De Radikale går hele to mandater tilbage i Københavns Storkreds og det ene der er tilbage går sandsynligvis til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, Manu Sareen.
Det betyder farvel til tidligere SF-minister Ida Auken og til den radikale miljøordfører Lone Loklindt.
SF taber også to ud af tre mandater i København og det ene tilbageværende går sandsynligvis til partiets formand Pia Olsen Dyhr. Dermed farvel til bl.a. Özlem Cekic.
De Konservative mister deres ene mandat i storkredsen, og det betyder farvel til partiets tidligere formand og minister gennem mange år Lars Barfoed.
Venstre mister også et af tre mandater i storkredsen og har dermed to tilbage. Det ene går sandsynligvis til Søren Pind. Fintællingen i morgen vil vise om det bliver Martin Geertsen eller Jan E. Jørgensen, der må vinke farvel til Folketinget.
Liberal Alliance vinder endnu et mandat og har nu to i storkredsen. Det ene går højst sandsynligt til Simon Emil Ammitzbøll.
Alternativet får to mandater i København Storkreds og partiets stifter og formand Uffe Elbæk kan tage en partifælle herfra med sig ind i Folketinget.
Socialdemokraterne går et mandat frem til fire i storkredsen. Det ene af dem tilfalder højst sandsynligt Helle Thorning-Schmidt.
Dansk Folkeparti bevarer partiets to mandater og Enhedslisten sine tre.