Sjælden statue kan være på vej: ”Det er kontroversielt, fordi det er en kvinde”

Der kan være tale om den 37. rytterstatue af en kvinde på verdensplan, hvis kunstprojekt i Frederikssund bliver til virkelighed.

En konge på en hest.

Det er det, der oftest er afbilledet, når der er blevet lavet en såkaldt rytterstatue i Danmark.

På Amalienborg Slotsplads, Kongens Nytorv og Sankt Annæ Plads troner majestætiske statuer af tidligere konger frem i bybilledet.

Men i Frederikssund Kommune er der lige nu planer om at rejse en stor rytterstatue af en kvinde, nemlig grevinde Danner, anden hustru til kong Frederik den syvende og grundlægger af Dannerhuset.

- Hun var en stærk kvinde og betød meget for området, hvor hun også red rundt, så det giver god mening, at hun får en rytterstatue, fortæller Lone Terp, der er en af initiativtagerne bag projektet.

En rytterstatue af en kvinde er en sjældenhed. Faktisk findes der kun 36 kvindelige rytterstatuer i verden.

Artiklen fortsætter efter billedet

Skitse til rytterstatuen af Grevinde Danner.
Skitse til rytterstatuen af Grevinde Danner.
Foto: Privatfoto


- Det er kontroversielt, fordi det er en kvinde, men det er også derfor, det er vigtigt.

- Rytterstatuer er næsten altid af mænd, men hun skal ikke se for maskulin ud. Hun skal for eksempel sidde i damesaddel, sådan som kvinder gjorde dengang, siger Lone Terp.

Planen er, at statuen skal stå på en syv meter lang sokkel og rage tre meter op i vejret. Materialet er endnu ved at blive bestemt, ligesom der stadig arbejdes på skitser af, hvordan den endelige statue skal se ud. 

Statuen skal laves af den lokale kunstner Daniel Hugo.

Personlig betydning

Grevinde Danner boede på Jægerspris Slot, som hun testamenterede til fattige piger. Efter hendes død blev der oprettet et børnehjem.

For Lone Terp har grevinde Danner en helt særlig betydning. Hun har nemlig selv boet på børnehjemmet fra hun var tre år og til hun var ni år gammel, og besøgte stedet sammen med sine søskende hver sommer til hun blev femten år.

Artiklen fortsætter efter billedet

Grevinde Danner.
Grevinde Danner.
Foto: Nf/Ritzau Scanpix

- Jeg er selv vokset på noget af min barndom på det sted, og jeg ved ikke, hvad der var sket med mine søskende eller jeg uden det børnehjem, siger hun.

Derfor er det også vigtigt for Lone Terp, at der kommer til at være børn et sted på statuen. 

- Lige nu ser vi på, om der kan laves nogle relieffer af børn på den her stensokkel.

Skal indsamle tre millioner

Projektet om en rytterstatue af grevinde Danner er netop blevet bevilget 50.000 kroner af Frederikssunds Kommune. Der skal dog rejses cirka tre millioner, før det kan blive en realitet.

Udover Lone Terp og Daniel Hugo er byrådsmedlem Michael Tøgersen (V) og Marie Laulund, museumsleder på Jægerpris Slot, der tilhørte Grevinde Danner, også med i projektet.

Drømmen er, at statuen kan stå klar til næste år ved 150 årsdagen for Grevinde Danners død.

- Der bliver også lavet en skulptur i København i den forbindelse, men vi synes hun hører til i vores område, siger Michael Tøgersen.

Gruppens forslag er, at den skal stå på en gammel Shellgrund for enden af Færgevej og Willumsensvej.

- Der kommer rigtig mange gående, cyklende og kørende forbi, som kan se hende hver dag, siger Lone Terp.

Det er dog endnu ikke taget en beslutning om præcist, hvor statuen skal stå. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik