Nationalsocialister politianmeldt: Udgav sig for at være tolke
Foreningen KFUM og KFUK blev lørdag eftermiddag ufrivilligt rodet ind i en kamp mellem nationalsocialister og demonstranter.
En stor og voldsom demonstration fandt lørdag eftermiddag sted foran Sundby KFUM og KFUK’s lokaler på Amager, som jævnligt lejes ud til forskellige foreninger.
Gaden var fyldt med demonstranter, der forsøgte at forhindre den stærkt nationalsocialistiske konference Scandza Forum fra at blive afviklet. Og det fik politiet til at møde talstærkt frem med kampklædt mandskab og politihunde.
Scandza Forum havde lejet sig ind i KFUM-huset på Oliebladsgade, der ligger lige bag Amagerbro Station.
Men den kirkelige børne- og ungdomsbevægelse anede slet ikke, hvem der i virkeligheden stod bag konferencen, og da det gik op for KFUM og KFUK's generalsekretær, Jørgen Kvist, at der var tale om nationalsocialister, fik han nærmest et chok.
"Sagde de var en tolkeforening"
- Vi blev for nylig kontaktet via mail af en forening, der udgav sig for at være en tolkeforening. De ville gerne leje vores lokaler i Sundby til en international konference, og de spørger blandt andet ind til vores køkkenfaciliteter, fordi der også kommer muslimer til konferencen. Derfor aner vi ikke uråd, siger Jørgen Kvist til TV 2 Lorry.
Foto: Presse-fotos.dk
Lørdag formiddag bliver lokalerne vist frem for lejerne, og det hele virker ifølge Jørgen Kvist normalt, men da arrangementet starter nogle timer senere, er der pludselig politi og en stor demonstration på gaden.
- Først dér går det op for os, hvad der foregår. Vi kontakter politiet, som fortæller os, hvem der i virkeligheden har lejet vores lokaler, og derfor har vi valgt at politianmelde Scandza Forum for udlejning på falsk grundlag, siger Jørgen Kvist.
"Føler os taget som gidsler"
- De skulle have været der hele dagen, men huset blev hurtigt tømt, men vi føler os i den grad taget som gidsler.
Foto: Presse-fotos.dk
Havde de fået lov til at leje jeres lokaler, hvis de havde fortalt, hvem de var?
- Nej. Vi kan godt lide mangfoldighed og går ikke ind for politisk censur af nogen art, men her siger vi nej tak, så langt går vores rummelighed ikke. Vi vil overhovedet ikke identificere os med den yderste højrefløj, siger Jørgen Kvist.
Om Scandza Forum har betalt for leje af lokalerne er generalsekretæren ikke helt opdateret på lørdag aften.
- Jeg ved ikke, om de har betalt depositum, eller om vi modtager betaling. Men det er sådan set også underordnet, for vi vil ikke have blodpenge. Men der er da en udgift forbundet med det, for de har jo været derinde, så der skal stadig gøres rent, siger Jørgen Kvist til TV 2 Lorry.
I alt blev fire personer anholdt under lørdagens demonstrationen, oplyser Københavns Politi.
Foto: Presse-fotos.dk