Anklager kræver syv års fængsel til teenagere for drab på familiefar

Den 5. marts 2022 blev en 52-årig familiefar udsat for et overfald, der kostede ham livet. Nu kræver anklageren, at de tiltalte idømmes mindst syv års fængsel.

Det var en tidlig morgen 5. marts.

52-årige Kim Larsen var på vej hjem fra byen efter en fejring af en FCK-sejr.

På AC Hansensvej i Frederikssund blev han overfaldet af to dengang 17-årige drenge. Han blev slået og sparket i sådan en grad, at han til sidst døde af sine kvæstelser.

De to 17-årige drenge er siden blevet tiltalt for at slå og sparke ham til døde.

Nu er de fyldt 18 år, og står det til senioranklager Martin Vedel Stassen, skal de tilbringe en stor del af deres fremtid bag tremmer.

Ved Retten i Hillerød argumenterede han tirsdag for en dom på mindst syv år til de to teenagere. 

- Det er min påstand, at de to herrer handlede i forening og skal dømmes herfor, siger Martin Vedel Stassen i proceduren.

De unge mænd på anklagebænken sidder med en seriøs mine og sender indimellem et blik mod nogle af deres pårørende, der sammen med Kim Hansens pårørende udfylder samtlige siddepladser i retslokalet, skriver Ritzau.

Sagen kort fortalt

De to nu 18-årige drenge har ved et tidligere retsmøde forklaret, at de den nat var taget tilbage til Frederikssund efter en aften i byen. Her blev de enige om, at de ville hente noget MDMA, som en bekendt havde gemt til dem ved supermarkedet Lidl.

Samtidig var Kim Hansen på vej hjem fra byen efter en fejring af en FCK-sejr. Han fik øje på de to teenagere, der rodede rundt ved butikken og fik ifølge de tiltaltes forklaring den opfattelse, at de var i færd med at begå indbrud i butikken.

Det førte til mundhuggeri, som udviklede sig til et overfald på Kim Hansen, der efterfølgende kostede ham livet.

Efter det brutale overfald på Kim Hansen samledes 2.500 borgere fra Frederikssund sig i et fakkeltog til ære for den dræbte.

I maj kunne TV 2 Lorry fortælle, at der har fundet minimum otte voldshændelser sted i kommunen de seneste 14 måneder.

Erkender grov vold, men nægter sig skyldig i tiltale

Den ene af de tiltalte har erkendt grov vold ved at sparke Kim Hansen to gange i hovedet, mens han lå ned.

Selve tiltalen nægter han sig dog skyldig i, da han ikke kan erkende volden, som den er formuleret i anklageskriftet.

Den anden har erkendt at have slået Kim Hansen en enkelt gang og vil frifindes, da han ifølge eget udsagn handlede i nødværge.

Hans medtiltalte forklarede dog under grundlovsforhøret, at han ikke kun slog. Ifølge kammeraten trampede han Kim Hansen fire til fem gange i ansigtet.

Det har de dog siden nægtet i retten.

Martin Vedel Stassen mener alligevel, at retten bør lægge det til grund.

- Mens Kim ligger ned, får han spark og tramp i ansigtet. Det har de tiltalte forklaret under grundlovsforhøret - og lidt mindre her i retten, siger han.

Et vigtigt element i sagen er flere Snapchat-videoer, som de to tiltalte har filmet med deres telefoner forud for overfaldet.

Her ses det blandt andet, at Kim Hansen skubbes flere gange. De tiltalte har forklaret, at han inden videoerne havde ageret aggressivt over for dem.

- Vi ved ikke, hvad Kim Hansen tænkte i situationen, men på videoen og under alarmopkaldet forholder han sig mere roligt, end de fleste andre ville have gjort, siger Martin Vedel Stassen.

Det er uvist, hvornår dommen falder.

TV 2 Lorry var til stede ved mindehøjtideligheden for den afdøde i marts i Frederikssund, hvor 2.500 mennesker var mødt op. Se indslaget herunder:

2.500 mennesker deltog i fakkeltog i Frederikssund til ære for den 52-årige mand, der mistede livet den 5. marts i et brutalt overfald.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik