Havneværter i knaldrød gummibåd skal øge sikkerheden i havnen
Sejlende havneværter skal sommeren over hjælpe havnens gæster til et godt og sikkert ophold
Når sommeren begynder, omdannes store dele af København hvert år til et sejlende, svømmende, cyklende og festende menneskemylder, og hvis ikke man tænker sig en smule om, så kan man komme galt afsted. Men nu er der hjælp at hente, for Københavns Kommune har sammen med By & Havn netop indtroduceret: De Sejlende Havneværter.
De lagde fra kaj torsdag og resten af sommeren - frem til 14. august, er det planen, at de sejler rundt i hele Københavns Havn i en stor, letgenkendelig rød gummibåd.
Natteværter og havneværter
Havneværterne bliver en slags sejlende kolleger til de natteværter, Københavns Kommune hver weekend sender på gaden, når der festes i Indre By. Men De Sejlende Havneværter har lidt andre opgaver.
De skal for eksempel hjælpe folk til at bade i de områder, der er udpeget til det - for ellers kan man komme i kontakt med en del af havnebunden, der ikke er rengjort - og derfor kan være sundhedsskadelig. På samme måde skal havneværterne også indlede en dialog med folk, der springer i vandet fra broer (det kan være livsfarligt), og hvis de spotter familier, der sidder og griller ved kajkanten på et brandfarligt grundlag - ja så får folk at vide, hvor de så bør rykke hen.
Havneværterne skal også have en fast dialog med andre aktører i havnen for at kunne videreformidle eventuelle problemer, og så skal de hjælpe med råd og dåd - for eksempel hvis havnens gæster ikke kan finde de offenetlige toiletter.
En af de nye havneværter er Rikke Matthiesen, som sideløbende også er kystlivredder i Københavns Kommune. Hun siger til TV 2 Lorry:
Synlighed og hjælpsomhed
- Formålet er at vi skal være synlige. Vi skal imødekomme alle de mennesker, der har lyst til at bruge havnen - så vi skal fortælle, hvad man kan, og hvad der er tilladt hvor og også hjælpe folk, der er i nød i vandet - for vi er også uddannede livreddere.
Inde på rådhuset sidder kulturborgmesteren og er glad for tiltaget.
- I København er vi så privilegerede at have et kæmpe, blåt udeareal i form af havnen. Og at vandet er så rent, at man kan bade i det, gør København til en helt særlig by. Derfor glæder det mig også, at vi med havneværterne gør endnu mere for at hjælpe københavnerne til en god oplevelse i det blå element, ” siger kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde.
Foto: Morten Raarup - TV 2 Lorry / TV 2 Fyn