17-årig melder sig selv i sag om dobbeltdrab i Taastrup

En mand er blevet anholdt i sagen om drabene på to unge i Taastrup mandag aften, bekræfter politiet. Han fremstilles for en dommer onsdag.

Der er tale om en 17-årig mand, der meldte sig selv til Københavns Vestegns Politi tidligere her til eftermiddag og med det samme blev anholdt. Politiet mistænker ham for at være impliceret i sagen, hvor to unge blev dræbt med knivstik i går aftes i Taastrup, og han er sigtet for drab.

Den 17-årige bliver efter planen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup i løbet af i morgen.

- Selv om vi nu har anholdt en person i sagen, fortsætter efterforskningen, og vi vil i den forbindelse stadig bede om offentlighedens hjælp. Vi opfordrer således fortsat vidner, og andre der måtte have oplysninger, som eventuelt kan være relevante for sagen, til at henvende sig, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose i en pressemeddelelse.

Vidner i sagen kan kontakte Københavns Vestegns Politi hele døgnet på 43861448

I forbindelse med grundlovsforhører vil anklagemyndigheden begære lukkede døre. Derfor har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer i sagen for nu.

Skete i et boligområde nær City2

Politiet modtog mandag aften klokken 22.57 flere anmeldelser om knivstikkerier fra forskellige borgere i området.

Politiet ilede herefter til stedet med mange patruljer. På stedet fandt politiet tre unge mænd, der var blevet stukket med kniv.

To af mændene - en 17-årig og en 18-årig - var så hårdt såret, at de afgik ved døden. De var begge fra Taastrup. Den tredje - en 17-årig fra Albertslund - overlevede og er ikke i kritisk tilstand. De tre kendte alle hinanden, oplyser politiet.

Peter Malmose oplyser tirsdag, at politiet ikke vil betegne drabene som tilfældige, og at mindst to gerningsmænd menes at stå bag.

- Vi betegner det som en samlet hændelse, hvor der har været mere end en gerningsmand om at tilføje skaderne, siger Peter Malmose, der betegner gerningsområdet til at være et "i øvrigt roligt kvarter."

Skjeberg Allé ligger i et boligområde nær indkøbscenteret City2.

- Vi har flere grunde til at tro, at City2 er relevant, siger Peter Malmose.

Politiet har forskellige grader af kendskab til de implicerede. Der er ingen grund til at tro, at hændelsen er banderelateret, men efterforskningen er fortsat "meget åben" i forhold til bagvedliggende motiver.

- Der kan være tale om en uoverensstemmelse, som er opstået tæt på tidspunktet for drabene eller noget helt andet, siger Peter Malmose.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik