Det kulminerede en råkold februar morgen i 1969.
Gråden og de højlydte protester var fuldstændig nyttesløse.
- Det var gråt, og så kom der bare et mylder af betjente - i sorte hjelme og i sorte lange frakker. Der var mere end 200. De ryddede det hele, og bagefter blev bygningerne revet ned. Det var voldsomt. Du glemmer det aldrig nogensinde, siger Lisbeth Brekling, da TV 2 Lorry møder hende og et par af de oprindelige beboere fra Sofiegården – godt et halvt århundrede senere.
- Det var, som om der var noget, der krakelerede inden i mig. At de kunne få sig selv til at smadre nogle huse, som unge mennesker havde sat i stand. Det var mig fuldstændigt ubegribeligt, siger en anden beboer fra dengang, Katrine Jensenius.
Ånden fra Sofiegården lever endnu
I en ny bog med navnet 'Sofiegården overgiver sig aldrig' ser nogle af beboerne fra dengang tilbage på det liv, det opgør og oprør og den bevægelse, der udspillede sig i Sofiegården på Christianshavn fra midten af 1960'erne og frem til den dag i slutningen af årtiet, hvor Sofiegården blev ryddet af en stor politistyrke og en del af bygningerne efterfølgende revet ned.
I dag er alle spor af de kondemnerede bygninger, som kommunen havde erklæret uegnede til beboelse, væk for længst.
På hjørnet af Dronningensgade og Sofiegade på Christianshavn er der nu en vuggestue og et kollegie med plads til godt 200 af et nyt årtusinds unge.
Men selv om de fysiske spor er fjernet, lever ånden fra datidens Sofiegården videre.
Og sammenholdet, fællesskabet og oprøret fra dengang vækker fortsat fascination blandt unge i dag.
- Jeg har altid drømt lidt om at være en del af den bevægelse. Altså i mine fantasier, siger Katrine Marie Hampenberg.
- Ja, ja, lyder det fra bofællen Ida Kirk Haumann. Begge har været heldige at få en plads i et kollektiv på Sofiegårdens Kollegie.
Unge i dag har også grund til at gøre oprør
Katrine Jensenius, Hjørdis Nielsen og Lisbeth Brekling var alle en del af den bevægelse, som unge i dag altså fortsat drømmer og fantaserer om.
Og de mener alle, at unge i dag mere end nogensinde har grund til at gøre oprør.
- Da vi var unge, kæmpede vi for et sted at bo - i dag kæmper de unge for overhovedet at have en klode at bo på, siger Lisbeth Brekling.
Sofiegården har sat historiske aftryk
Livet i og omkring Sofiegården fra midten og frem til slutningen af 1960´erne var samtidig et af ungdomsoprørets allerførste og største synlige manifestationer.
På grund af boligmangel besatte en broget flok af unge syv tomme nedrivningsdømte bygninger.
- Det kunne man godt. Man kunne bare rykke ind, fordi der var tomt, siger Hjørdis Nielsen.
Gruppen af unge, som rykkede ind i de mange tomme lejligheder i Sofiegården voksede hurtigt, og til sidst var de op mod 80, som løbende satte bygningerne delvist i stand. De udråbte Sofiegården til republik, og boede sammen, levede sammen og udtrykte sig sammen igennem 4-5 år.
- Det var drømmen om at være i et fællesskab og alligevel være sig selv. Og bygge et fællesskab op, hvor der meget rummeligt og plads til alle, siger Hjørdis Nielsen.
Sammenholdet, fællesskabet og oprøret mod det omkringliggende samfund fik efter rydningen afgørende betydning for etableringen af Christiania et par år efter i 1971 og den senere bz-bevægelse.
Gasolin og Sofiegården
Det var også i miljøet i og omkring Sofiegården, at Gasolin opstod.
- Gasolin blev jo bygget op stille og roligt. Kim var for eksempel ikke den store musiker og måske heller ikke sanger, i virkeligheden. Men de var jo også ramt af den der ånd - vi gør det sgu'! Hvis det er det, vi vil, så gør vi det, siger Lisbet Brekling.
Har I nogen relation til Gasolin i dag?
- Det kan man godt sige - jeg er gift med Wili Jønsson, bassisten, smiler Katrine Jensenius.
De unges kamp ligger et andet sted i dag
Både Sofiegårdens oprindelige beboere og de nuværende er enige i, at en af de vigtigste kampe for unge i dag ligger et helt andet sted, nemlig kampen for at bevare klimaet.
- I dag står de unge over langt større trusler, end vi gjorde, siger Katrine Jensenius.
Ida Kirk Haumann nikker.
- Klimaet er nok noget af det vigtigste, men jeg synes også nogle gange, at det kan være helt vildt abstrakt og svært, siger hun.
Men ligesom Ida Kirk Haumann synes bofællen Katrine Marie Hampenberg også, at kampen for klodens overlevelse er et vidt begreb.
- Det kan nogle gange føles lidt svært, når man bare bor her i sin lille boble, hvad man egentlig kan gøre. Vi har talt om, at man bare må gå foran, og så gør man nogle gange noget godt, og andre gange gør man det ikke. Men at hver lille ting tæller. Være vegetar, cykle, ikke flyve.
Der var mangel på boliger og fællesskaber til unge i København i 1960´erne. Der er mangel på boliger og fællesskaber til unge i København i dag.
Men tiden er løbet fra de fysiske kampe og barrikaderne, mener nuværende beboere på Sofiegårdens Kollegie, Katrine Marie Hampenberg og Ida Kirk Haumann.
- Det virker måske også som et mere kontrolleret samfund, vi lever i nu. Hvor myndighederne hurtigere og nemmere og mere kontrolleret rykker ind. Og måske også har mere erfaring fra tidligere, hvor nogle har besat ting, så de ved, hvad de skal gøre.
Unge: Vi gør oprør på vores egen måde
Selv om kampen i dag i langt mindre grad foregår bag pigtråd og fysiske barrikader, kæmper vi vores kampe akkurat lige så helhjertet som altid, lyder det fra unge i dag:
- Vi gør nok bare oprør på en anden måde - på sociale medier og andre platforme, siger Ida, mens bofællen Katrine nikker.
- Den store verden er på en eller anden måde kommet ind på en lille skærm, og du kan hele tiden få at vide, hvad der sker, så på en eller anden måde bliver man tvunget til at overskue mere, siger hun.
- Så er der den ene sag og så er der den anden sag. Hvad sker der i Iran, og hvad sker der i Ukraine? Man kan sagtens have flere sager, man kæmper for, og som man diskuterer. Bare fordi man er ét menneske, betyder det ikke, at der kun er én ting, man kan tænke på. slutter Ida.
