Vestforbrændingen forbigået: Ørsted skal som de første lagre CO2 i stor skala

Trods udsigten til CO2-fangst i stor skala er vejen til Danmarks første klimamål blevet længere.

Det bliver energiselskabet Ørsted, som for første gang i stor skala skal stå for at indfange og lagre en del af den skadelige CO2, som bliver udledt fra skorstene på blandt andet kraftværker og forbrændingsanlæg.

Det kommer blandt andet til at ske ved Ørsteds Avedøreværket uden for København. 

Det skriver Klima-, Energi,- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse, efter at det første udbud nu er afgjort.

CO2-fangst er helt central for at nå klimamålene, men det er relativt uprøvet i stor skala.

- Øjeblikket, hvor CO2 bliver fanget fra skorstenene, er lige om hjørnet, og dermed bringer vi en afgørende teknologi i spil for at fjerne CO2 fra atmosfæren og komme et skridt nærmere vores klimamål, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

- Udviklingen går stærkt, og vi er nu tættere på at bringe et meget vigtigt klimaværktøj i spil, siger han i pressemeddelelsen.

Ifølge Ørsted vil man levere 430.000 ton reduktioner årligt fra 2026. De vil i 2025 vil starte op med fangst og lagring af CO2.

Vestforbrændingen og Amager Bakke var med i opløbet

Ud over Ørsted var Vestforbrændingen og Aalborg Portland prækvalificeret til projektet. 

Tidligere har også Amager Ressourcecenter (ARC), der driver Københavns store affaldsforbrændingsanlæg Amager Bakke, været bejler til de mange milliarder. De kunne dog ikke få finansieringen til at hænge sammen i forhold til at søge midlerne. 

Det betød også, at Københavns Kommune ikke når mål om CO2-neutralitet.

Selv om det er en god nyhed for klimaet, at udbuddet nu er afgjort, ser det ud til, at vejen til at indfri Danmarks første klimamål er blevet længere.

For nylig viste en fremskrivning fra Energistyrelsen, at udledningen i 2025 så ud til at være 49,8 procent lavere end i 1990.

Det er snublende tæt på den lave ende af klimamålet, der lyder på en reduktion på 50-54 procent.

Men her var det forudsat, at aftalen om at fange og lagre CO2 ville få stor effekt fra 2025, og det vil ifølge Ørsted altså først ske i 2026.

I sidste uge erkendte klimaministeren da også, at det ser svært ud at nå 2025-klimamålet.

- Det er primært 2030-målet, der er det langsigtede mål, vi fokuserer på nu, sagde ministeren til DR Nyheder.

I en pressemeddelelse ærgrer Vestforbrændingens direktør, Steen Neuchs Vedel, sig over at man ikke vandt. Arbejdet med CO2-fangst fortsætter dog, lyder det.

- Vi må og skal have realiseret vores bestyrelses og ejerkommuners ambitioner om at være klimaneutrale inden 2030, hvor CO2-fangst er et afgørende redskab. Det er også vigtigt for kommunernes klimamål, siger direktør Steen Neuchs Vedel i en pressemeddelelse. 

De afventer nu et nyt tilsvarende udbud fra staten, som Vestforbrændingen "afventer med stor interesse." 

- Men vi arbejder naturligvis også på andre modeller for finansiering. Vestforbrændings bestyrelse vil snarest tage stilling til dette, siger Steen Neuchs Vedel.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik