Støvdjævel fik Kenneth til at gribe telefonen: ”Pludselig stod himmel og hav i et”

På en ellers vindstille dag opstod en voldsom hvirvelvind i Slotsøen på torvet i Hillerød. Meteorolog kalder det "sjældent".

Solen stod højt og klart på himlen over Nordsjælland, da en ellers fredelig fredag forårseftermiddag pludseligt udviklede sig i en ganske dramatisk retning. 

Og selvom middelvinden blot lå på to sekundmeter over Torvet i Hillerød, forhindrede det ikke et skypumpelignende drama i at udspille sig i Slotsøen.

Det viser en video, som Kenneth Sørensen optog og siden har delt på den lokale Facebook-gruppe.

"Der er en tornado i Hillerød", siger han på videoen, mens vandet bliver hvirvlet flere meter over vandspejlet i en cylinderformet bevægelse.

Øjeblikket fangede 56-årige Kenneth Sørensen fra Hillerød, mens han var på café med sin partner. 

Spisende gæster på caféen måtte lyne jakken op og holde godt fast på både solbriller og servietter.

- Det var voldsomt på den måde, at der var fuldstændig vindstille, og så gik der ti minutter og så stod himmel og hav i ét. Jeg havde ikke fået min pariserbøf endnu, så jeg hev telefonen frem, siger Kenneth Sørensen til TV 2 Kosmopol.

Tornadoer i Danmark ses oftere og oftere i takt med klimaforandringer

I 2022 var der ingen registrerede tornadoer i Danmark, men de tre forudgående år fandt vejrfænomenet, som typisk forbindes med USA, sted på danske breddegrader.

Både Albertslund, Holstebro og Aabenraa har været ramt af den særprægede vind, der vendte to biler på hovedet.

Det sker i takt med at global opvarmning og varmere klima gør sit indtog, og i dele af Nordtyskland opstår tornadoer oftere og oftere, forklarer meteorolog Andreas Nyholm.

Kilde: TV 2 Vejret og meteorolog Andreas Nyholm.

Hverken skypumpe eller tornado 

Men det var ikke en tornado, ej heller en skypumpe, der var på spil denne forårsdag ved Frederiksborg Slot.

Nej, det var en såkaldt støvdjævel, der er en fordanskning af det amerikanske udtryk dust devil, der fredag fik de spisende gæster på caféen til at finde telefonen frem. 

Egentlig er fænomenet velkendt, men forholdsvis atypisk for årstiden, forklarer meteorolog hos TV 2 Vejret, Andreas Nyholm.

Tidligere blev det også kaldet en høtyv. En orddannelse, der har sin oprindelse fra når høet blev hvirvlet op en landlig sensommerdag.

quote - Et klassisk fænomen, men sjældent vi ser de her høtyve i foråret.

Meteorolog på TV 2 Vejret, Andreas Nyholm

Det sker, når stillestående luft nær jordoverfladen - i det her tilfælde har det sandsynligvis været det brostensbelagte torv - opvarmes, og der stiger såkaldte termikbobler til vejrs. 

Hvis en hvirvelvind påvirker den opstigende luft, kan støvdjævlen dannes. Og det var altså tilfældet denne fredag. 

Lidt a la når man trækker proppen ud af et badekar, forklarer Andreas Nyholm. 

- Det er et klassisk fænomen, men sjældent vi ser de her høtyve i foråret. De begynder at optræde, når solen får en vis magt, siger han.

Ikke fuldstændig ufarligt

Forklaringen, på at det ikke var en skypumpe, skal findes i, at den varme luft ikke har forbindelse til en sky, forklarer Andreas Nyholm. 

Og når der bliver råbt "tornado" i videoen, skal forskellen mellem en skypumpe og en tornado findes i måden, de dannes på.

Men faktisk opstår tornadoer i Danmark den dag i dag, så det var ikke et helt utænkeligt bud, Kenneth Holm Sørensen spontant leverede under optagelsen af videoen. 

Selvom støvdjævler er en kendt sag i danske øjne, er det ifølge TV 2 Vejrets meteorolog og vært, Andreas Nyholm, ikke fuldstændig ufarligt.

- De kan for eksempel ikke suge mennesker op, så der er som oftest ikke noget farligt i det. Men de kan godt anrette materielle skader, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik