Lille Langebro letter cykelpresset fra storebror
Københavnerne har taget den seneste genvej over Lille Langebro til sig.
Efter åbningen af Lille Langebro er flere cyklister og fodgængere begyndt at vælge den nye bro fremfor nabobroen, Langebro.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
En tredjedel af cykeltrafikken er flyttet fra Langebro til Lille Langebro. Omkring halvdelen af fodgængerne fra Langebro gør brug af den nye bro.
Derudover har kommunen registreret en stor stigning i cykeltrafik på de to veje, der fører cyklister og fodgængere over Lille Langebro.
På Langebrogade er der 75 procent flere cyklister, 11.200, og i Vester Voldgade er der næsten dobbelt så mange cyklister, 9.700.
Og det glæder Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten.
- Hvis vi skal have flere op på cyklen, kræver det, at vi laver løsninger, som gør det attraktivt at vælge den tohjulede som det primære transportmiddel. Det hjælper Lille Langebro til, når cyklister og fodgængere slipper for at skulle færdes i en sky af udstødningsgasser kombineret med støjen fra lastbiler, busser og biler. Samtidig opleves forbindelsen langt mere tryg, når tunge køretøjer og bløde trafikanter ikke færdes side om side, siger hun i en pressemeddelelse.
Foto: Michael Levin/Realdania By & Byg
Slipper for støj og luftforurening
Selvom den nye cykelbro ligger klos op ad Langebro, hvor man også kan cykle og gå, er Lille Langebro mere tiltrækkende.
Det fortæller over 500 cyklister og fodgængere adspurgt af Teknik- og Miljøforvaltningen uden for myldretiden.
57 procent peger på, at de primært vælger at bruge Lille Langebro, fordi det er den hurtigste vej fra A til B. En tredjedel synes, det er en god cykeloplevelse.
Derudover er mange glade for, at de slipper for støj og luftforurening samt at dele broen med bilerne.
Siden åbningen den 1. juli har næsten 1,5 millioner passeret Lille Langebro.
Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder på at forbedre krydset på Langebrogade, hvor cykelsti og fortov mødes for at mindske konflikter mellem fodgængere og cyklister.
Arbejdet forventes færdigt ved årsskiftet.