Spejderhytte er pilrådden: Nu sælger spejdere juleøl for at tjene ind til ny hytte

En gruppe blå spejdere i Herlev har lavet deres egen juleøl for at spare sammen til en ny spejderhytte.

Spejdere og øl er måske ikke noget, som mange forbinder med hinanden. Ikke desto mindre har spejdergruppen DDS Hjortespring i Herlev lavet deres helt egen juleøl.

- Vi har valgt at gøre det, fordi det er en sjov ting at gøre. Og så gør vi det, fordi der er en kæmpe ølkultur her i Danmark, fortæller Frank Kofoed, der er gruppeleder for spejderne i Hjortespring.

Øllen skal sælges i forbindelse med spejdernes juletræssalg, og formålet er at skaffe penge til en ny spejderhytte. 

Råddent gulv i hytten

Juleøllene er blevet brygget med baggrund i uheldige omstændigheder.

For fire år siden opdagede spejderne i Herlev, at bunden af deres spejderhytte var fuld af råd, fordi hytten var konstrueret forkert.

Forsikringen dækkede ikke en ny spejderhytte, og derfor måtte spejderne selv i gang med at indsamle penge, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om i fremtiden at kunne binde knob og snitte snobrødspinde i en ny hytte.

En ny hytte koster 1,6 millioner kroner, og spejderne gik derfor for fire år siden i gang med at sælge juletræer for at spare op.

For at komme hurtigere i mål med indsamlingen af pengene har spejderne nu fremstillet deres egen øl, som de har sat til salg sammen med juletræerne.

- Vi tænker ud af boksen og forsøger at se muligheder frem for forhindringer. Vi begyndte at nytænke tingene, og ingen havde lavet julebryg før, og så undersøgte vi mulighederne, siger Frank Kofoed.

Øllene, der er en belgisk blonde, er blevet brygget i et samarbejde med Midtfyns Bryghus.

Lidt dobbeltmoralsk at sælge øl

Spejdergrupper skal have et "ansvarligt forhold til alkohol", lyder det fra Det Danske Spejderkorps, som DDS Hjortespring er en del af. Ifølge gruppeleder Frank Kofoed kan deres spejdergruppe godt have et fornuftigt forhold til alkohol, selvom de nu er begyndt at sælge øl. 

- Der er da lidt dobbeltmoral i det, da vi har med unge mennesker at gøre. Men vi har gået direkte efter at sælge dem til et voksenpublikum, som for eksempel vil drikke dem til maden eller have dem med som værtindegave, siger Frank Kofoed.

Det vigtigste ved ølsalget er, ifølge Frank Kofoed, at der bliver råd til en ny spejderhytte. Lige nu må spejderne nemlig tage til takke med to små hytter på omkring 30-50 kvatratmeter hver. 

- Vi har jo valgt at lave den her øl, fordi vi ønsker at fortælle historien om spejderhytten og for at lave noget, som folk lægger mærke til. Alternativet ville være, at projektet med den nye hytte ville tage nogle flere år, lyder det fra Frank Kofoed.

Spejderne har indtil videre indsamlet 1,4 ud af de 1,6 millioner kroner, og de håber på, at de kan tjene yderligere 20.000 kroner på ølsalget. Indtil videre har de solgt over 300 flasker ud af 840.

En øl koster 50 kroner og kan købes ved DDS Hjortesprings juletræssalg i Herlev

Øllene sælges ved spejdernes juletræssalg. Foto: DDS Hjortespring
Øllene sælges ved spejdernes juletræssalg. Foto: DDS Hjortespring

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik