Kommune vil inddrage boldbaner til fordel for den vilde natur: "Der er et lille aber dabei"

Københavns Kommune vil have mere vild natur på Amager Fælled. Lokal fodboldklub er optimistisk, men der er dog en ting, der kan skabe problemer i fremtiden.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Københavns Kommune vil skrotte to boldbaner på Amager Fælled til fordel for naturen. 

Det vedtog Borgerrepræsentationen enstemmigt torsdag aften. 

Kommunen vil desuden bygge en faunapassage over Vejlands Allé, der deler Amager Fælled i to, og inddrage en modelflyveplads og et område ved indgangen af fælleden ved DR Byen. 

- Det er vigtigt for mig at tage ansvar for, at der bliver passet på Amager Fælled så godt, som vi overhovedet kan, siger Klaus Mygind (SF), der stod bag forslaget, til TV 2 Lorry. 

SF ønsker - i kølvandet på byggeriet af Fælledby - at forbedre områdets biodiversitet og de større dyrs forhold. Det på trods af, at SF selv var med i aftalen om byggeriet. 

- Vi fik selvfølgelig kritik fra de partier, der modsagde byggeriet, om, at det aldrig skulle være lavet, og det må vi selvfølgelig tage til efterretning, siger Klaus Mygind: 

- Men det, jeg slog på, var, at uanset hvor vi står, må det være godt at være fælles om at forbedre vilkårene i området. 

Hvor mange fremtidige fodboldspillere?

Fodboldklubben BK Hekla holder til på Amager Fælled og benytter jævnligt de to boldbaner, som efter kommunens planer skal laves om til vild natur. 

Klubben har sine egne baner, men hvis de er i dårlig stand på grund af regn og frost, plejer spillerne at benytte banerne, der er tale om i denne sag, både til træning og til kamp. 

De får dog i forbindelse med aftalen lagt kunstgræs på egne baner, så klubben er ikke hårdt ramt af kommunens beslutning. 

- Det er ikke en beslutning, vi er synderligt kede af på nuværende tidspunkt, siger Mads Due Anker, fodboldklubbens kommunikationsansvarlige, og tilføjer: 

- Der er dog et lille aber dabei. 

Boligbyggeriet ude på Amager Fælled er nemlig i fuld gang, og det kan tænkes, at en god mængde børnefamilier flytter ind på et tidspunkt. 

- Vi ved derfor ikke, hvor mange nye medlemmer vi potentielt ville få. Som det ser ud nu, passer vores kapacitet fint med vores medlemstal. Men hvis der kommer flere hundrede nye medlemmer om nogle år, kan det godt være, at vi får brug for mere plads. Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, siger Mads Due Anker. 

Aftalen er nu landet hos kommunens Teknik- og Miljøudvalg, som skal lægge en plan for, hvordan arealerne kan blive til vild natur.

Hvis alt går efter planen, regner Klaus Mygind med, at det kan blive implementeret inden for de næste otte år. 

Du har læst en artikel fra TV 2 Kosmopol


Spørg Os - Afstemning

_


Vis mere
Metrolinje KBH

Se kortet:
Her vil flertal lægge ny metrolinje i København

20180807-153213-6-5406x3604ma

Nyt gennembrud: Forskere finder årsag til hyppig hjernesygdom

Vis mere