Ekstrem rotteplage i vestegnskommune – borgere må vente fire uger på hjælp

Rotteplagede borgere i Hvidovre bliver bedt om at udvise tålmodighed.

Siden foråret er det væltet ind med rotteanmeldelser til Hvidovre Kommune.

Og det giver ekstraordinær travlhed hos kommunens rottebekæmpere.

Pt. har de omkring 50 procent flere anmeldelser end i samme periode de seneste tre år, oplyser Hvidovre Kommune.

De mange anmeldelser betyder, at borgere, der i denne tid opdager rotter på deres grund, må væbne sig med tålmodighed.

I øjeblikket er der meldt om rotter på 234 adresser, der endnu ikke har fået besøg af kommunens rottebekæmpere. Og ventetiden er fire uger, hvis der er tale om rotter udendørs.

quote Vi skal nok komme, men vi har brug for jeres tålmodighed

Connie Nielsen, driftsleder i Vej og Park i Hvidovre Kommune

Dog skal man ikke tøve med at anmelde de behårede gnavere, hvis man spotter dem, opfordrer kommunen i en pressemeddelese.

- Bliv ved med at anmelde det, når I ser en rotte på jeres grund. Det giver os en vigtig viden om den samlede rottebestand lige nu, siger driftsleder i Vej og Park, Connie Nielsen.

- Vi skal nok komme, men vi har brug for jeres tålmodighed, tilføjer hun.

Har måttet hyre ekstra hjælp

Det aktuelle boom i antallet af rotteanmeldelser har betydet, at Vej og Park har ansat en ny rottebekæmper, der havde første arbejdsdag i sidste uge.

Kommunen har desuden for en periode hyret ekstraordinær administrativ hjælp til at prioritere sagerne, så de kritiske sager bliver taget først.

Hvidovre Kommune vurderer, at de særligt mange rotter i år være resultatet af en varm vinter kombineret med et forår, hvor mange folk har været hjemme på grund af Covid-19 og derfor har kunnet opdage rotterne i for eksempel haver og redskabsskure.

- Vær tålmodig vi skal nok komme ud og få styr på rotterne, lyder meldingen fra driftleder Connie Nielsen, der heller ikke fingre imellem, da hun tilbage i maj måned beskrev rottesituationen i Hvidovre.

- Det, vi oplever nu, er ekstremt, lød det dengang fra Connie Nielsen.

Hvidovre Kommune forventer, at bølgen af ekstraordinært mange rotteanmeldelser vil flade ud i løbet af de næste par måneder.

Mange kommuner ramt af rotter

Hvidovre er langtfra den eneste kommune, der i øjeblikket døjer med mange rotter. Også i nabokommunen Brøndby er rotterne et stort problem.

Derfor gik Brøndby Kommune for nyligt ud med en opfordring til have- og boligejere om at hjælpe til med bekæmpelsen af de små gnavere.   

Brøndby Kommune foreslog i den forbindelse en af løsning, der gik ud på, at man kan hæve både skure og terrasser mindst 35 centimeter over jordoverfladen, så rotterne ikke længere har lyst til at bo nedenunder.

Rotterne vil nemlig helst bo på indelukkede steder, hvor de er beskyttede fra alle sider.

Brøndby Kommune opfordrer boligejere til at hæve alt fra terraser til skure - eller hønsehuse - så rotterne ikke bosætter sig.

Frederikssunds institutioner tilbudt rottespærer

Også i Frederikssund Kommune er man gået i tænkeboksen for at få bugt med rotterne.

Her bliver alle institutioner nu tilbudt at få opsat en rottespærre, der skal holde rotterne ude af kloakkerne – og i sidste ende ude af kommunens institutioner.

Det er tale om vuggestuer, børnehaver, skoler og plejehjem, der kan se frem til at blive en del af det nye tilbud.

Tårnhøj rottestigning i Tårnby

Også i Tårnby Kommune døjer flere beboere med rotter.

En udregning fortaget af kommunens tekniske forvaltning viser, at der i Tårnby er sket en stigning på 75 procent i anmeldelser af rotter i forhold til sidste år på samme tid.

- Vi har fået at vide, at det først er til september, at rotteproblemet har normaliseret sig. Det er lang tid for borgerne at gå at vente. Uanset om der er rotter på køkkenbordet eller ude i haven, så er det ikke særlig betryggende, har Venstres Dennis Clausen, der sidder i kommunalbestyrelsen i Tårnby Kommune, tidligere på ugen sagt til TV 2 Lorry.

Dennis Clausen har derfor fremsat et forslag sammen med sin konservative kollega i kommunalbestyrelsen om, at kommunen skal gøre brug af private rottebekæmpere, der skal hjælpe med at afvikle den store opbyggede pukkel af anmeldelser om rotter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik