De fleste går med drømmen om at have råd til et sommerhus, og nu ser noget ud til, at udviklingen er vendt. I årene efter finanskrisen gik salget på lansplan fra 11.610 i 2005 til 4892 i 2011. Men nu er der igen positiv fremgang at spore. Det skriver Politiken.
Jeg mener kun, at vi kan tale om et opsving på sommerhusmarkedet i Nordsjælland.
På seneste top 10-liste fra Boligsiden.dk har Gribskov haft det næststørste antal af sommerhussalg over 12 måneder med knap 600 nye sommerhusejere. På top 10-listen finder man også Halsnæs, som med 289 nye sommerhusejere indtager en 5. plads over landets mest populære kommuner for nye sommerhusejere.
Også i Frederikssund har man haft en fremgang, og med 223 sommerhussalg over samme periode er kommunen nummer 9 på listen. Ifølge direktør i Boligøkonomisk Videnscenter Curt Liliegreen er det heller ikke tilfældigt, at det er de nordsjællandske kommuner, der er på listen.
- Der skal ikke meget til, for at udviklingen ser positiv ud i vintermånederne, hvor salget normalt er lavt. Udviklingen skal fortsætte i flere måneder, før man kan tale om et reelt opsving på landsplan - jeg mener kun, at vi kan tale om et opsving på sommerhusmarkedet i Nordsjælland, siger han til Politiken.
Hvis alle sommerhuse bliver brugt bare en uge mere om året, så vil det have stor betydning. Der vil blive lagt flere penge i vores butikker, restauranter og caféer.
Og i Nordsjælland glæder borgmester i Gribskov Kim Valentin, Venstre, sig over sin kommunes popularitet på sommerhusområdet, da det afspejler sig positivt i hele kommunen. Kommunen har i alt næsten 15.000 sommerhuse svarende til over en tredjedel af antallet af borgere i kommunen.
- Hvis alle sommerhuse bliver brugt bare en uge mere om året, så vil det have stor betydning. Der vil blive lagt flere penge i vores butikker, restauranter og caféer, siger han og henviser til politiske forslag fra folketinget, der skal gøre sommerhusmarkedet mere attraktivt:
Regeringen har forslået, at man kun skal eje sit sommerhus i et enkelt år, før man må søge kommunen om lov til at bo der fast - før var den periode på 8 år. Samtidig vil folketinget foretage en ændring i planloven der betyder, at man kan benytte sit sommerhus i 34 uger om året mod de nuværende 26 uger.
- Når det bliver billigere at have sommerhus, så bliver der også mere plads i økonomien til at vedligeholde, modernisere og bygge om. Det er godt for de lokale håndværkere, siger borgmester i Gribskov, Kim Valentin, Venstre.