En mand er natten til torsdag afgået ved døden i detentionen i Helsingør.
Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) til Ritzau.
- Vi blev klokken 03.59 kontaktet af Nordsjællands Politi, som fortæller, at en person er afgået ved døden klokken 03.53, siger specialkonsulent i DUP Morten Dahm-Hansen til Ritzau.
- Fra Nordsjællands Politi har vi fået oplyst, at man opdagede, at manden holdt op med at trække vejret. Man iværksatte straks førstehjælp og tilkaldte ambulance og læge, fortsætter han.
Den uafhængige myndighed undersøger sagen
Den uafhængige politiklagemyndighed (DUP) skal nu, som altid når personer dør i politiets varetægt, undersøge de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet.
- Det er rutine i den slags sager, og det betyder ikke, at man mener, at der er gjort noget forkert, understreger Morten Dahm-Hansen.