Oversigt

Seneste nyt

Konservativ borgmester akut sygemeldt: "Jeg troede, det var lungebetændelse"

Den konservative borgmester i Høje-Taastrup, Michael Ziegler, er akut sygemeldt i længere tid, skriver han på Facebook.

Han har fået akut leukæmi og skal allerede mandag starte på behandling med kemoterapi.

"Jeg har skrantet på det seneste, og nu ved jeg hvorfor. Det, jeg troede var en lungebetændelse, viser sig at have en dybereliggende og mere alvorlig baggrund", skriver han.

"Foran mig ligger nogle rigtig hårde måneder, hvor jeg kommer til at tabe både hår og vægt og, ja, i det hele taget ligne en skygge af mig selv".

Han forventer at skulle være i behandling og dermed sygemeldt i et halvt år og oplyser, at det ikke er en dødsdom, men der er "al mulig grund til optimisme".

"Men følelser og frygt er svære at tøjle. Lige nu er min tilværelse sunket helt i grus. Jeg føler, at jeg bevæger mig i en mørk tunnel. Jeg har fået at vide, at der er lys for enden at tunnelen, men jeg kan ikke se det endnu. Heldigvis er der mange omkring mig, som støtter og hjælper mig. De giver mig mod til at tage de første usikre skridt ind i tunnelen. Jeg ved, at de vil holde mig i hånden og trøste mig hele vejen mod lyset. Så det skal nok gå." 

Kurt Scheelbeck, der er byrådsmedlem for De Konservative i Høje-Taastrup, påtager sig posten som fungerende borgmester, mens Michael Ziegler er sygemeldt. Det skal dog godkendes af Byrådet onsdag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.