foto: Pressefoto

- Jeg har behov for et krisemøde med erhvervs-, kultur- eller statsministeren som det første i næste uger. De sidste 14 dage har vi forsøgt os med pæne henvendelser og breve. Hvis det er kvitteringen, så kan jeg ikke blive mere personligt skuffet.

- Det vigtigste, vi skal snakke om, er den hjælpepakke. Den rækker ikke. Ellers kan jeg ikke se mig ud af det her, siger han.

Men der kommer jo også en fase tre og fire af genåbningen. Hjælper det ikke, hvis I kan åbne op i måske juni?

- Vi har allerede misset påsken og maj måned, der er store indtjeningsdage. Heller før end senere er selvfølgelig en fordel, men når vi på denne her måde er sat af perronen, så er jeg ikke særlig optitmisk. Jeg kan ikke se, hvem der skal tage vores underskud lige nu, siger han.

Zoologisk Have har været lukket siden den 18. marts. I slutningen af april bekendtgjorde samtlige zoologiske haver, at man åbnede igen den 1. maj, da Rigspolitiet havde opdateret sine retningslinjer.

Det blev efterfølgende kritiseret af erhvervs- og justitsministeren, og så ændrede Rigspolitiet sine retningslinjer. Zoo trak dermed planerne om genåbning tilbage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik