Hullet og slidt stadion får klubber til at råbe op: Vores atleter risikerer skader

For tre år siden blev der afsat penge til renovering af Østerbro Stadion. Men hullerne i atletikbanen vokser sig stadig større og større, og det er til stor frustration for de to atletikforeninger KIF Atletik og Sparta.

Nikolaj Grønbech har dyrket atletik siden 2008, og lige nu er Østerbro Stadion hans foretrukne træningsplads, selvom løbebanen efterhånden er både hullet og nedslidt.

- Nogle steder føles det nærmest ligesom at løbe på asfalt, fortæller Nikolaj Grønbech, da TV 2 Kosmopol møder ham til et træningspas på Østerbro Stadion.

Men hvis Danmarks nationalstadion for atletik ikke snart bliver renoveret, så bliver han nødt til at finde sig et andet sted at træne.

- Vi bliver faktisk opfordret til ikke at træne herude af sikkerhedsmæssige årsager, fortæller Nikolaj Grønbech.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Nicolaj Grønbech i gang med et af sine træningspas på Østerbro Stadion.
Nicolaj Grønbech i gang med et af sine træningspas på Østerbro Stadion.
Foto: Privatfoto

Frygter for medlemmernes helbred

Østerbro Stadion var et af de første stadions, der tilbage i 1975 fik kunststofbelægning på deres løbebane i Danmark.

Nu er løbebanen knap så moderne længere og i så dårlig stand, at de hos foreningerne KIF Atletik og Sparta Atletik & Løb frygter for deres godt 15.000 månedlige brugere af stadionet, der også tæller eliteudøvere som Ida Karstoft og Benjamin Lobo Vedel.

- Der er flere huller rundt omkring på stadion, som gør, at du kan falde i hullerne, men det udgør også en skadesrisiko i og med, at belægningen er så hård som at træne på asfalt, lyder det fra Søren Brasen, der er formand for KIF Atletik.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Må aflyse arrangementer

Den tynde, hullede bane kan blive skyld i, at flere planlagte arrangementer i år bliver aflyst på Østerbro Stadion.

Hvis banen ikke snart bliver renoveret, vil det blandt andet gå ud over opvarmningen til Copenhagen Half Marathon, hvor man i månederne op til eventet kan træne på Østerbro Stadion.

- Det (renoveringen, red.) skulle have været i gang i efteråret, men den kom ikke i gang. Lige nu kan vi heller ikke se en renovering, der er i gang, siger Søren Brasen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Søren Brasen, der er formand for KIF Atletik, er utilfreds med forholdene på Østerbro Stadion.
Søren Brasen, der er formand for KIF Atletik, er utilfreds med forholdene på Østerbro Stadion.
Foto: Privatfoto

Allerede penge på bordet til renovering

Tilbage i 2021 gav Københavns Kommune 7,8 millioner kroner til en såkaldt ’need to-renovering’ af løbebanen - altså en helt nødvendig renovering. Men her tre år senere er der stadig intet sket, og det ærgrer Søren Brasen.

- Det er lidt ærgerligt. Man udstråler lidt, at man er lidt ligeglad med dem, der kommer herinde, siger Nikolaj Grønbech. 

Seneste melding er, at forsinkelsen skyldes, at den fodboldbane, som løbebanen løber uden om, skal drænes. Det er også det dræn, som kan tvinge fodboldklubben B93 væk fra sin normale hjemmebane, Østerbro Stadion, fra næste sæson.

Og det er forviklinger med det projekt, der gør, at renoveringen er forsinket yderligere et år.

En udmelding, der knuser drømmen hos foreningerne.

- Vi ser gerne, at det bliver lavet nu, at det bliver lavet hurtigst muligt. Få det klaret, og så må man tage fodboldstadionet til efteråret, som der var lagt op til, siger Søren Brasen.

Også Nicolaj Grønbæk håber, at løbebanen snart bliver renoveret, så han kan nå sine mål på sit yndlingsstadion.

- Jeg håber så snart som muligt, at vi får den revet op og lagt et nyt belæg, så vi kan træne optimalt, slutter han.

TV 2 Kosmopol ville gerne have spurgt Københavns Kommune om, hvordan det kan tage så mange år at få gang i renoveringen. Det har ikke været muligt at få svar på.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik